Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/06/2025 - 08:00

Linda P: Jeg arbejder hårdt for at være meget sammen med min datter

Selv om Linda P er kreativ chef for Tivolirevyen, som hun også går på scenen i, lader hun aldrig arbejdet gå ud over kvalitetstiden med lille Nanna.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Efter at være blevet udnævnt til Tivolirevyens nye kreative chef er Linda P nu klar til at vise resultatet frem.

Selv om revyen udspiller sig på de skrå brædder i Glassalen i Tivoli i hjertet af København, handler den om hele Danmark, fortæller hun.

Som standupper har Linda P selv optrådt de fleste steder. Hun er ikke i tvivl om, hvor hun føler sig mest hjemme - det er hos sin egen mor.

- Det er klart, at man får et nyt hjem, når man selv får et barn, men det er et andet hjem, siger den 40-årige komiker og fortsætter:

- Når jeg er presset, kan jeg godt lide at putte mig ind under mors vinge. Men det kan man gøre i fem minutter, når man selv er blevet mor. Så skal man tørre tårerne væk og være der for sit eget barn, og mit er jo en curlingunge - det kan vi ikke komme udenom.

Linda P ændrede mødetiderne, da hun blev udnævnt til kreativ chef, så det harmonerer med datteren Nanna, som hun har fra et tidligere forhold.

Det glæder også revydebutanten Thomas Warberg, som også har små børn derhjemme, fortæller Linda P, der selv har håndplukket holdet på scenen, der fuldendes af veteranen Kurt Ravn. Oprindelig var også Søs Egelind med. Men hun trak sig grundet forskellige forventninger til produktionen.

Op til premieren er der blevet skruet op for timerne, især når de har gennemspillet hele revyen.

- Jeg har bedt en lille bøn for Thomas, fordi han ikke har prøvet det før, siger Linda P og fortsætter:

- Jeg tror, at jeg gennem tiden har oplevet to mennesker, der har haft prøver, hvor deres parforhold sluttede, fordi det er så hardcore. Men man ved det ikke, før man selv finder ud af det. Man skal ud med hovedet først, siger hun.

Linda P planlægger altid, at travlheden kun er i kortere perioder. Den kommende tid bliver kalenderen holdt endnu mere stringent, for næste år skal Nanna i skole.

- Når jeg er ude på turné, vælger jeg også, at jeg kun optræder de dage, hun er hos sin far. Og hvis jeg laver sådan noget som Tivolirevyen, er det også kun i korte perioder. Så resten af året er egentlig meget hygge med Nanna, siger Linda P og tilføjer så:

- Jeg har også arbejdet hårdt for at kunne være meget sammen med hende, så der også er økonomi til det.

Når Linda P går igennem sine travle perioder, sørger hun for at involvere Nanna, så meget som hun kan. Linda P har da også haft Nanna med på arbejde, mens revyen har taget form.

- Jeg ser hende hele tiden - hun er også meget i Tivoli med sin far, siger Linda P og fortæller, at Nanna faktisk har set en lillesmule af showet.

- Uden at afsløre for meget er der et lille moment, hvor der er et par meget store bryster involveret - det synes hun, er meget fjollet, fortæller Linda P og griner selv.

Selv om Nanna er stor nok til at komme med mor på arbejde, er hun stadig for lille til helt at forstå, hvad mor egentlig laver.

- Hun ved, at jeg står på en scene, og at det foregår om aftenen. Men ellers tror jeg ikke, at hun forstår så meget af det. Hun er forvirret over, at jeg nogle gange hænger på en plakat. Men hun ved ikke, at jeg er kendt, siger Linda P og fortsætter:

- Jeg kommer til at skubbe det, så længe jeg kan, og når hun er klar til det, fortæller jeg hende, at hun aldrig nogensinde kommer til at få en forlomme i livet på grund af mig - selvfølgelig heller ikke en baglomme - vi står i køen i Netto ligesom alle andre.

- Jeg vil også gerne have, at hun får sit eget liv, med hvad hun synes, er fedt. Men hun er begyndt på det der med at fjolle, så jeg ved ikke, om hun også bliver sjov. Det kunne godt være ...

Tivolirevyen spiller frem til og med 13. juli.

/ritzau/

København, 09/06/2025 - 12:08

De tre yngste kongebørn dukker op til Royal Run i København

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kongeparrets tre yngste børn har løbet 1,6 kilometer til Royal Run i København, mens kongen er i Jylland.

Kong Frederik og dronning Marys tre yngste børn, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent, har mandag formiddag sat Royal Run i gang i København.

Det viser billeder fra målområdet ved Kongens Nytorv i København.

De tre løb distancen one mile, hvilket svarer til 1,609 kilometer.

De blev ledsaget rundt på distancen af politibetjente på cykler, viser en livesending fra TV 2.

Billederne viser, at prins Vincent løb med et knæbind på det ene ben. Han kom først i mål af de tre, og derefter fulgte prinsesse Josephine og så prinsesse Isabella.

Ifølge TV 2 kom prins Vincent i mål på fem minutter og 56 sekunder.

Prinsesse Josephine tilbagelagde distancen på omkring ni minutter, mens prinsesse Isabella løb den på ti minutter.

Inden da havde deres far, kong Frederik, tidligere mandag formiddag løbet samme distance i Ribe. Her erklærede han sig "stolt over, at hele min familie deltager i dag".

Det var ikke på forhånd meldt ud, at de tre yngste børn skulle deltage i motionsløbet.

De dukkede dog også op sidste år. Her slog den i dag 14-årige prins Vincent både sin storebror, kronprins Christian, og sin far.

Faktisk blev prins Vincent den første kongelige til at krydse målstregen efter ruten på ti kilometer i København og på Frederiksberg.

Han brugte ifølge B.T. omkring 47 minutter på at tilbagelægge strækningen.

Kronprins Christian skal også løbe mandag. Det sker i Viborg omkring klokken 12.30.

Efter besøget i Ribe sætter kong Frederik kurs mod Horsens, hvor han skal løbe fem kilometer. Han slutter med ti kilometer i København og på Frederiksberg mandag aften.

Også dronning Mary skal i aktion. Hun skal løbe fem kilometer i Korsør mandag eftermiddag.

Motionsløbet Royal Run fandt sted første gang i 2018.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/06/2025 - 11:50

De tre yngste kongebørn dukker op til Royal Run i København

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Kongeparrets tre yngste børn har løbet 1,6 kilometer til Royal Run i København, mens kongen er i Jylland.

Kong Frederik og dronning Marys tre yngste børn, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent, har mandag formiddag sat Royal Run i gang i København.

Det viser billeder fra målområdet ved Kongens Nytorv i København.

De tre løb distancen one mile, hvilket svarer til 1,609 kilometer.

De blev ledsaget rundt på distancen af politibetjente på cykler, viser en livesending fra TV 2.

Billederne viser, at prins Vincent løb med et knæbind på det ene ben. Han kom først i mål af de tre, og derefter fulgte prinsesse Josephine og så prinsesse Isabella.

Inden da havde deres far, kong Frederik, tidligere mandag formiddag løbet samme distance i Ribe. Her erklærede han sig "stolt over, at hele min familie deltager i dag".

Det var ikke på forhånd meldt ud, at de tre yngste børn skulle deltage i motionsløbet.

Også kongeparrets ældste søn, kronprins Christian, skal løbe mandag. Det sker i Viborg omkring klokken 12.30.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/06/2025 - 11:00

FAKTA: Om allergi

* Allergi skyldes en overfølsomhed over for noget. Kroppens immunforsvar overreagerer på nogle stoffer i miljøet, som egentlig er harmløse.

* De udløsende allergener kan eksempelvis være pollen, dyrehår eller fødevarer.

* Allergier er som regel mest fremtrædende i børne- og ungdomsårene. Mange oplever, at allergien bliver mindre, når de kommer længere op i årene.

* Der findes forskellige typer af behandling. Den vigtigste og mest effektive er at undgå eller mindske udsættelsen for de allergener, man reagerer på.

Kilde: Patienthåndbogen på sundhed.dk, som drives af regionerne, kommunerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/06/2025 - 11:00

Hold øje med tegn på allergi hos dit barn

Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Øjne, næse, hud og lunger kan blive påvirket af allergi. Og hos børn kan aktivitetsniveauet også falde.

Ligesom voksne kan børn reagere allergisk på eksempelvis pollen og fødevarer.

Derfor er der også en række symptomer, du kan holde øje med - og skal reagere på. Det fortæller Henrik Fomsgaard Kjær, som er ledende overlæge og speciallæge i pædiatri på Allergicentret ved Odense Universitetshospital.

- Der har specielt tidligere været en forståelse af, at helt små børn ikke kunne udredes for allergi. Og det er noget sludder, fastslår Henrik Fomsgaard Kjær og tilføjer, at der ikke er nogen nedre aldersgrænse for allergiudredning.

Har du mistanke om, at dit barn har den ene eller anden form for allergi, er første stop den praktiserende læge.

- De kan hjælpe med, om der er grund til at mistænke allergi på baggrund af beskrivelsen af symptomerne, og om der er grund til at få foretaget en allergiudredning.

- Den praktiserende læge kan faktisk også hjælpe med basisudredning og behandling for eksempel ved allergi over for pollen, husstøvmider eller pelsdyr, fortæller Henrik Fomsgaard Kjær.

Ved stærk mistanke om fødevareallergi vil lægen henvise til videre udredning på sygehuset.

Det skyldes blandt andet, at man under sikre forhold skal eksponeres for lidt af den fødevare, man mistænker at være allergisk over for.

De allergiske symptomer ved reaktion på inhalationsallergener og fødevareallergener er ofte lidt forskellige.

- Inhalationsallergi, altså for eksempel pollenallergi, vil klassisk vise sig i form af symptomer fra øjnene, som bliver røde og klør, eller næsen, som klør, og man nyser eller bliver tæt i næsen.

- Nogle gange er der også symptomer fra luftvejene i form af besværet vejrtrækning, siger Henrik Fomsgaard Kjær.

Hvis barnet spiser en fødevare, det viser sig at være allergisk over for, så vil de første symptomer typisk være lidt anderledes.

- Det mest almindelige er her nældefeber og opkastning, som opstår, kort tid efter at man har indtaget fødevaren.

- I værste fald kan der tilkomme vejrtrækningsbesvær eller bevidsthedspåvirkning, altså det, vi kalder anafylaktisk shock, forklarer overlægen.

Ved anafylaktisk shock skal man ringe 112.

Ud over de nævnte typer af allergi findes der også en hel række andre. Det kan eksempelvis være allergi over for lægemidler, herunder penicillin, bier eller hvepse.

Her vil der ifølge Henrik Fomsgaard Kjær langt hen ad vejen kunne opstå lignende symptomer.

Grundlæggende skal man altså have øje for de samme symptomer som hos voksne, fortæller Christine Højer Eriksen, som er sundhedsfaglig rådgiver i patientforeningen Astma-Allergi Danmark.

Ud over symptomer fra øjne og næse, kan der også være symptomer fra lungerne.

- Det kan være pibende eller hvæsende vejrtrækning. Der kan være hoste eller trykken for brystet, når barnet for eksempel løber og leger.

- Hos nogle børn kan det også betyde et nedsat aktivitetsniveau, træthed og irritabilitet, siger hun og tilføjer, at lægen i det tilfælde også vil se på, om der kan være tale om astma, eller om symptomerne kan skyldes noget andet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek