Tel Aviv, 23/09/2024 - 12:51
Israel angriber 300 mål i Libanon - 50 personer meldes dræbt
Indbyggere i den sydlige del af Libanon blev mandag morgen opfordret til at flygte fra Hizbollah-mål.
Rabih Daher/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israelske angreb på det sydlige Libanon har mandag kostet mindst 50 mennesker livet og såret yderligere 300.
Det oplyser det libanesiske sundhedsministerium ifølge Reuters.
Israels militær (IDF) har angrebet mere end 300 mål, skriver den israelske avis Haaretz med henvisning til en udtalelse fra militæret.
Angrebene var rettet mod mål, som Israel sætter i forbindelse med den militante Hizbollah-bevægelse, der har base i Libanon.
Talsmand for Israels militær Daniel Hagari opfordrede mandag morgen indbyggerne i det sydlige Libanon til at holde sig væk fra lokationer med forbindelse til Hizbollah.
Det gjorde han i en video, der blev offentliggjort på det sociale medie X.
- Vi anbefaler civile i libanesiske byer placeret i eller ved siden af bygninger og områder, som for Hizbollah har militære formål så som opbevaring af våben, til øjeblikkeligt at flytte sig for deres egen sikkerheds skyld.
- IDF vil udføre omfattende og præcise angreb mod terrormål, som er blevet indlejret på tværs af Libanon, sagde Daniel Hagari.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters blev Hagari mandag morgen af pressen spurgt om, hvorvidt Israel overvejer at indlede en landoffensiv i Libanon.
Det afviste talspersonen ikke.
- Vi vil gøre, hvad end der er nødvendigt, lød hans svar.
Ifølge Reuters oplyser Israel, at de nye angreb mod Libanon finder sted, fordi der i Libanon angiveligt var intentioner om at angribe Israel.
Hizbollah og Israel har flere gange i løbet af den seneste uge udført angreb mod hinanden.
Reuters har journalister, der er til stede i byen Tyr, som ligger sydvestligt i Libanon. De meldte tidligere på morgenen at kunne høre kampfly, der fløj lavt over landet, og de kunne høre flere eksplosioner i nærheden.
Reuters' kilder i Libanon fortalte samtidig, at kampflyene havde udført "en voldsom bølge" af luftangreb mod byer langs landets grænse til Israel.
Tv-stationen al-Manar, som er ejet af Hizbollah, rapporterer, at Israels angreb har været rettet mod flere mindre byer i den sydlige del af landet.
Dertil skal også regionen Bekaa, som ligger længere nordpå i det østlige Libanon, være blevet ramt af luftangreb.
/ritzau/