Gaza by, 29/05/2025 - 16:09
Amerikanskstøttet fond åbner for mere nødhjælp i Gaza
Der er kamp om nødhjælpen i Gaza, hvor organisation støttet af USA nu åbner sit tredje nødhjælpscenter.
Mariam Dagga/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den amerikanskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) åbner et tredje sted i Gazastriben til uddeling af nødhjælp.
Det meddeler GHF torsdag ifølge Reuters.
- Operationerne skaleres fortsat op med planer om at bygge yderligere steder i hele Gaza, herunder i den nordlige region, i de kommende uger, lyder det i en udtalelse fra fonden.
GHF siger, at der siden mandag er uddelt omkring 1,8 millioner måltider med hjælp fra fonden.
Meddelelsen kommer, dagen efter at "horder af sultne mennesker" ifølge FN brød ind i et lager i en dødelig hændelse i det centrale Gaza.
Her skulle to have mistet livet.
GHF er begyndt at uddele nødhjælp som led i et nyt system.
Israel håber, at det vil forhindre, at nødhjælp når frem til den militante palæstinensiske gruppe Hamas, mens FN kritiserer GHF for at gå uden om de normale systemer i Gaza.
Onsdagens voldsomme episode var ikke første gang, hvor der de seneste dage har været meldinger om kaotiske tilstande omkring fødevaredistributionen i Gaza.
Tirsdag blev 47 mennesker såret af skud, da der blev uddelt nødhjælp til palæstinensere ved et distributionscenter i Gaza. Det har FN's kontor for menneskerettigheder oplyst ifølge Reuters.
Skuddene blev affyret af israelsk militær, lød det fra FN. Israelsk militær har afvist, at der blev skudt mod civile.
Israel er blevet mødt af en voksende international kritik af den humanitære situation i Gaza de seneste dage.
Igennem knap tre måneder gjorde en israelsk blokade af nødhjælp ifølge FN den i forvejen kritiske humanitære situation i Gaza endnu værre.
Blokaden er blevet lempet de seneste dage, efter at nødhjælpsorganisationer længe har advaret om truende hungersnød.
GHF er støttet af USA's administration, og Israel og har fået kritik for at politisere uddelingen af nødhjælp i Gaza.
Kritikken går blandt andet på, at palæstinenserne ikke er blevet inddraget i beslutninger om organisationens arbejde i Gaza.
/ritzau/