Bruxelles, 18/12/2023 - 14:56
EU's miljøministre enige om pant på dåser ved grænsen
Den danske miljøminister har stemt for ny EU-forordning, der skal sikre pant på alle drikkevarer i Tyskland.
Af: /ritzau/
Ministerrådet i EU vil have pant på dåser i forbindelse med den tyske grænsehandel.
Det oplyser Miljøministeriet, efter at EU-landenes miljøministre, heriblandt Magnus Heunicke (S), har besluttet det som deres generelle indstilling mandag.
I rådets forslag er det blevet tydeliggjort, så der er juridisk klarhed om, at der ikke kan være nationale særregler i grænseregioner og dermed også, at der skal være tysk pant på, når en drikkevare sælges i Tyskland.
Vicedirektør i Dansk Erhverv Henrik Hyltoft er glad for, at der kan være fælles europæiske regler på vej.
- Jeg synes ikke, at ministeren skal hvile for længe på laurbærrene, for de her regler skal tidligst træde i kraft i 2029.
- Derfor synes jeg, at man skal lægge sig i selen fra dansk side for at få det hurtigere gennemført, siger han til Ritzau.
Pant ved den tyske grænsehandel er en del af det kommende emballagedirektiv, som blandt andet adresserer emballage på takeawayprodukter.
Næste skridt er, at der skal være forhandlinger med EU-Parlamentet om en endelig aftale.
Samlet set i perioden fra 2018 og frem til i år har Danmarks Naturfredningsforening alene i Syd- og Sønderjylland under sin årlige affaldsindsamling fundet 75.000 dåser i naturen. Op mod 80 procent uden pant.
I Tyskland er der i forvejen et fungerende pantsystem ligesom i Danmark. På en almindelig 33 centiliter dåse er der pant på 0,25 cent. Det svarer til 1,9 kroner.
/ritzau/