København, 22/07/2025 - 09:09
Svenskere sigtes for at affyre automatvåben mod kolonihavehus
Mindst 19 skud blev affyret mod kolonihavehus i Odense. Fuldstændig vanvittigt, siger vicepolitiinspektør.
Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To svenske mænd er blevet anholdt i Sverige og udleveret til Danmark i en sag om adskillige skud, der 9. februar blev affyret mod et kolonihavehus i Odense.
Det oplyser Fyns Politis presseafdeling.
Ifølge sigtelsen affyrede mændene, der er henholdsvis 21 og 22 år, mindst 19 skud med et automatvåben mod kolonihavehuset i Biskorup Havekoloni i det nordøstlige Odense.
Ingen blev ramt i skyderiet, men mændene sigtes for drabsforsøg.
- Det er fuldstændig vanvittigt at affyre så mange skud mod et kolonihavehus, siger vicepolitiinspektør Michael Lichtenstein, der er leder af afdelingen for økonomisk og organiseret kriminalitet ved Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Han siger videre:
- Selv om der formentlig ikke var personer i huset, kunne det være endt helt galt, da flere skud gik direkte gennem husets vægge.
- Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu har kunne foretage anholdelse af disse to personer, som vi mistænker for at være gerningsmændene.
De to svenskere fremstilles tirsdag formiddag i grundlovsforhør i Odense med henblik på varetægtsfængsling.
/ritzau/