København, 02/06/2025 - 11:16
1000-kronesedler for 1,4 milliarder er stadig i omløb efter udløbsdato
Lørdag var sidste dag, hvor 1000-kronesedler og ældre seddelserier var gyldige. Sedler kan stadig indleveres.
Mads Nissen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er stadig 1000-kronesedler til en værdi af cirka 1,4 milliarder kroner i omløb i samfundet, efter at seddeltypen er blevet ugyldig.
Det oplyser Nationalbanken i en opgørelse mandag.
Lørdag var sidste dag, hvor 1000-kronesedler og pengesedler fra ældre seddelserier var gyldige som betalingsmiddel.
Nationalbanken begyndte at kalde sedlerne tilbage i november 2023.
Det drejede sig om sedler fra serierne 1944, 1952, 1972 og 1997 samt 1000-kronesedlen fra den nuværende 2009-serie.
Ved indkaldelsens begyndelse var der 1000-kronesedler fra 2009-serien i omløb for omkring 21,1 milliard kroner.
Frem til 31. maj 2025 er der indløbet 1000-kronesedler for omkring 19,7 milliarder kroner.
Dermed er der stadig 1000-kronesedler til en værdi af 1,4 milliarder kroner i omløb.
I alt var der lørdag indleveret pengesedler til en værdi af 20,5 milliarder kroner.
Har man ikke nået at indlevere de nu ugyldige pengesedler, kan det stadig nås til og med 31. maj 2026.
Borgere, virksomheder og udlændinge kan indløse de ugyldige pengesedler ved fysisk fremmøde på Nationalbankens tre indleveringssteder i Aarhus, Odense og København.
De tre steder drives sammen med betalingsinstituttet Forex.
I tre af Forex' danske butikker er der dermed oprettet en særskilt kasse, hvor man kan indløse de sedler, der er blevet ugyldige som betalingsmiddel, fremgår det af Nationalbankens hjemmeside.
De sidste dage op til fristen har banker og butikker ikke kunnet indlevere kontanter til Nationalbanken. Det skyldes, at torsdag og fredag samt lørdag var banklukkedage på grund af Kristi himmelfartsdag og weekend.
Men butikker og erhvervsdrivende har fået mulighed for at indlevere sedlerne i egen bank til og med 13. juni.
Derfor vil Nationalbanken i løbet af sommeren udarbejde en endelig opgørelse.
I februar meddelte Nationalbanken, at man forventer at gå glip af sedler for cirka tre milliarder kroner inden 31. maj 2026.
Mens ikke-indleverede 1000-kronesedler ventes at udgøre én milliard, vil sedler fra ældre serier forventeligt udgøre over to milliarder.
De forventninger holder Nationalbanken stadig fast i, lyder det mandag.
Da indkaldelsen blev sat i gang for halvandet år siden, regnede man med, at der var ældre sedler i omløb for 3,4 milliarder kroer.
Lørdag var der indleveret sedler fra de ældre serier for 875 millioner kroner. Det svarer til omkring 26 procent.
Hovedkasserer i Nationalbanken Niels Kaas udtaler i opgørelsen, at det ikke var forventningen af få mange af de gamle sedler tilbage.
- Der er tale om ældre sedler, som i flere årtier ikke har været i almindelig cirkulation i butikker og banker.
- Samtidig er der tale om et fysisk produkt, som for nogle sedlers vedkommende går helt tilbage til tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig. De kan være gået til, eller de kan blive opbevaret som samleobjekter, lyder det.
/ritzau/