Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/03/2025 - 21:00

Dramatisk exit i DR-program: Jeg kunne bare have sagt nej

En fordel blev til en ulempe for Lisbeth Grove Mikkelsen, der måtte udgå fra underholdningsprogrammet "Destination X".

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Lisbeth Grove Mikkelsen nåede ikke langt med den blændede bus, der kører hende og otte andre deltagere rundt i det nye DR-program "Destination X", hvor det handler om at gætte, hvor i verden de befinder sig.

Undervejs venter en række udfordringer uden for bussen. Og de udfordringer kan give hints om, hvor de mon er. Men for Lisbeth Grove Mikkelsen blev fordelen en ulempe.

- Jeg ærgrer mig så meget over, at jeg måtte udgå, siger hun nu i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Lisbeth Grove Mikkelsen var blandt de fire deltagere, der vandt en fordel i den allerførste udfordring. Fordelen bestod i at blive fløjet et stykke af den første distance i fly og dermed få en bedre fornemmelse af, hvor de er henne ved at se det hele fra oven.

Fordelen kulminerede i et tandemspring. Men på vej i faldskærmen fik Lisbeth Grove Mikkelsen det rigtigt dårligt, og hun måtte efterfølgende på hospitalet.

Selv om hun hurtigt fik det godt igen, rådede lægen hende til at blive en nat, og derfor måtte hun udgå af programmet.

- Denne rejse var lige noget for mig. Og efter at jeg har talt med de andre deltagere om deres oplevelser, er jeg bare så træt af ikke at have været med. Jeg kunne jo bare have sagt nej til at hoppe ud, lyder det fra Lisbeth Grove Mikkelsen.

- Produktionen lod os vide, at vi fint kunne sige nej tak til at hoppe ud, men da mit konkurrencemindset havde overtaget min sunde fornuft, valgte jeg at tage udfordringen op.

Efter et hårdt år påvirket af dødsfald i den nærmeste familie trængte den 37-årige randrusianer, der privat er iværksætter, gift og mor til to, til nye oplevelser.

Det fik hende til at melde sig til programmet, fortæller hun.

- Jeg er så klar på mere tv og flere oplevelser, så jeg håber, der byder sig en ny mulighed i fremtiden, lyder det fra Lisbeth Grove Mikkelsen.

"Destination X" er et belgisk koncept.

Afsnit efter afsnit forlader en ny deltager konkurrencen frem mod den endelige slutdestination.

Undervejs skal deltagerne i bussen gætte, hvor de befinder sig her og nu, og den, der er længst væk fra den faktiske lokation, skal forlade konkurrencen.

Den deltager, der gætter den endelige destination, vinder 100.000 kroner.

Næste afsnit af "Destination X" kan ses på DR1 og DRTV lørdag.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek