Vejle, 20/07/2025 - 10:30
Vejle satser på kollektivet efter stor udskiftning
Flere nye spillere i Vejle har kæmpet med skader og spilletid, men sportsdirektør tror på holdets kollektiv.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Vejle har denne sommer haft stor udskiftning i truppen, og klubben har hentet flere prominente navne såsom Andrew Hjulsager, Mikkel Duelund, Christian Sørensen, Wahid Faghir og Lasse Nielsen, mens der er sagt farvel til blandt andre German Onugkha, Kristian Kirkegaard og Dimitrios Emmanoulidis.
Det kendetegner flere af de nye spillere, at de har kæmpet med enten skader eller spilletid, inden turen gik til Vejle Boldklub, men det tager manden bag tilgangene med ro.
Vejles sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, er godt tilfreds med den nye trup forud for sæsonåbneren mod Randers søndag eftermiddag.
- Jeg synes, at vi står godt. Det har været en sommer, hvor vi har skiftet rigtig meget ud. Vi sagde farvel til mange spillere i slutningen af sidste sæson, og vi har bragt en del nye spillere ind.
- Det er altid et sats, når man køber en spiller, og det er ligemeget, om man hedder Real Madrid eller Vejle. Hvis alle de spillere, vi har hentet, spillede hver gang, så havde vi ikke haft nogen chance for at hente dem.
- Det er en velovervejet beregning i forhold til at få det bedst mulige hold. Vi plejer at være rigtig gode til at holde spillerne skadefri hos os. Derfor er vi gået med dem, som vi tror, at vi kan få det maksimale ud af, siger Hemmersam.
Selv om han er glad for de nye spillere og tror, at de passer godt ind, ved han også, at det tager tid at styrke et kollektiv.
- Fodbold er et relationelt spil, så det tager nok lidt tid at få spillet alle brikkerne sammen i forhold til at blive rigtig kompetitiv, men jeg er ikke bekymret for de spillere, som vi har hentet.
- De skal nok præstere individuelt i Superligaen. Det er mere, hvordan vi står stærkest muligt som et kollektiv, siger han.
De fleste nye spillere er danske, mens eksempelvis det amerikanske nyindkøb Jonathan Amon fra Lyngby Boldklub har boet i Danmark i en årrække og kender Superligaen. Det er en helt bevidst strategi, fortæller Hemmersam.
- Det har været vigtigt for os at have en stærk skandinavisk base og et stærkt kollektiv. Det har været et stort fokusområde for os, og det kan man også se i rekrutteringen af de nye spillere, siger han.
Hemmersam har tidligere haft topposter i Anderlecht og FC Nordsjælland, og det kan være, at han har fundet inspiration hos sidstnævnte i løbet af sommerens transfervindue. Vejle har i hvert fald hentet Bismark Edjeodji, der er kommet til fra Ghana.
Han skal forsøge at følge i fodsporene på de succesfulde landsmænd Mohammed Kudus, Kamaldeen Sulemana og Ernest Nuamah, der alle har været en del af Right to Dream-akademiet og FC Nordsjælland.
- Vi har prøvet at sammensætte truppen med et par enkelte afrikanere, som vi har hentet for at få noget offensiv power, siger Mikkel Hemmersam.
Foruden de mange nye spillere har Vejle også fået ny cheftræner, da Ivan Prelec er tilbage i klubben, efter han sagde sin stilling op i september sidste år.
Vejle åbner Superligaen i egen hule søndag klokken 14, hvor Randers FC kommer på besøg i Nørreskoven.
/ritzau/