Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/04/2024 - 14:53

Beboer på Christiania tjente ifølge byret 20 millioner på hash

50-årig kaldte sig King Kong. Han mister nu kolonihavehus, del af ejendom i Spanien og lejlighed i København.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I en sag om organiseret salg af hash på blandt andet Christiania har en mand ifølge Københavns Byret tjent 20 millioner kroner. Det fremgår af dom fredag.

Retten har fundet den 50-årige mand skyldig i at have håndteret godt to ton hash i alt. Han arrangerede blandt andet indførsler fra Holland. En del af varerne blev solgt fra bod nummer fem og en bod ved navn Candy i Pusher Street.

Konfiskationen af 20 millioner kroner er usædvanligt høj i sager om handel med stoffer.

Den enorme fortjeneste blev ifølge dommen oparbejdet i en periode på bare et år og tre måneder.

Manden bor i fristaden. Som del af sanktionen forbydes han at tage ophold i et område på og ved Christiania, men retten har nøje anvist, hvordan han skal bevæge sig til og fra sin bolig, når han en gang bliver løsladt. Det skal blandt andet foregå ad en bestemt sti. Opholdsforbuddet gælder i otte år.

Straffen er fastsat til fængsel i otte år. Også seks andre tiltalte er i sagen blevet dømt stort set efter den anklage, som Københavns Politi havde rejst.

Straffene ligger på mellem fem og otte års fængsel. Flere har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke. Et par anker dog på stedet til landsretten.

Alle tilhørerpladser i retslokalet er ved domsafsigelsen optaget af venner og familie til mændene, der er i alderen fra 64 til 36 år.

I sin gennemgang af afgørelsen bruger retsformanden ordet "bagmand" om den 50-årige. Han havde en ledende rolle i netværket og betalte løn til de andre involverede, lyder det.

Beviserne består blandt andet i udlæsning af telefoner, altså krypteret kommunikation på det system, som kaldes Sky ECC.

Her optrådte den 50-årige, høje og kraftigt byggede mand ifølge retten under profilen "King Kong".

I forvejen har politiet beslaglagt i alt godt seks millioner kroner på mandens konti. Som led i konfiskationen mister han desuden et kolonihavehus i Ballerup, friværdien af en lejlighed i København samt sin anpart af en ejendom i Fuengirola i Sydspanien.

Men manden mister ikke alle sine værdier. Han får lov til at beholde sine boksehandsker og en møntsamling.

En 49-årig hollandsk statsborger, der ifølge retten var grossist, får konfiskeret en fortjeneste på ti millioner kroner. For hans vedkommende er straffen fængsel i syv år og udvisning af Danmark.

Efterhånden har mændene siddet varetægtsfængslet i godt et år. Forsvarerne protesterer fredag eftermiddag imod anklager Mathilde Bülows krav om fortsat fængsling efter dom med henvisning til folks retsfølelse.

- Retsfølelsen bliver i højere grad krænket, hvis der ikke sker løsladelse, bemærker for eksempel advokat Mikael Skjødt.

Men retsformanden følger anklagerens ønske.

/ritzau/

København, 06/05/2024 - 18:32

DR opskalerer næste års danske melodigrandprix

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

DR udråber Herning til grandprix-by 2025. Jyske Bank Boxen danner rammen om både Dansk Melodi Grand Prix og børnenes melodigrandprix, MGP, næste år.

Dansk Melodi Grand Prix rykker tilbage til Jylland, når det næste år løber af stablen.

DR har udnævnt Herning, som før har været værter for musikfesten, til årets grandprix-by 2025.

Det oplyser public service-stationen i en pressemeddelelse.

Jyske Bank Boxen danner rammen om både Dansk Melodi Grand Prix, som afholdes 1. marts, og børnenes melodigrandprix, MGP, som finder sted præcis en uge inden.

- Ambitionen er at fortsætte takterne fra i år og give danskerne en kæmpe grandprixfest skabt af de kommende artister og værterne, og det kan Boxen skabe en god ramme om, siger grandprixboss Erik Struve Hansen i pressemeddelelsen.

DR tilføjer, at navnene på værterne til Dansk Melodi Grand Prix og børnenes pendant, MGP, afsløres senere, mens at deltagerne på scenen først offentliggøres i begyndelsen af 2025.

I år blev det danske melodigrandprix afholdt i DR Koncertsalen i København i februar.

Dengang sagde public service-giganten, at det var de optimale rammer for musikfesten.

Efter fire år uden en finaleplads ved det internationale melodigrandprix, Eurovision, havde DR igangsat et stort analysearbejde i håbet om at bryde tørken.

Over 600 indsendte sange blev screenet for internationalt potentiale. De otte sange, som blev udvalgt til Dansk Melodi Grand Prix, var udpeget ud fra mantraet om kærlighed ved første lyt kombineret med en stærk vokal og performance.

Saba vandt det danske melodigrandprix med sangen "Sand". Med sejren har hun indløst billet til Eurovision, som løber af stablen netop nu i den svenske storby Malmø.

Om Saba kvalificerer sig og sikrer Danmark den første finaleplads siden 2019, bliver afgjort torsdag 9. maj.

Årets Eurovision-finale finder sted lørdag 11. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/05/2024 - 18:26

Andreas Mogensen deler skræmmende øjeblik i rummet med kongeparret

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den danske astronaut fortæller til en paneldebat om to satellitter, der var lige ved at kollidere tæt på ham.

Mens den danske astronaut Andreas Mogensen befandt sig på Den Internationale Rumstation, ISS, fik han en melding om, at to satellitter muligvis ville kollidere, hvilket kunne påvirke rumstationen.

Det fortæller han foran kong Frederik og dronning Mary til en rumdebat på Sveriges største tekniske universitet, Kungliga Tekniska Högskolan, mandag.

Sammen med sine kolleger Christer Fuglesang og Marcus Wandt, fortæller Andreas Mogensen om det mest skræmmende øjeblik i løbet af den seks måneder lange rumrejse.

- Det var bare at krydse vores fingre og håbe, at ingenting skete, siger Andreas Mogensen om de to satellitter, som var blevet spottet blot seks meter fra hinanden.

Hvis de to satellitter havde ramt hinanden ville det have skabt en sky af rumskrot, som kunne lægge sig i rumstationens bane.

Særligt kong Frederiks øjne var låst fast op mod scenen i løbet af debatten.

- Der skete heldigvis ikke noget, siger Andreas Mogensen med et smil efterfulgt af en let latter fra gæsterne.

Det var netop snakken om rumskrot, der ledte Andreas Mogensen ind på sin historie.

For netop en af de ting, som særligt interesserer de tre astronauter på scenen i forhold til rumteknologi er, hvordan man i fremtiden kommer af med rumaffald.

12. marts landede Andreas Mogensen i havet ud for Floridas kyst efter et halvt år i rummet på Den Internationale Rumstation (ISS).

Her har han udført forsøg for forskere og virksomheder.

Det kongelige besøg på det svenske universitet, centrerer sig om dansk-svensk samarbejde om teknologi med rumforskning som omdrejningspunktet.

Kong Frederik har aldrig lagt skjul på sin fascination af rummet, og mødet med den danske astronaut mandag er ikke det første af sin slags.

De to har tidligere stået side om side, hvor kong Frederik blandt andet har fortalt, hvordan han er "skrækfascineret" af rummet og synes, at man som dansker bør være stolt af Andreas Mogensens færd.

Andreas Mogensens knap 200 dage i rummet løb hen over julen, som han måtte afholde uden familie og de danske traditioner. Midt i julefreden blev der også tid til et opkald til kong Frederik.

Med kongens børn kiggende over skulderen, ønskede kong Frederik Andreas Mogensen glædelig jul og godt nytår på et videoopkald.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 06/05/2024 - 10:00

FAKTA: Spyfluen bærer bakterier

* Spyfluer sætter sig på madvarer og afføring.

* Når de sætter sig på fødevarer, kan de sprede colibakterier og salmonella, som kan resultere i, at mennesker kan få madforgiftning og andre infektioner.

* Spyfluer kan lægge æg på mangelfuldt tildækkede madvarer. Kød, som er angrebet af larver, nedbrydes hurtigere og bør kasseres.

Kilde: skadedyrsekspert Claus Schultz og lex.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 06/05/2024 - 10:00

Din affaldssortering er en buffet for skadedyr

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Skraldespandene, som danskerne sorterer affald i, bliver lynhurtigt grobund for alskens fluer og larver, lyder det fra skadedyrsekspert.

Forårsvarmen er på vej ind over Danmark. Og selv om høje temperaturer lige er sagen for mange danskere, slæber det også problemer med sig.

Affaldsproblemer. For høje temperaturer kombineret med danskernes affaldssortering giver gode vækstbetingelser for klamme skadedyr og insekter, advarer skadedyrsekspert.

- Du skal være meget opmærksom på, at der kan komme mange insekter, som formerer sig rasende hurtigt, lyder det fra Claus Schultz, der er er formand for Brancheforeningen for skadedyrsfirmaer og teknisk chef i skadedyrsbekæmperen Rentokil.

Han peger på, at skadedyrene hurtigt bliver tiltrukket af lugte fra madvarer og plastbeholdere af organisk materiale, som eksempelvis plastbakker til kød og metaldåser med makrel.

- Det er ikke i alle kommuner, at låget kan lukke tæt. Blæser det op, og står skraldespandene i varmen og udsender gæring, så er bananfluer eksperter i at finde det. Og de formerer sig rigtig hurtigt, siger han og peger på, at også spyfluer og flæskeklannere tiltrækkes.

Her vil de så lægge æg i organisk materiale. Ifølge Claus Schultz lægger de mellem 300 og 500 æg per gang. Spyfluers æg, der blot klækkes til larver efter et døgn, er bedre kendt som maddiker, mens klannernes larver kaldes for klannerlarver.

Men du kan afhjælpe problemet, siger skadedyrseksperten, der anbefaler, at du finder haveslangen frem.

- Hver gang skraldespandene bliver tømt, så lægger du dem ned på græsset og spuler dem rene. Så undgår du den sump af væske, som godt kan opbygge sig i bunden, siger han.

Maddiker i skraldespandene er særligt et problem i sommermånederne, hvor varmen giver de bedste betingelser for skadedyrene.

- Det bedste råd er at komme affaldet i en pose, som lukker tæt, lyder det fra projektleder Carsten Hjort fra Arwos, som blandt andet varetager affaldsopgaver i Aabenraa Kommune.

- Du skal ikke fylde posen for meget, og det samme gælder for skraldespanden, for lukker den ikke tæt, er det nemmere for dyr at komme ind, siger han og peger på, at det selvfølgelig godt kan være svært at holde dem helt ude.

- Pas også på med bare at droppe en fyldt madaffaldspose ned i en tom beholder. Det kan den altså godt gå i stykker af, siger han.

Opdager du, at din skraldespand er beskidt, så sørg for, at den bliver gjort ren.

- Brug bare vand og ikke kemikalier. Det handler bare om at få den skyllet, siger Carsten Hjort.

Er det virkelig varmt, så anbefaler projektlederen, at du sætter dine skraldespande i skyggen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek