Randers, 03/02/2025 - 22:38
Randers sælger komet og lander lynhurtig franskmand
Randers FC har lavet et rekordsalg af Tammer Bany og hentet kantspilleren Elies Mahmoud som erstatning.
Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Superligaens nummer tre, Randers FC, har lavet et rekordsalg mandag aften.
Efter bare et enkelt år i klubben er Tammer Bany blevet solgt til West Bromwich Albion i Englands næstbedste række. Det er Randers' største salg nogensinde, skriver klubben på sin hjemmeside.
Den 21-årige dansker har gjort kometkarriere i Kronjylland efter sidste års skifte fra B93.
- Det er et kæmpe skulderklap både til os og til ham, at vi på så kort tid har kunnet udvikle ham til at blive en endnu dygtigere fodboldspiller, og at han på den korte tid i klubben, har haft mulighed for at vise sit store potentiale.
- Det er ingen hemmelighed at vi er utroligt glade for dette salg, og ud over at det er et rekordsalg i klubben, så har det jo potentiale til at blive endnu mere, siger sportsdirektør Søren Pedersen med henvisning til bonusaftaler og videresalgsklausuler, der kan give Randers flere penge i kassen.
Ifølge Tipsbladet får Randers cirka 30 millioner kroner for Bany.
Flere af pengene er allerede geninvesteret, for Randers har været på rov i schweizisk fodbold for at finde en erstatning.
Randrusianerne har hentet den 23-årige kantspiller Elies Mahmoud i Stade-Lausanne fra den næstbedste række og givet ham en kontrakt til sommeren 2029.
Det skriver klubben på sin hjemmeside, hvor franskmanden bliver omtalt som "lynhurtig".
- Det er en teknisk dygtig spiller med et godt venstreben. Han er god til at være bindeled i opspillet og gøre sine medspillere bedre. Det er en spiller, der kommer i kampform.
- Han har mange førsteholdskampe for Stade-Lausanne og spiller stort set fuld tid hver gang. Vi glæder os til at få ham med på træningsbanen og få ham integreret i truppen, siger sportsdirektør Søren Pedersen.
/ritzau/