København, 23/08/2025 - 06:00
DGI og DIF vil have mobilerne væk fra børnenes idrætsliv
Når børn og unge dyrker sport, skal de ikke forstyrres af skærme, lyder det fra danske idrætsorganisationer.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Når børn og unge møder op i deres idrætsforening, skal skærmen ikke tage opmærksomheden fra fællesskabet.
Det mener DGI og DIF, der nu lancerer en række anbefalinger for at begrænse skærmbrug i foreningslivet.
Idrætsforbundene opfordrer landets cirka 11.000 idrætsforeninger til at sætte klare grænser for skærmbrug.
Det er blandt andet ved at have mobilfri omklædningsrum og som udgangspunkt ingen mobiler under træning og kamp.
- Vi skal have en stærkere bevidsthed om, hvornår vi trækker skærmen frem. Der er de her helt vildt unikke rum, hvor vi dyrker idræt sammen og ser hinanden i øjnene, siger Charlotte Bach Thomassen, formand i DGI, og fortsætter:
- Det skal altså ikke forstyrres af skærme. Det må simpelthen vente til andre tidspunkter.
Anbefalingerne er rettet mod både børn, unge, forældre, trænere og foreninger.
For eksempel lyder opfordringen til forældre, at de undlader at bruge mobiltelefonen, mens de overværer børnenes træning eller kamp.
Heller ikke videooptagelser eller billeder bør tages - medmindre det er aftalt med foreningen.
- Forældrene skal være mere bevidste om, hvorvidt de ser kampen gennem telefonen, eller om de ser kampen uden om telefonen, siger Charlotte Bach Thomassen.
Hun understreger dog, at det ikke er op til frivillige trænere at håndhæve reglerne.
- Når man er med til idræt, uanset om man er forælder eller træner, så tager man selv ansvar for, hvordan man agerer. Selvfølgelig kan man have brug for at tage sin telefon eller tjekke noget, siger formanden for DGI og tilføjer:
- Det handler om at finde tilbage til den sunde fornuft.
Ifølge DGI og DIF bør omklædningsrummene være helt skærmfri for at sikre privatliv og understøtte fællesskabet.
Desuden anbefaler de, at foreningerne ikke kommunikerer direkte med børn under 13 år via sociale medier.
- Det skal simpelthen ikke være nødvendigt som 12-årig at have en telefon for at være en stærk del af et idrætsfællesskab, siger Charlotte Bach Thomassen.
- Der er ingen grund til at kommunikere med børn på sociale medier, understreger hun.
I anbefalingerne fremgår det, at der skal være løbende dialog med børn, unge og forældre om skærmbrug og digitale vaner - med plads til lokale tilpasninger.
Charlotte Bach Thomassen erkender, at det kan være udfordrende at ændre på folks vaner:
- Det er svært at ændre adfærd med skærmbrug, når vi først er gået ned af den sti. Og vi er måske gået lige lovligt langt ned af den sti i forhold til at lade skærmene fylde i vores hverdag, siger hun.
Alligevel tror hun på, at anbefalingerne vil blive taget godt imod, og håber på en ny, sundere kultur for digital adfærd i idrætsforeningerne.
/ritzau/