Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/06/2025 - 07:00

FAKTA: Sjatvanding nytter ikke

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

* Når du vander en lille smule hver dag, væder du kun de øverste par centimeter af jorden.

* Det fører til, at planterne begynder at danne rødder helt tæt på overfladen i stedet for dybe rødder, der kan nå langt ned i jorden efter vand.

* Dannes rødderne i overfladen af jorden, er de mere sårbare og tørrer derfor hurtigere ud.

* Vander du i stedet med store mængder ad gangen, sikrer du, at vandet når godt ned i jorden, og at planten derfor danner dybere rødder.

Kilde: Louise Møller, fagredaktør hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

/ritzau fokus/

København, 09/06/2025 - 08:00

FAKTA: Lidt om Linda P

* Bag P'et i Linda P gemmer der sig efternavnet Petersen.

* Linda P kommer fra Hvidovre og er 40 år.

* Hun er uddannet bygningsmaler - ligesom sin mor.

* Linda P har datteren Nanna på fem år fra et tidligere forhold.

* Linda P står bag fem onemanshows. Den seneste, "Slutty Mary", havde premiere i 2024.

* Hun blev kåret til Årets Komiker i 2010 ved den hedengangne Zulu Comedy Galla for showet "Rommen er en tøjte".

* Hun blev i 2024 udnævnt til Tivolirevyens nye kreative chef.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/06/2025 - 08:00

Linda P: Jeg arbejder hårdt for at være meget sammen med min datter

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Selv om Linda P er kreativ chef for Tivolirevyen, som hun også går på scenen i, lader hun aldrig arbejdet gå ud over kvalitetstiden med lille Nanna.

Efter at være blevet udnævnt til Tivolirevyens nye kreative chef er Linda P nu klar til at vise resultatet frem.

Selv om revyen udspiller sig på de skrå brædder i Glassalen i Tivoli i hjertet af København, handler den om hele Danmark, fortæller hun.

Som standupper har Linda P selv optrådt de fleste steder. Hun er ikke i tvivl om, hvor hun føler sig mest hjemme - det er hos sin egen mor.

- Det er klart, at man får et nyt hjem, når man selv får et barn, men det er et andet hjem, siger den 40-årige komiker og fortsætter:

- Når jeg er presset, kan jeg godt lide at putte mig ind under mors vinge. Men det kan man gøre i fem minutter, når man selv er blevet mor. Så skal man tørre tårerne væk og være der for sit eget barn, og mit er jo en curlingunge - det kan vi ikke komme udenom.

Linda P ændrede mødetiderne, da hun blev udnævnt til kreativ chef, så det harmonerer med datteren Nanna, som hun har fra et tidligere forhold.

Det glæder også revydebutanten Thomas Warberg, som også har små børn derhjemme, fortæller Linda P, der selv har håndplukket holdet på scenen, der fuldendes af veteranen Kurt Ravn. Oprindelig var også Søs Egelind med. Men hun trak sig grundet forskellige forventninger til produktionen.

Op til premieren er der blevet skruet op for timerne, især når de har gennemspillet hele revyen.

- Jeg har bedt en lille bøn for Thomas, fordi han ikke har prøvet det før, siger Linda P og fortsætter:

- Jeg tror, at jeg gennem tiden har oplevet to mennesker, der har haft prøver, hvor deres parforhold sluttede, fordi det er så hardcore. Men man ved det ikke, før man selv finder ud af det. Man skal ud med hovedet først, siger hun.

Linda P planlægger altid, at travlheden kun er i kortere perioder. Den kommende tid bliver kalenderen holdt endnu mere stringent, for næste år skal Nanna i skole.

- Når jeg er ude på turné, vælger jeg også, at jeg kun optræder de dage, hun er hos sin far. Og hvis jeg laver sådan noget som Tivolirevyen, er det også kun i korte perioder. Så resten af året er egentlig meget hygge med Nanna, siger Linda P og tilføjer så:

- Jeg har også arbejdet hårdt for at kunne være meget sammen med hende, så der også er økonomi til det.

Når Linda P går igennem sine travle perioder, sørger hun for at involvere Nanna, så meget som hun kan. Linda P har da også haft Nanna med på arbejde, mens revyen har taget form.

- Jeg ser hende hele tiden - hun er også meget i Tivoli med sin far, siger Linda P og fortæller, at Nanna faktisk har set en lillesmule af showet.

- Uden at afsløre for meget er der et lille moment, hvor der er et par meget store bryster involveret - det synes hun, er meget fjollet, fortæller Linda P og griner selv.

Selv om Nanna er stor nok til at komme med mor på arbejde, er hun stadig for lille til helt at forstå, hvad mor egentlig laver.

- Hun ved, at jeg står på en scene, og at det foregår om aftenen. Men ellers tror jeg ikke, at hun forstår så meget af det. Hun er forvirret over, at jeg nogle gange hænger på en plakat. Men hun ved ikke, at jeg er kendt, siger Linda P og fortsætter:

- Jeg kommer til at skubbe det, så længe jeg kan, og når hun er klar til det, fortæller jeg hende, at hun aldrig nogensinde kommer til at få en forlomme i livet på grund af mig - selvfølgelig heller ikke en baglomme - vi står i køen i Netto ligesom alle andre.

- Jeg vil også gerne have, at hun får sit eget liv, med hvad hun synes, er fedt. Men hun er begyndt på det der med at fjolle, så jeg ved ikke, om hun også bliver sjov. Det kunne godt være ...

Tivolirevyen spiller frem til og med 13. juli.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/06/2025 - 09:00

FAKTA: Hold kaffegrejet rent

* Kalk påvirker kaffesmagen på en dårlig måde. Derfor er det en god idé jævnligt at afkalke kaffemaskinen.

* Sørg for ofte at skylle kanden, som kaffen løber ned i, så der ikke sidder gamle kafferester, der kan skade smagen.

* I filterholderen kan der også gemme sig kafferester, støv og andet snavs. Husk derfor også at rengøre den.

* Gamle kafferester tilfører bitterhed til kaffen, du brygger.

Kilde: Lasse Johansen, barista og indehaver af caféen Kaffe i København.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/06/2025 - 09:00

Få fif løfter din kaffe fra fin til sublim

Liv Latricia Habel/Ritzau Scanpix

Alt fra bønne til filter og trækketid betyder noget for, hvordan din hverdagskaffe ender med at smage.

Du behøver ikke at læse tykke bøger om kaffekunst for at skrue lidt ekstra op for smagsoplevelsen af din dampende livseliksir i hverdagen.

De helt små vaner kan nemlig gøre en forskel, lyder det fra Lasse Johansen, der er mangeårig barista og driver caféen Kaffe på Istedgade i København.

1) Køb en bedre bønne.

- Hvis du gerne vil have bedre kaffe, skal du investere i nogle bedre kaffebønner. Det er det, der gør, at du tager det største hop mod en bedre smag, siger Lasse Johansen og fortsætter:

- Det er den største fejl, jeg ser folk gøre - at købe for dårlig kaffe. I bund og grund er det det samme princip som med vin - du får bare en lidt højere kvalitet ved at give en 50'er ekstra.

2) Dosér korrekt.

Lasse Johansen ville ønske, at der var flere, der kendte til tommelfingerreglen om, at der skal 60 gram kaffe til en liter vand.

- Jeg oplever ofte at få serveret en bitter eller en for tynd kaffe, fortæller han.

Problemet er ifølge ham, at de fleste bruger en teske til at dosere kaffen. Men der kan være stor forskel på kaffens massefylde, alt efter hvilken kaffe du bruger. Derfor kan du ikke altid gå ud fra, at der for eksempel skal otte teskeer til en liter vand.

- Det kan være rigtig smart at have en lille vægt, så man kan veje kaffen, siger Lasse Johansen.

3) Væd filtrene.

Et andet fif, der kan forbedre smagen af kaffen, er noget så simpelt som at hælde noget kogende vand gennem kaffefilteret, inden du fylder det med kaffe.

- Ved at gøre det vådt først trækker du nogle smagsstoffer ud af filteret, forklarer Lasse Johansen og fortæller, at både brune og hvide filtre kan rumme nogle smagsnuancer, du ikke har lyst til at få med ned i kaffen.

- Man kan jo prøve det og se, om man kan smage forskel, siger han.

4) Undgå dobbeltbrygning.

Når det gælder stempelkandekaffe, er der flere trin i brygningen, der løfter kvaliteten af resultatet. Sørg for at dosere 60 gram kværnet kaffe til en liter kogt vand. Hæld vand op til kanten af kanden, og stil et ur på fire minutter.

- Når tiden er gået, prikker du hul på det øverste lag af kaffen og rører rundt én enkelt gang, så kaffen lægger sig i bunden. Fjern nu alt det skum, der ligger i toppen. Det indeholder mange bitterstoffer, fortæller Lasse Johansen.

Herefter sætter du stemplet ovenpå uden at trykke det ned, og så er du klar til at skænke.

- Kaffen har allerede trukket, hvad den skal, i de fire minutter. Trykker du så også stemplet ned, sker der endnu en brygning, fordi alt vandet presses gennem kaffen igen. Lader du stemplet sidde helt oppe i toppen, får du den perfekte stempelkaffe.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek