Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Paris, 08/06/2025 - 21:07

Alcaraz leverer vildt comeback og genvinder French Open

Carlos Alcaraz tog sin femte grand slam-titel og satte en stopper for Jannik Sinners perfekte finalestatistik.

Julien De Rosa/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I en maratonkamp mellem to af den unge generations bedste spillere vandt Carlos Alcaraz for anden gang i træk French Open.

I søndagens episke finale mod Jannik Sinner var Alcaraz nede med to sæt og reddede tre matchbolde, inden spanieren leverede et vildt og mindeværdigt comeback.

Alcaraz endte med at vinde 4-6, 6-7, 6-4, 7-6, 7-6 efter fem og en halv time - den længste French Open-finale i historien. Det var den femte grand slam-titel i karrieren for Alcaraz.

De seneste seks grand slam-turneringer er nu vundet af enten Sinner eller Alcaraz, der er nummer et og to i verden.

Dermed fører duoen fortsat an i det generationsskifte, der er sket, siden Roger Federer, Rafael Nadal og Djokovic dominerede tennissporten.

Mens Federer og Nadal er stoppet, spiller 38-årige Djokovic fortsat og blev faktisk besejret i semifinalen i French Open af Sinner.

Djokovic har rekorden for flest grand slam-titler med 24. Nadal og Federer nåede 22 og 20.

Til sammenligning har 23-årige Sinner og 22-årige Alcaraz otte grand slam-titler i alt. Alcaraz har nu fem af slagsen.

Inden søndagens kamp havde ingen af de to kometer tabt en grand slam-finale. Men nu er det kun Alcaraz, der har en pletfri statistik, hvad det angår.

Jævnbyrdigheden var stor i første sæt, hvor begge spillere bød publikum på sublim tennis.

Alcaraz var bagud 4-5, da han fik grus i det ene øje og modtog behandling og øjendråber. Det var samtidig grus i det spanske maskineri, for efterfølgende blev Alcaraz brudt og tabte første sæt.

I andet sæt fortsatte Sinner med at have momentum og kom foran 3-0 og lidt senere 5-2. Alcaraz havde flere udsving i sit spil og havde ikke succes med sine stopbolde, som på uvanlig vis konstant hang fast i nettet.

Der var dog kun tale om et enkelt servegennembrud, og Alcaraz brød tilbage og fremtvang tiebreak.

Her var Sinner skarpest og skaffede sig selv fire sætbolde foran 6-2. Alcaraz forsøgte at finde noget magisk frem, og det lykkedes spanieren at afværge to af sætboldene.

Men Sinner diskede til slut op med et drøn af et slag på tværs af banen, og Alcaraz kunne ikke få bolden tilbage over nettet. Mens Alcaraz viste det højeste topniveau i glimt, var Sinner den mest stabile i de to første sæt.

Bagud 0-2 i sæt skulle man tro, at Alcaraz var knækket. Men det var ikke tilfældet, og i stedet bragte han sig foran 4-1 i tredje sæt. Senere blev det også 5-2 til Alcaraz, inden Sinner brød tilbage og reducerede til 4-5.

Alcaraz brød dog rent og tog tredje sæt og skaffede fornyet håb om et episk comeback. Det var første gang, at Sinner tabte et sæt i årets French Open.

Spanieren sendte straks et mentalt stærkt signal ved at bede om at få tre af sine ketsjere strammet op inden fjerde sæt. Men Sinner var et stenansigt og lod sig ikke påvirke, selv om Alcaraz for alvor var begyndt at tro på det.

Duellanterne fulgtes ad i fjerde sæt frem til stillingen 3-3, hvor Sinner pludselig slog til og brød sin modstander rent.

Sinner kom efterfølgende foran 5-3 og 40-0 i spanierens serv, og italieneren kunne dufte sejren.

Men Sinner missede alle tre matchbolde og var heller ikke i stand til at serve kampen hjem kort efter.

Fjerde sæt skulle selvfølgelig afgøres i tiebreak efter mere end fire timer, og her var Alcaraz stærkest og udlignede til 2-2 i sæt.

Den amerikanske filminstruktør Spike Lee og den amerikanske skuespiller Dustin Hoffman, som var blandt mange berømtheder på tribunerne, kunne ikke havde skabt et bedre helaftensdrama.

I femte sæt blev fysikken en faktor, og Sinner virkede hæmmet med nogle efterhånden stive ben og langsommere bevægelser. Alcaraz brød Sinner og kom foran 2-0 og senere 5-2, men Sinner gav ikke op og fik med en sidste energiudladning udlignet til 5-5.

Ikke længe efter skulle de ud i et supermatch-tiebreak, hvor der spilles til ti point i stedet for syv. Men der var ikke mere i Sinner, som kunne se en flyvende Alcaraz komme foran 7-0 og ikke kigge sig tilbage.

Da Alcaraz spillede sig frem til syv matchbolde ved 9-2, udnyttede han den første og kunne strække armene i vejret i triumf.

/ritzau/

Vágur, 12/06/2025 - 14:05

Kongepar og prinsesse svævede i zipline over færøsk kløft

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Mary siger, at zipline-tur over kløft på Færøerne ligger højt over største indtryk på Færøerne.

Kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Josephine ziplinede over en kløft på den sydlige ø Suðuroy på Færøerne.

Det skete under et besøg i naturområdet Vágseiði, som parret besøger torsdag i forbindelse med det officielle besøg til øgruppen.

En zipline er en svævebane, hvor man er hægtet fast til en line i seletøj.

Turen over kløften, hvor der var 50 meter ned fra ziplinens højeste punkt, gjorde indtryk på det danske kongepar.

- Når man lige er kommet af den zipline, så ligger den relativt højt, lød det fra dronning Mary til den fremmødte presse, da hun blev spurgt til, hvad der har gjort størst indtryk på besøget.

- Men vi har haft mange store oplevelser, lyder det fra dronningen.

Hun bemærker særligt den "hjertelige og glade modtagelse", parret har mødt alle vegne.

- Det rører os dybt.

Kong Frederik siger til pressen, at det er fantastisk at være på Færøerne som kongepar. Det er parrets første besøg til øgruppen som konge og dronning.

- Det lå faktisk øverst på vores besøgsliste i Kongeriget sidste år. Men nu er vi her, og det er vi ekstremt glade for, lyder det fra kongen.

Kongeparrets besøg til Færøerne skulle oprindeligt have været gennemført sidste år. Men på grund af en omfattende strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet i 2024.

- Færøerne er under en rivende udvikling. Det ser vi både i form af bygninger, der skyder op, og velstand, der øges, siger kongen.

Derudover tilføjer han mødet med "entreprenante færinger", der har stor glæde ved "at udvikle sig".

Turen til Færøerne strækker sig over tre dage, og blev skudt i gang onsdag. Torsdag er det særligt den færøske natur, der er i fokus.

Og det kunne dronningen mærke, da hun svævede over kløften.

- Det er så smukt. Naturen på Færøerne er bjergtagende. Det er smukt, barskt, voldsomt, og det mærker man deroppe. Alle de kræfter, som færinger lever i pagt med, siger dronning Mary.

/ritzau/

Læs Mere >>

Vágur, 12/06/2025 - 13:44

Kongepar og prinsesse svævede i zipline over færøsk kløft

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Dronning Mary siger, at zipline-tur over kløft på Færøerne ligger højt over største indtryk på Færøerne.

Kong Frederik, dronning Mary og prinsesse Josephine ziplinede over en kløft på den sydlige ø Suðuroy på Færøerne.

Det skete under et besøg i naturområdet Vágseiði, som parret besøger torsdag i forbindelse med det officielle besøg til øgruppen.

En zipline er en svævebane i luften, hvor man er hægtet fast til en line i seletøj.

Turen over kløften gjorde indtryk på det danske kongepar.

- Når man lige er kommet af den zipline, så ligger den relativt højt, lød det fra dronning Mary til den fremmødte presse, da hun blev spurgt til, hvad der har gjort størst indtryk på besøget.

- Men vi har haft mange store oplevelser, lyder det fra dronningen.

Hun bemærker særligt den "hjertelige og glade modtagelse", parret har mødt alle vegne.

- Det rører os dybt.

Kong Frederik siger til pressen, at det er fantastisk at være på Færøerne som kongepar. Det er parrets første besøg til øgruppen som konge og dronning.

- Det lå faktisk øverst på vores besøgsliste i Kongeriget sidste år. Men nu er vi her, og det er vi ekstremt glade for, lyder det fra kongen.

Kongeparrets besøg til Færøerne skulle oprindeligt have været gennemført sidste år. Men på grund af en omfattende strejke på Færøerne blev turen aflyst, hvorfor kongeparret kun kom omkring Grønland på togtet i 2024.

- Færøerne er under en rivende udvikling. Det ser vi både i form af bygninger, der skyder op, og vestand, der øges, siger kongen.

Derudover tilføjer han mødet med "entreprenante færinger", der har stor glæde ved "at udvikle sig".

Turen til Færøerne strækker sig over tre dage, og blev skudt i gang onsdag. Torsdag er det særligt den færøske natur, der er i fokus.

Og det kunne dronningen mærke, da hun svævede over kløften.

- Det er så smukt. Naturen på Færøerne er bjergtagende. Det er smukt, barskt, voldsomt, og det mærker man deroppe. Alle de kræfter, som færinger lever i pagt med, siger dronning Mary.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/06/2025 - 10:00

FAKTA: Fokusér på processen

* Fejl er en del af enhver udviklingsproces. For at lære af dine fejl hjælper det derfor at skifte fokus fra resultat til proces.

* Når du er resultatorienteret, bedømmer du ofte konstant dig selv og dine handlinger, og det kan virke hæmmende.

* Prøv at skrue ned for bedømmelsen og op for nysgerrigheden.

* Uden bedømmerbrillerne på gør du dig selv mere åben over for processen og knap så bange for at træde forkert.

Kilde: psykolog Christoffer Kølgaard, der er indehaver af klinikken "Den krøllede hjerne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/06/2025 - 10:00

Omfavn dagligdagens svipsere og gør dine fejl til en force

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fejl er livets læremester, og derfor kan der være god fidus i at sætte dig selv i situationer, hvor der er en sandsynlighed for, at du rammer forbi mål.

Dine fejltrin rummer en gylden gave af potentiale, hvis du tør dvæle ved dem et øjeblik. Når du rammer ved siden af, bliver du nemlig klogere på dig selv, og hvad du kan øve dig i at blive bedre til.

Det siger selvstændig psykolog Melissa Elveberg, der beskæftiger sig med performance- og sportspsykologisk terapi.

- Fejlene hjælper os med at arbejde med vores svagheder. Det handler egentlig om at løfte og udvikle os selv, fortæller hun.

Hendes pointe bakkes op af psykolog Christoffer Kølgaard, der er indehaver af klinikken "Den krøllede hjerne". Han mener, at du spænder ben for dig selv, hvis du i hverdagen overfokuserer på at undgå at begå fejl.

- Den optagethed hæmmer muligheden for at risikere noget, så du rent faktisk formår at blive bedre. Det er vigtigt at turde at prøve noget nyt af en gang imellem, siger han.

Første skridt mod at bruge din fejlbarlighed konstruktivt er ifølge Melissa Elveberg, at du øver dig i at adskille dine præstationer fra din værdi som menneske.

Når du har en indre vished om, at du er god nok, uanset hvordan du præsterer, bliver fejlene knap så følsomme at forholde sig til, og du kan derfor nemmere arbejde med dem.

- Mine klienter er også meget optagede af, hvad andre tænker om dem, når de begår fejl. Men "de andre" tænker ikke ret meget på os. De er optaget af alt muligt andet og er ofte hurtigt videre, fortæller Melissa Elveberg.

Herfra kan du øve dig i at slippe kontrollen en lille smule og dermed gradvist øge sandsynligheden for, at der sker en svipser. Begynd i det små. Måske har du for vane at gennemlæse dine mails på arbejdet fem gange, inden du sender dem afsted. Her kan du give dig selv et benspænd og beslutte dig for, at du kun læser dem igennem en gang eller to.

- Du kan vælge én opgave og sige: Her vil jeg udfordre mig selv. Se det som en trappe, hvor du tager et skridt ad gangen, siger Melissa Elveberg.

Christoffer Kølgaard råder dig til at invitere mere spontanitet ind i din dagligdag. Gør noget andet, end du plejer, og se, hvad der sker - med risiko for, at det går galt, eller at folk omkring dig løfter et øjenbryn.

På den måde opstår der automatisk en feedbackkultur, som du kan bruge konstruktivt, siger han.

- Du opdager hurtigt, hvad der fungerer og ikke fungerer. Hvis standupkomikere ikke testede deres jokes af på et prøvepublikum, ville deres endelige shows sikkert ikke blive særligt gode.

Samtidig er det vigtigt, at du skruer ned for dine egen bedømmelse af dig selv, når du bevæger dig ud i situationer, hvor der er større sandsynlighed for, at du begår fejl.

- Prøv at møde dig selv med omsorg i stedet for selvkritik. Undgå at sige til dig selv, at det var pinligt eller dårligt, da du begik en fejl. Sig til dig selv: Jeg gjorde mig umage, siger Christoffer Kølgaard.

Fejl kan for nogle knytte sig til en bestemt del af personligheden. Måske har du fået at vide, at du skal arbejde med din utålmodighed eller din korte lunte.

Her handler det igen om ikke at lukke ned for disse "svage" sider, men at bringe dem i spil på konstruktive måder. Dit temperament kan for eksempel være en superkraft i situationer, hvor du har brug for at presse dig selv, siger Melissa Elveberg.

- Øv dig i at se dine følelser i et andet lys. Det handler om at kanalisere energien fra de svære følelser ud i noget, du kan bruge til noget - i stedet for at bruge energi på at få følelsen til at gå væk, og så mister du fokus, fortæller hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek