Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Basel, 13/05/2025 - 09:00

Tilbage i Eurovision uden Noller: Jeg føler mig som en slags æresgæst

Brødrene Olsen vandt Eurovision i 2000. Nu vender Jørgen Olsen tilbage med ny version af vindersangen.

Peter Mueller/Reuters

Af: /ritzau/

Det er præcis 25 år siden, at Brødrene Olsen vandt det internationale melodigrandprix med kærlighedshymnen "Fly on the Wings of Love".

Nu vender den ene del af duoen tilbage på Eurovision-scenen under den første semifinale i årets grandprix tirsdag aften i Basel i Schweiz.

Idéen er opstået hos Jørgen Olsen og hans musikalske kompagnon, som henvendte sig til Eurovision-chefen Martin Österdahl og tilbød at optræde.

- Jeg føler mig faktisk som en slags æresgæst. Der er gået 25 år, og så fyldte jeg 75 i marts. Jeg føler, at det er en tak. Og det takker jeg mange gange for, klukler Jørgen Olsen.

Faktisk er der endnu mere at markere.

Det er præcis 60 år siden, at han og den anden del af Brødrene Olsen, den fire år yngre Niels "Noller" Olsen, lavede deres første band, The Kids, inden de blev til Brødrene Olsen.

Noller kan dog ikke være med i Basel. Han er stadig mærket af den blodprop, der ramte ham i 2019, og af den hjernetumor, han fik konstateret kort efter.

- Han ønsker held og lykke, fortæller Jørgen Olsen.

- Det er en stor skam, at han ikke kan være med. Men det er sådan, det er. Nu har jeg forstået det, men det har været forfærdeligt. Heldigvis har jeg ham stadigvæk, og vi taler meget fint sammen og er stadig rigtigt gode venner.

Han går på scenen i St. Jakobshalle som Jørgen Olsen fra The Olsen Brothers, som er Brødrene Olsens internationale navn. Her skal han synge en ny udgave af "Fly on the Wings of Love", der har fået titlen "United by Music" - forenet af musik - som også er grandprixets slogan.

Stroferne er ændret en anelse, og arrangementet er anderledes og indledes med Eurovisionens fanfare.

- Der er også en politisk vinkel på det, og det er kærlighed og forståelse. Hvor tit er menneskeheden ikke blevet forenet af musik, siger Jørgen Olsen og fortsætter:

- Jeg føler virkelig, at det er et budskab til verden. Så kan de lytte efter eller ej. Men jeg står der og er meget stolt af at få lov til at give det statement.

Jørgen Olsen skrev oprindeligt "Fly on the Wings of Love" på engelsk. Men DR ville ifølge Jørgen Olsen have, at Brødrene Olsen sang på dansk til det danske melodigrandprix, og det blev så til "Smuk som et stjerneskud".

Jørgen Olsen havde forinden læst modne kvinder fortælle om, at de ikke følte sig smukke eller interessante. "Fandeme nej", tænkte han, og det inspirerede ham til den danske tekst.

Da Brødrene Olsen vandt det danske melodigrandprix i 2000 og dermed kunne indløse billet til det internationale grandprix i Stockholm senere samme år, kunne Jørgen Olsen hive den originale engelske tekst frem igen.

Israel var det første land, der afgav point og sendte topkarakterer afsted til "Fly on the Wings of Love".

- Vi kiggede på hinanden, Noller og jeg: "12 point fra Israel?! Jeg tror, det må være, fordi vi hjalp jøderne til Sverige under Anden Verdenskrig". Vi havde hele tiden undskyldninger for, at vi fik 12 point. Men så fik vi også 12 point fra England.

Jørgen Olsens øjne bliver fyldte med vand, og hans stemme knækker.

- Jeg er meget, meget angelsaksisk, siger han tydeligt rørt.

- Det er helt vildt, hvad jeg har fået af musikalitet derfra, og hvor højt jeg elsker de sange, som de har skabt i England.

Da Brødrene Olsen fik at vide, at de skulle sætte deres in ears i, gik det op for dem, at sejren var deres.

- Vi havde aldrig nogensinde troet, at vi skulle vinde. Aldrig. Vi syntes bare, det var dejligt, at vi skulle en tur til Stockholm. Det var forår, vores koner kom derop, og vi morede os. Da vi havde optrådt, sagde Noller: "Jeg tror, vi har et hit i Sverige".

Det var ikke bare i Sverige, men i resten af Europa.

Brødrene Olsen sang grandprixet til Danmark for blot anden gang i historien.

- Vi blev jo til helte, lyder det fra Jørgen Olsen.

Det følgende halvandet år optrådte Brødrene Olsen nærmest nonstop.

- Vi for rundt i flyvemaskiner og havde en dame med, som bookede alt. Dengang var der cd'er, og det var en meget, meget stor indkomst for Noller og jeg. Så også rent økonomisk var det en fornøjelse at vinde, siger han.

Men det havde også sin pris.

- Jeg kan huske, at vi sad i München og skulle videre til Wien. Samtidig var der et fly, der skulle til København, og så begyndte jeg at græde, fordi jeg ikke skulle hjem, men skulle videre. Vi var trætte til sidst. Men nu her på den anden side kan man sige, at "Fly on the Wings of Love" består, siger Jørgen Olsen.

Tirsdag aften bliver sløjfen således bundet, når han går på scenen med United by Music-udgaven af sin og Nollers evergreen.

Torsdag løber den anden semifinale af stablen. Her skal årets danske Eurovision-håb, Sissal, på scenen i forsøget på at synge Danmark i lørdagens grande finale og ultimativt bringe Eurovision til Danmark, som Brødrene Olsen gjorde det for 25 år siden.

/ritzau/

Slagelse, 14/11/2025 - 21:30

Teater aflyser Borgen-musical efter tyveri af teknisk udstyr

Ifølge Slagelse Teater løber tyveriet indtil videre op i mere end en million kroner, skriver TV2 Øst.

Slagelse Teater har været nødsaget til at aflyse resten af denne uges forestillinger med musicalfortolkningen af tv-serien "Borgen" på grund af omfattende tyveri.

Det skriver TV2 Øst.

Sjællands Teater, som står bag forestillingen, skriver ligeledes om tyveriet på sin hjemmeside.

Her lyder det, at der er stjålet teknisk udstyr som lydpult, lyspult, kameraer, computere og mikrofoner, der bruges i forestillingen.

- Vi er meget kede af hele situationen og beklager, at vi er nødsaget til at aflyse. Vi arbejder på højtryk for at kunne gennemføre næste uges forestillinger, skriver Sjællands Teater på sin hjemmeside.

Tyveriet løber ifølge teateret op i over en million kroner indtil videre, skriver TV2 Øst.

Der bliver stadig regnet på de stjålne tings værdi.

Tyveriet har fundet sted mellem søndag og onsdag, hvor teateret har været lukket.

Forestillingerne, der er blevet aflyst, skulle være opført fredag, lørdag og søndag i denne uge.

Næste uge er den sidste, hvor "Borgen" vises på teateret. Her er der forestillinger 20., 21., 22. og 23. november.

Sjællands Teater arbejder for, at forestillingerne i næste uge kan forløbe som planlagt, siger administrerende direktør Kristoffer Møller Hansen til TV2 Øst.

- Vi har med "Borgen" ville løfte et underprioriteret område og vise, at stor scenekunst ikke kun hører til i storbyerne. Så alt andet lige er det et voldsomt slag for et lille teater i provinsen.

- Men det er ikke ren knockout. Vi knokler lige nu alle som en for at redde, hvad der reddes kan, så vi forhåbentlig kan gennemføre, siger han til mediet.

"Borgen" er ifølge TV2 Øst Sjællands Teaters største produktion og økonomiske satsning til dato.

Musicalen er baseret på de første to sæsoner af tv-serien "Borgen", der følger det politiske liv på Christiansborg, og som blev vist på DR i 2010 og 2011.

/ritzau/

Læs Mere >>

Slagelse, 14/11/2025 - 21:10

Teater aflyser Borgen-musical efter tyveri af teknisk udstyr

Ifølge Slagelse Teater løber tyveriet indtil videre op i mere end en million kroner, skriver TV2 Øst.

Slagelse Teater har været nødsaget til at aflyse resten af denne uges forestillinger med musicalfortolkningen af tv-serien "Borgen" på grund af omfattende tyveri.

Det skriver TV2 Øst.

Sjællands Teater, som står bag forestillingen, skriver ligeledes om tyveriet på sin hjemmeside.

Her lyder det, at der er stjålet teknisk udstyr som lydpult, lyspult, kameraer, computere og mikrofoner, der bruges i forestillingen.

- Vi er meget kede af hele situationen og beklager, at vi er nødsaget til at aflyse. Vi arbejder på højtryk for at kunne gennemføre næste uges forestillinger, skriver Sjællands Teater på sin hjemmeside.

Tyveriet løber ifølge teateret op i over en million kroner indtil videre, skriver TV2 Øst.

Der bliver stadig regnet på de stjålne tings værdi.

Tyveriet har fundet sted mellem søndag og onsdag, hvor teateret har været lukket.

Forestillingerne, der er blevet aflyst, skulle være opført fredag, lørdag og søndag i denne uge.

Næste uge er den sidste, hvor "Borgen" vises på teateret. Her er der forestillinger 20., 21., 22. og 23. november.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 14/11/2025 - 10:00

FAKTA: Vi handler for milliarder i julen

* Julen er ikke kun hjerternes, men også forbrugets fest. Ifølge Danmarks Statistik lå detailsalget i december 2024 på 39,4 milliarder kroner - det dækker alt fra juleand til risalamande samt julegaverne under træet.

* December er hvert år den måned, hvor omsætningen topper. Det er især forretninger med køkkenudstyr, boghandlere og legetøjsforretninger, der har travlt op til jul.

* Sidste år forventede danskerne i gennemsnit at bruge i alt 5870 kroner på julen ifølge en undersøgelse fra Nordea. Det var godt 300 kroner mere end året før. Størstedelen af pengene går til gaver.

* Ifølge en undersøgelse fra Coop Analyse føler hver anden en eller anden grad af skam over juleforbruget. Otte procent gør det i høj eller meget høj grad.

Kilder: Danmarks Statistik, Coop Analyse og Nordea.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 14/11/2025 - 10:00

Jul uden stress og skam: Sådan slipper du fri af pengeangsten

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

For nogle bliver juleglæden overskygget af tanken om tomme konti og forventningspres - men der findes veje til mere ro og realistiske rammer.

Julens stress og jag med gaveræs og et tårnhøjt forbrug er noget, der kan give de fleste sved på panden.

For nogle kan højtiden frembringe en decideret pengeangst, forklarer uvildig økonomisk rådgiver Carina Svendsen, der driver virksomheden Kend Dine Penge og er vært på podcasten af samme navn.

- Julen kan være et stort minefelt af triggere for økonomiske bekymringer. Og angsten er en helt reel følelse, som kan have flere årsager, siger hun.

Carina Svendsen definerer pengeangst ved, at du føler så meget frygt for din økonomi, at følelsen afholder dig fra at have et frit og naturligt forhold til dine penge.

Allerede før selve julen kan følelserne blive vækket, når de første kravlenisser og småkager begynder at dukke op i butikkerne.

- Så tænker du måske: "Åh nej, nu fik jeg heller ikke lavet den juleopsparing i år". Og så begynder skylden og skammen, hvor du føler dig bagud på point fra start, siger Carina Svendsen.

Og særligt hvis man har børn, kan man have en tendens til at overkompensere i et forsøg på at få overskuddet tilbage, fordi det ikke må gå ud over børnene, forklarer den økonomiske rådgiver.

- Så hvis dit barn har ønsket sig en Lego-borg til 400 kroner, og du finder den på tilbud til 250, vil du måske købe mere for de resterende penge.

- Men det er der ingen grund til, for børnene mærker ikke forskel. Og lige meget hvor meget vi ønsker det, kan vi ikke købe os til ro og fred indeni. Der er kun én vej, og det er ærlighed og at tage ansvar, siger hun.

Helt lavpraktisk anbefaler hun, at du går ind og kigger på, hvad du brugte i oktober, november og december sidste år.

- På den måde får du en fornemmelse af dit forbrug og kan justere dit budget derefter, siger hun.

Og så handler det om at skrue ned for forventningerne og forsøge at adskille dine følelser omkring økonomi fra, at det er jul.

- Se hellere, om du kan reflektere over, hvilke følelser der kommer op i dig, og gå til det med nysgerrighed i stedet for at være dømmende, siger Carina Svendsen.

Forbrugerøkonom i Sydbank Ann Lehmann Erichsen har målt på julebudgetter i næsten 20 år. Og hun genkender, at økonomien fylder meget for mange.

- Vi spørger folk hvert år, hvor mange penge de bruger i julen. Og en tommelfingerregel er, at cirka en tredjedel af budgettet går til mad, juletræ og så videre, mens to tredjedele går til gaver, siger hun.

Hvis man ikke har så mange penge, er man nødt til at lave nogle planer og regler og rette sig efter dem - for eksempel ved at sætte et loft over prisen på gaver, lyder hendes råd.

- Det nytter ikke, at man lader sit gode hjerte løbe af med en. Der må man være lidt en hård banan, siger Ann Lehmann Erichsen.

Man kan også række ud til sit netværk og gå flere sammen om gaverne eller købe ting på tilbud for eksempel til Black Friday.

Og i forhold til julearrangementer og selve juleaften er der ingen skam i at foreslå et sammenskudsgilde, pointerer forbrugerøkonomen.

- Dem, der ikke har så mange penge, kan tage lidt billigere ting med som rødkål og kartofler, mens dem, der har lidt mere, kan tage and eller flæskesteg med. Og på den måde kan man egentlig få en meget fornuftig fordeling af udgifterne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek