København, 09/05/2025 - 12:59
Danmark skal udmønte milliarder af kroner til Ukraine på vegne af EU
Sidste år udmøntede Danmark 4,4 milliarder kroner til Ukraine på vegne af andre. I år ventes det dobbelte.
Af: /ritzau/
Danmark skal på vegne af EU-systemet stå for at udmønte seks milliarder kroner til Ukraine, hvilket stammer fra renteindtægterne fra indefrosne russiske aktiviteter.
Pengene skal gå til militære operationer gennem den ukrainske forsvarsindustri. Her har Danmark spillet en nøglerolle ved at foreslå og stå for at hjælpe Ukraine med at opbygge en styrket forsvarsindustri selv.
- Fra dansk side er vi gået forrest ved at lede det internationale arbejde gennem "den danske model" for indkøb via den ukrainske forsvarsindustri, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.
EU's medlemslande besluttede i 2024, at unionen ville anvende renteindtægter fra indefrosne russiske aktiver i EU til at støtte Ukraine, som blev invaderet fuldtonet af Rusland for tre år siden.
Donationerne omfatter ammunition, luftforsvar og militært materiel, som bliver produceret af den ukrainske forsvarsindustri.
Danmark er blandt de absolut største donorer målt på befolkningens størrelse, og Troels Lund Poulsen er stolt over, at EU-Kommissionen peger på, at Danmark skal udmønte pengene.
- Det er helt enestående, at vi nu får muligheden for at styrke den indsats yderligere på vegne af EU. Det er et udtryk for anerkendelse af Danmarks indsats, at EU’s medlemslande i år vil kanalisere endnu flere penge gennem os, siger Troels Lund Poulsen.
Donationer gennem den ukrainske forsvarsindustri styrker produktionen og sikrer lave priser og hurtigere tilpasning til Ukraines behov. Samtidig får det ukrainske forsvar materiel, som de allerede kender og selv kan vedligeholde.
- Det giver nogle åbenlyse logistiske fordele, samtidig med at vi bidrager til at opbygge forsvarsindustrien i Ukraine. Det kan vi nu gøre i endnu større skala, siger Troels Lund Poulsen.
Danmark var i 2024 det første land, der begyndte at finansiere donationer fra den ukrainske forsvarsindustri gennem den ukrainske stat.
Forsvarsministeriet gennemførte samlet set donationer via ukrainsk forsvarsindustri for cirka 4,4 milliarder kroner i 2024 på vegne af andre.
I 2025 er forventningen mere end det dobbelte.
/ritzau/