Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Montreal, 20/04/2025 - 03:40

To millioner vælgere har stemt før valgdagen i Canada

Fredag var den første dag, hvor folk i Canada kunne stemme forud for valg. Her opstod der køer af vælgere.

Andrej Ivanov/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

En højt antal af tidligt afgivne stemmer i Canada et tegn på "entusiasme" blandt vælgerne.

Sådan lyder det lørdag fra Canadas valgmyndighed.

Flere end to millioner indbyggere i Canada afgav fredag deres stemme forud for parlamentsvalget, der finder sted 28. april, skriver AFP på baggrund af tal fra valgmyndigheden.

Fredag var således den første dag, hvor folk i Canada kunne stemme på forhånd via det såkaldte early voting-system, hvor vælgerne sætter deres kryds før selve valgdagen.

De to millioner tidlige stemmer udgør en stigning på 36 procent sammenlignet med antallet af stemmer ved valget i 2021.

Fredag opstod der køer uden for valgstederne i flere af landets største byer.

Nogle af de fremmødte vælgere måtte vente i op til to timer på, at det blev deres tur, fortæller lokale rådmænd.

Den 60-årige indbygger Josee Fournier var lørdag mødt op ved et valgsted i Montreal for at afgive sin stemme.

Hun mener, at valget i år er "særligt" på grund af "det, der foregår med USA".

Den 35-årige Raphael Collomb fortæller, at han har "fulgt med hos alle medier og på kandidaternes platforme".

Han ønsker, at "økonomien bliver bedre, og at der kommer mere fred og ro for alle".

USA's præsident, Donald Trump, har, siden han tiltrådte i januar, blandt andet iværksat en toldkrig og udtrykt et ønske om at indlemme Canada som USA's 51. delstat.

Det har ifølge AFP fået mange indbyggere i Canada til at stemme, ud fra hvilken partileder og kommende premierminister, som de mener, vil være den bedste til at håndtere Trump.

Canadas forrige premierminister, Justin Trudeau, gik af i marts og blev erstattet af Mark Carney, som er leder af Det Liberale Parti.

Carney udskrev valg 23. marts - et halvt år før tid.

Den seneste meningsmåling viser, at Carney står til at få støtte fra omkring 44 procent af befolkningen, mens de konservatives leder, Pierre Poilievre, står til at få omkring 38 procent af stemmerne.

/ritzau/AFP

Basel, 13/05/2025 - 09:00

Tilbage i Eurovision uden Noller: Jeg føler mig som en slags æresgæst

Peter Mueller/Reuters

Brødrene Olsen vandt Eurovision i 2000. Nu vender Jørgen Olsen tilbage med ny version af vindersangen.

Det er præcis 25 år siden, at Brødrene Olsen vandt det internationale melodigrandprix med kærlighedshymnen "Fly on the Wings of Love".

Nu vender den ene del af duoen tilbage på Eurovision-scenen under den første semifinale i årets grandprix tirsdag aften i Basel i Schweiz.

Idéen er opstået hos Jørgen Olsen og hans musikalske kompagnon, som henvendte sig til Eurovision-chefen Martin Österdahl og tilbød at optræde.

- Jeg føler mig faktisk som en slags æresgæst. Der er gået 25 år, og så fyldte jeg 75 i marts. Jeg føler, at det er en tak. Og det takker jeg mange gange for, klukler Jørgen Olsen.

Faktisk er der endnu mere at markere.

Det er præcis 60 år siden, at han og den anden del af Brødrene Olsen, den fire år yngre Niels "Noller" Olsen, lavede deres første band, The Kids, inden de blev til Brødrene Olsen.

Noller kan dog ikke være med i Basel. Han er stadig mærket af den blodprop, der ramte ham i 2019, og af den hjernetumor, han fik konstateret kort efter.

- Han ønsker held og lykke, fortæller Jørgen Olsen.

- Det er en stor skam, at han ikke kan være med. Men det er sådan, det er. Nu har jeg forstået det, men det har været forfærdeligt. Heldigvis har jeg ham stadigvæk, og vi taler meget fint sammen og er stadig rigtigt gode venner.

Han går på scenen i St. Jakobshalle som Jørgen Olsen fra The Olsen Brothers, som er Brødrene Olsens internationale navn. Her skal han synge en ny udgave af "Fly on the Wings of Love", der har fået titlen "United by Music" - forenet af musik - som også er grandprixets slogan.

Stroferne er ændret en anelse, og arrangementet er anderledes og indledes med Eurovisionens fanfare.

- Der er også en politisk vinkel på det, og det er kærlighed og forståelse. Hvor tit er menneskeheden ikke blevet forenet af musik, siger Jørgen Olsen og fortsætter:

- Jeg føler virkelig, at det er et budskab til verden. Så kan de lytte efter eller ej. Men jeg står der og er meget stolt af at få lov til at give det statement.

Jørgen Olsen skrev oprindeligt "Fly on the Wings of Love" på engelsk. Men DR ville ifølge Jørgen Olsen have, at Brødrene Olsen sang på dansk til det danske melodigrandprix, og det blev så til "Smuk som et stjerneskud".

Jørgen Olsen havde forinden læst modne kvinder fortælle om, at de ikke følte sig smukke eller interessante. "Fandeme nej", tænkte han, og det inspirerede ham til den danske tekst.

Da Brødrene Olsen vandt det danske melodigrandprix i 2000 og dermed kunne indløse billet til det internationale grandprix i Stockholm senere samme år, kunne Jørgen Olsen hive den originale engelske tekst frem igen.

Israel var det første land, der afgav point og sendte topkarakterer afsted til "Fly on the Wings of Love".

- Vi kiggede på hinanden, Noller og jeg: "12 point fra Israel?! Jeg tror, det må være, fordi vi hjalp jøderne til Sverige under Anden Verdenskrig". Vi havde hele tiden undskyldninger for, at vi fik 12 point. Men så fik vi også 12 point fra England.

Jørgen Olsens øjne bliver fyldte med vand, og hans stemme knækker.

- Jeg er meget, meget angelsaksisk, siger han tydeligt rørt.

- Det er helt vildt, hvad jeg har fået af musikalitet derfra, og hvor højt jeg elsker de sange, som de har skabt i England.

Da Brødrene Olsen fik at vide, at de skulle sætte deres in ears i, gik det op for dem, at sejren var deres.

- Vi havde aldrig nogensinde troet, at vi skulle vinde. Aldrig. Vi syntes bare, det var dejligt, at vi skulle en tur til Stockholm. Det var forår, vores koner kom derop, og vi morede os. Da vi havde optrådt, sagde Noller: "Jeg tror, vi har et hit i Sverige".

Det var ikke bare i Sverige, men i resten af Europa.

Brødrene Olsen sang grandprixet til Danmark for blot anden gang i historien.

- Vi blev jo til helte, lyder det fra Jørgen Olsen.

Det følgende halvandet år optrådte Brødrene Olsen nærmest nonstop.

- Vi for rundt i flyvemaskiner og havde en dame med, som bookede alt. Dengang var der cd'er, og det var en meget, meget stor indkomst for Noller og jeg. Så også rent økonomisk var det en fornøjelse at vinde, siger han.

Men det havde også sin pris.

- Jeg kan huske, at vi sad i München og skulle videre til Wien. Samtidig var der et fly, der skulle til København, og så begyndte jeg at græde, fordi jeg ikke skulle hjem, men skulle videre. Vi var trætte til sidst. Men nu her på den anden side kan man sige, at "Fly on the Wings of Love" består, siger Jørgen Olsen.

Tirsdag aften bliver sløjfen således bundet, når han går på scenen med United by Music-udgaven af sin og Nollers evergreen.

Torsdag løber den anden semifinale af stablen. Her skal årets danske Eurovision-håb, Sissal, på scenen i forsøget på at synge Danmark i lørdagens grande finale og ultimativt bringe Eurovision til Danmark, som Brødrene Olsen gjorde det for 25 år siden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 13/05/2025 - 08:00

Fremadstormende hitmager er frontfigur for forskelligheder

Når musikeren Uro skal optræde på Grøn til sommer, minder han publikum om, at alle er noget for nogen.

Den danske Godthåbsvej-sanger Uro bruger sin musik til at sætte ord på sine følelser og et liv med ensomhed.

Nogle af de ord, han selv har manglet, er: "Der er en for alle. Alle er noget for nogen". Nu giver han budskabet videre til andre, når han indtager rollen som Plads til forskelle-ambassadør i forbindelse med årets Grøn.

Ordene er nemlig blandt dem, han har udvalgt til at pryde årets T-shirt, hvor overskuddet går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der arbejder for at nedbryde perfekthedskulturen.

- Vi har alle brug for at høre, at vi er noget værd - ikke på trods af vores forskelligheder, men på grund af dem, lyder det fra Uro i en pressemeddelelse fra Grøn.

Musikeren, hvis borgerlige navn er Jeppe Kronback, udgav sin første single "Slåbrok" i 2020 og har senere udgivet hits som "Godthåbsvej", "Føles Godt" med Mekdes og "Tænker Ik På Andre" med Suspekt.

I april spillede Uro sit hidtil største liveshow for et udsolgt K.B. Hallen. Og til sommer indtager han scenen på årets Grøn, som Muskelsvindfonden og Tuborg står bag.

- Der er noget smukt i at vide, at selv dem, der føler sig alene, stadig er en del af et fællesskab. Det er det, Plads til forskelle handler om - og det er det, jeg står for som ambassadør, fortæller musikeren.

Salget af Plads til forskelle-T-shirten begynder onsdag 13. maj. Plads til forskelle er et samarbejde mellem Grøn, sportstøjmærket Hummel og radiokanalen Nova.

Blandt tidligere ambassadører finder man blandt andre Jada, Benjamin Hav og Lukas Graham.

Grøn kommer forbi otte danske byer hen over sommeren fra 17. juli til 27. juli. Turen går forbi Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby. Der er dog kun billetter tilbage i Esbjerg.

Ud over Uro udgør Medina, Gilli, Suspekt, Pil, Kalaset, Benjamin Hav og Alphabeat resten af plakaten.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 13/05/2025 - 10:00

FAKTA: En kræsen svamp

* Meldug er yderst vækstspecifik. Det vil sige, at det er en særlig form for meldug, der rammer æbletræer, og en anden form, der rammer for eksempel roser.

* Æblemeldug kan derfor ikke sprede sig til roser, og rosenmeldug kan ikke sprede sig til æbletræer.

* Meldug er kun i stand til at leve på levende planter og kan ikke som andre svampe vokse på eksempelvis dødt plantevæv.

* Varmt og tørt vejr stimulerer svampens dannelse af sporer og spredningen af dem. Der skal dog en høj luftfugtighed til, før sporerne er i stand til at spire.

Kilde: Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og under navnet Plantedoktoren formidler viden om havens skadedyr og plantesygdomme.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 13/05/2025 - 10:00

Brems svampesygdommenes hærgen i haven

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Du kan forhindre svampeangreb i at udvikle sig ved at finde havesaksen frem fra skuret netop nu, fortæller gartner med speciale i plantesygdomme.

Forårets tørre vejr gør det svært for svampesygdommene at trives i haven, men du kan godt støde på dem alligevel. Særligt, hvis du har æbletræer.

Det fortæller Magnus Gammelgaard Nielsen, der er gartner og under navnet Plantedoktoren formidler viden om havens skadedyr og plantesygdomme.

- Meldug er en svamp, der overvintrer i grene og knopper, og de kan nu ses på æbletræernes skud som nogle små hvide spidser, siger han og råder til, at du finder havesaksen frem, hvis du spotter den mælkehvide svamp.

- Klip de ramte skud af. På den måde undgår du, at svampesporerne fra meldugsvampen spreder sig. Frugtavlerne går i øjeblikket rundt og laver netop disse beskæringer.

Hvis melduggen får frit spil til at udvikle sig, vil du senere på sommeren se mange flere blade og skud med hvide belægninger.

Sygdommen hæmmer væksten i æbletræet, og de frugter, der gror frem, udvikler en ru overflade, der kaldes for skrub.

- Når meldugsvampesporerne lander og spirer på æblerne, ødelægger de overhuden på æblerne, forklarer Magnus Gammelgaard Nielsen.

Et andet sted i haven, hvor svampesygdommene har det med at slå ned, er i rosenbedet. Roserne kan som æbletræerne blive ramt af meldug, men også sygdommen stråleplet er udbredt.

Stråleplet viser sig som sorte pletter på bladene. Og her gælder samme råd som med æbletræerne: Fjern de ramte blade, så svampen ikke smitter videre.

Ifølge Magnus Gammelgaard Nielsen tegner det dog ikke til at blive et slemt år for roserne, fordi foråret indtil videre har været meget tørt.

Han understreger samtidig, at den bedste måde at undgå svampebefængte roser er ved at udvælge nogle sorter, der er modstandsdygtige over for sygdommene.

Derudover spiller det en væsentlig rolle, hvor rosenbedene er placeret i haven.

- Roser skal stå i fuld sol. På den måde bliver bladene tørret hurtigt, når det har regnet, og det gør det sværere for svampesygdomme at etablere sig i planterne, fordi svampesporerne trives i et fugtigt miljø, fortæller Magnus Gammelgaard Nielsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv