København, 20/07/2025 - 10:00
Betalingskort kan stadig bruges i nogle butikker uden internet
Erfaringer fra tidligere Nets-nedbrud viser begrænset påvirkning i Salling Groups butikker.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dankortterminaler i Salling Groups dagligvarebutikker - Netto, Føtex og Bilka - havde lørdag mulighed for at skifte til offline-betaling i forbindelse med nedbruddet hos Nets.
Erfaringer fra tidligere nedbrud viser, at Salling Groups butikker derfor typisk ikke bliver påvirket i omfattende grad.
Det oplyser koncernen søndag morgen til Ritzau.
Salling Group har dog endnu ikke et overblik over, hvad nedbruddet lørdag aften hos Nets har betydet for koncernens butikker.
Offline-betaling er en indstilling på en dankortterminal, som indebærer, at man stadig kan betale med flere fysiske betalingskort ifølge Nets.
Nationalbanken vurderer i en rapport, at de fleste kan opretholde et basalt forbrug i cirka 10 dage med et betalingskort, selv om der er begrænsninger for offline-betaling.
Hvis man skal bruge offline-betaling, er det nødvendigt at have et fysisk betalingskort og taste sin pinkode.
Butikken skal desuden have adgang til strøm.
Det er muligt at betale offline med alle typer af Dankort. Når det kommer til Visa og Mastercard, er det op til den enkelte bank, skriver Nets på sin hjemmeside.
Digitale såkaldte "wallets" som Apple Pay og Google Pay kan ikke bruges.
Et nedbrud hos Nets ramte lørdag aften i Danmark og i resten af Norden.
Allerede lørdag aften anbefalede pressechef hos Nets, Søren Winge, at butikkerne gik i "offline-mode", så kunderne kunne betale uden internet.
Flere medier kunne lørdag skrive om danske turister, som havde udfordringer med at betale i udlandet.
Nedbruddet gav også lang kø ved Storebæltsbroen, hvor nogle bilister havde problemer med at betale for at krydse broen.
Søndag er det endnu uvist, hvad nedbruddet skyldes.
/ritzau/