Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/10/2024 - 10:06

Politiet evakuerer to bygninger i Universitetsparken i Aarhus

Politiet evakuerede kortvarigt hele Universitetsparken, efter at personer har fået det skidt i bygninger.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Universitetsparken i Aarhus blev tirsdag morgen kortvarigt evakueret af politiet, der undersøger et mistænkeligt forhold.

Det oplyste pressechef hos Aarhus Universitet Sys Christina Vestergaard til Ritzau klokken 8.15.

En halv time senere - klokken 8.45 - kunne pressechefen dog informere om, at Universitetsparken atter er åben bortset fra to bygninger.

De evakuerede bygninger er Søauditorierne samt samfundsfaglig kantine, der begge er placeret inde i Universitetsparken. De to bygninger er også afspærret af politiet.

Østjyllands Politi er til stede i Universitetsparken, efter at personer har fået det skidt. Ingen er dog kommet alvorligt til skade, lyder det fra politiet på det sociale medie X.

Evakueringen har skabt en del forvirring hos nogle af de elever, der tirsdag morgen er mødt op for at få undervisning.

Blandt dem var den medicinstuderende Mathias Hansen, der skulle til forelæsning.

- Nogle havde set noget politi, så der var lidt snak. Og så fik vi at vide af universitets ledelse, at alt skulle evakueres, siger Mathias Hansen til TV 2 Østjylland.

De medicinstuderende har fået at vide, at forelæsningen vil foregå på Zoom.

Naturhistorisk Museum, der er placeret i Universitetsparken, vil åbne som normalt klokken 10.

- Den største påvirkning for os er fornemmelsen af, at der er brand i naboens hus. Men det ændrer ikke ved, at der er trygt og godt i ens eget hus, siger museumsdirektør Bo Skaarup.

Østjyllands Politi modtog en anmeldelse omkring klokken tre natten til tirsdag.

Politiet oplyste, at flere personer havde fået det skidt med de samme symptomer.

Tirsdag morgen har politiet været til stede i Universitetsparken med flere patruljer.

Politiet har fået assistance af Beredskabsstyrelsens kemiske beredskab, HaZMat, der står for Hazardous Materials - farlige materialer.

Ifølge Beredskabsstyrelsens hjemmeside består et HaZMat-hold af specialuddannede personer fra Beredskabsstyrelsen og kemikere fra styrelsens kemiske beredskab.

Politiet oplyste klokken 8.30, at der vil gå "en del tid" med undersøgelserne.

/ritzau/

København, 30/05/2025 - 11:17

Kongehuset offentliggør nye portrætter af tvillingerne

Det er en tradition, at kongehuset løbende deler nye officielle fotos. Nu er der knipset nye portrætter af prins Vincent og prinsesse Josephine.

Kongehuset fremstiller med jævne mellemrum nye officielle portrætter af medlemmerne. Og nu er turen kommet til kong Frederik og dronning Marys 14-årige tvillinger, prins Vincent og prinsesse Josephine.

Billederne er blandt andet blevet delt på kongehusets officielle Instagram-profil, som flere end 1,1 million brugere følger.

- Disse portrætter anvendes af Kongehuset i forskellige officielle sammenhænge, skriver kongehuset i opslaget.

Her har man delt tre billeder. Et billede, hvor tvillingerne står sammen, og et portræt af dem hver især.

Prins Vincent er den tredje i arvefølgen til den danske trone, mens hans 26 minutter yngre søster er den fjerde. Foran dem er deres 19-årige storebror, kronprins Christian, og 18-årige storesøster, prinsesse Isabella.

Selv om tvillingerne indgår i arvefølgen, vil de ikke modtage apanage i fremtiden. Det vil kun deres storebror, kronprins Christian.

Til daglig går prinsesse Josephine i 7. klasse på Kildegård Privatskole i Hellerup. En skole, hun skiftede til i sommeren 2023. Inden da havde hun gået i prins Vincents parallelklasse på Tranegårdskolen, som også ligger i Hellerup.

Kongefamilien er på privat udlandsophold i disse dage. Derfor er dronning Margrethe rigsforstander, oplyste kongehuset til Ekstra Bladet fredag formiddag.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/05/2025 - 08:00

Nygift dansk hitmager: Jeg finder ikke nogen bedre

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sangeren Victor Gaardboe er blevet gift med sin eneste ene. Han synger om kærligheden og drømmene på sit femte album, der er dedikeret til hustruen.

- Hvis det er sådan her kærlighed føles, så vil jeg ikke have noget med det at gøre, siger Victor Gaardboe.

Den 26-årige hitmager, der kendes bedre under navnet Gobs, var tæt på at give op på drømmen om den eneste ene.

Det var lige indtil, han mødte den dengang 21-årige Josephine-Emilia Nielsen tilbage i sommeren 2021.

Det skulle hurtigt vise sig, at der var tale om kærlighed ved første blik.

- I dag er det den 17. juli, klokken er 22.41, og for første gang føler jeg, at jeg potentielt har mødt hende, jeg gerne vil dele resten af mit liv med.

- Jeg har kendt hende i fire timer nu. Jeg kan bare mærke det, føler jeg, siger en forelsket Gobs i en privat optagelse.

Lydoptagelsen er begyndelsen på sangerens nyeste album, "I dag, i morgen, 4 evigt", der er dedikeret til hans nyslåede hustru.

- Jeg tog bare en chance. Nu satte jeg mig ned og lavede den her memo for at manifestere det for en gangs skyld.

- Jeg tror, at man møder nogle mennesker i sit liv, hvor man kan mærke, at man selv bliver et bedre menneske. Jeg har ikke mødt mange af de mennesker, men hun er et af dem, siger han.

Parret har nu været sammen i fire år, og de har siden den 12. april, hvor de blev gift på Sølyst i Klampenborg, kunnet kalde sig mand og kone.

Nye titler, som har været hemmelige for offentligheden indtil for nylig, hvor Gobs også annoncerede udgivelsesdatoen for sit album.

Og selv om albummet er en kærlighedserklæring til det nyeste medlem af Gaardboe-familien, Josephine-Emilia Gaardboe, så er der også andre tanker bag albummet, der er Gobs' mest personlige og poppede til dato.

- Jeg har lavet musik i mange år, og det er gået rigtig godt, men på et tidspunkt når man også til et punkt, hvor man gerne vil lave noget, der rører folk på en anden måde, end når de er ude at feste.

- Det er en kæmpe kærlighedserklæring, men for mig er det også mere end det. Det er et album, som alle mine lyttere forhåbentlig kommer til at kunne bruge i deres liv, og jeg håber, at det bliver et album, som man kan lytte til sammen med den, man elsker, siger han og tilføjer:

- Og så håber jeg, at dem som forelsker sig i det, virkelig kommer til at forelske sig i det, og at det bliver et album, som kan leve i dem i resten af deres liv.

De 16 sange, der er på albummet, tager udgangspunkt i parrets kærlighed til hinanden, og som lytter får man en bid af deres kærlighedshistorie.

Man bliver blandt andet taget tilbage til deres første møde på nummeret "Sommeren 21".

- Det var første gang, jeg var mig selv, og første gang jeg følte, at jeg var den bedste version, som jeg kunne være.

- Alle de ting, der skete den sommer, føltes som om, at mit liv startede rigtigt.

Men de to turtelduer har også en historie, der går forud for det fysiske første møde, som offentligheden ikke har haft kendskab til før.

- Vi har to historier for, hvordan vi mødte hinanden. Vi har den, som vi har fortalt et par gange offentligt: At vi mødte hinanden til en fest. Men nu er vi blevet gift og sådan. Uheldigvis er der tale om "Gen Z love". Jeg har det ikke godt med det, griner Victor Gaardboe og fortæller videre:

- Forestil dig, at der ligger en dreng på Bornholm, og han kan ikke sove. Han har lige lavet et album, og nu ligger han og scroller. Så ser han pludselig den her meget smukke pige, og så prøver han at "like", og så ser han lige, hvad der sker. Det var sådan vi mødte hinanden. Vi mødte hinanden på internettet.

- Derefter skriver vi sammen og taler rigtig meget i telefon i en periode, og så aftaler vi, at Josephine skal komme hjem til mig. Og så tog hun ikke rigtig hjem bagefter.

Derfra bevægede tingene sig hurtigt fremad. Et par måneder senere flyttede de sammen i Victor Gaardboes lejlighed i København, og i december samme år valgte de at købe en hund sammen.

- Vi fik meget skudt i skoene dengang, at vi var for hurtige, men det har jeg en meget klar holdning til. Hvis man føler, at noget er rigtigt, så skal man ikke vente bare for at vente.

- Jeg ved, at jeg ikke finder nogen, der er bedre end Josephine alligevel, så jeg kan slet ikke se idéen med, at vi skulle vente. Det er ikke kun med at gifte sig eller flytte sammen, det er med alt. Det går op for mig lige nu, at jeg er meget utålmodig, siger hitmageren.

Den næste milepæl venter da også lige rundt om hjørnet.

I slutningen af marts meldte flere medier, at parrets lejlighed på Islands Brygge i København var sat til salg.

Nu lyder det fra den danske stjerne, at lejligheden er solgt for 10,5 millioner, og at der er skrevet under på købsaftalen af en lidt større lejlighed i samme område, der dog ligger i første række ud til den københavnske kanal.

- Vi bor på ottende sal, og nu skal vi flytte ned på første, så det er nemt, når man skal ud med "ungerne", siger Victor Gaardboe med reference til hundene Prada og Loui.

Og parret har da også fortsat masser af mål og drømme for fremtiden, lyder det.

- Når musik en eller anden dag bare er et minde, så vil jeg gerne have en kæmpe landejendom med en lang allé op til en indkørsel med en statue i midten, og så bare have heste, hunde og plads. Langt væk fra København, siger Gaardboe.

Ud over, at det skal være langt fra hovedstaden, så ved Victor Gaardboe dog ikke, hvor huskøbet i fremtiden skal falde.

Både han og Josephine-Emilia Gaardboe vil gerne prøve noget andet end Roskilde og Horsens, hvor de hver især er vokset op.

Og så må det desuden heller ikke ligge for langt fra Victor Gaardboes forældre, der også bor på Islands Brygge.

- Jeg vil gerne være far. Det er nok den største drøm, jeg har. Den har jeg ikke altid haft, men det har jeg nu, fordi jeg har fundet hende, som jeg er sikker på bliver verdens bedste mor.

- Så jeg vil gerne være tæt på dem. De bliver også ældre, og hvis man på et tidspunkt får et barn, og det sker inden for ikke den allernærmeste, men den nærmeste fremtid, så tror jeg, at det ville være svært at sige: "Nu flytter vi til fucking Jylland", siger han og tilføjer:

- Også fordi, at jeg altid har følt, at den største gave, du kan give dine forældre, det er at gøre dem til bedsteforældre.

I den kommende tid venter endnu en drøm, når de nygifte tager hul på deres bryllupsrejse i september.

Planen var egentlig, at de skulle være taget afsted umiddelbart efter brylluppet, men på grund af sommerens festivaler og koncerter har de valgt at udskyde.

- Vi skal ned gennem Europa. Vi var meget på bilferie, da jeg var lille, og det har jeg ikke været siden, så det var min helt store drøm at tage en bil og køre ned gennem Europa og bare være til stede, fortæller Victor Gaardboe.

- Det gør også, at vi forlænger perioden som nygifte lidt.

Og begyndelsen på den periode har været over al forventning samtidig med, at der ikke er meget, der er forandret.

- Vi har mærket hinanden på en anden måde end før, fordi nu ved man, at slutmålet er, når vi dør engang. Der skal vi helst blive begravet ved siden af hinanden, ellers er der gået noget galt.

- Så i virkeligheden er tingene meget det samme, men med de udsigter, og at det er det, vi jagter resten af livet, lyder det.

"I dag, i morgen, 4 evigt" kan høres på alle musiktjenester fra 30. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/05/2025 - 09:00

FAKTA: Når du køber brugte varer af private

Når du køber brugte varer af en privat sælger, anbefaler jurist Martin Bruun, at du indgår en aftale med sælger, der indeholder følgende:

* Hvad der købes.

* Hvad prisen er.

* Hvad produktet skal kunne.

* Hvilke elementer af produktet, der ikke virker.

* Hvornår produktet skal leveres.

* Hvordan produktet skal leveres.

* Om der er fortrydelsesret, og i så fald hvor længe den varer.

Kilde: Martin Bruun, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/05/2025 - 09:00

Kend dine rettigheder ved køb af brugte varer

Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix

Når du handler hos en virksomhed, er du vant til at kunne reklamere eller returnere et produkt, hvis det ikke fungerer. Handler du brugt, gælder andre regler.

Hvis du har brug for en ny mobiltelefon eller et par pæne sko til en særlig lejlighed, kan du ofte spare en del penge ved at købe brugt.

Men hvilke rettigheder har man egentlig, hvis man ikke er tilfreds med det produkt, man har købt på et af sommerens loppemarkeder eller på en online salgsplatform for brugte ting?

Ifølge Martin Bruun, som er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk, er der flere ting, man skal være opmærksom på, og det er ikke altid lige let at finde rundt i.

Når man foretager forbrugerkøb - altså med en virksomhed - har man via lovgivningen nogle forbrugerbeskyttelsesregler, der ikke kan tages fra en.

Og virksomheden kan ikke ikke lave en aftale med dig, hvor du fraskriver dig rettighederne.

Det gælder blandt andet 14 dages fortrydelsesret på onlinekøb, to års reklamationsret og leveringsdato.

Men man er kun forbruger, når man handler med en erhvervsdrivende.

Så man kan godt sløjfe de gængse rettigheder, når man køber af private, og de almindelige forbrugerbeskyttelsesregler gælder kun, hvis parterne aftaler det.

Og her opstår en problematik.

- Når du handler på for eksempel Den Blå Avis eller på et loppemarked kan det være svært at vurdere, om man handler med en privatperson eller en erhvervsdrivende.

- For man ved ikke, om en person bare har stillet en bod op denne søndag, eller om han gør det hver eneste dag som en del af en forretning, siger Martin Bruun.

En udfordring ved køb på loppemarkeder er også, at det kan være svært at finde frem til sælgeren igen, hvis man er utilfreds med det købte produkt. Han anbefaler, at man altid anskaffer sig sælgers kontaktoplysninger.

Derudover kan det være svært at gennemskue, om den givne hjemmeside er sælgeren af produktet, eller om den bare formidler salget for en bagvedliggende privat sælger.

- Så når man køber af private, stiller det nogle højere krav til en som køber. Hvis rettighederne betyder noget for en, er man nødt til at aftale de her rettigheder, siger seniorjuristen.

Køber du noget i en tøjbutik, er du ikke forpligtet til at kigge nøje efter små fejl på varen.

Han påpeger dog, at der i flere private handler aftales, at det er "købt som beset", hvilket betyder, at køber erklære sig indforstået med produktets tilstand.

Og hvis man så senere opdager, at der er to store huller i ens nyanskaffede lædersko, så er det bare ærgerligt.

Gennem købeloven vil man altid være beskyttet, hvis den købte vare har mangler. Forskellen er bare, at hvis du reklamerer til en butik, så kan du tage det til Forbrugerklagenævnet.

Stejler en privat sælger over din reklamation, er du nødt til at gå til en domstol.

- Så selv om du har rettigheder, når du handler med private, er det mega bøvlet at håndhæve dem, siger Martin Bruun.

Så hvis produktet ikke har kostet det hvide ud af øjnene, orker man måske ikke at håndhæve rettighederne.

Er du i tvivl om, hvorvidt den vare, du overvejer at købe, virker, anbefaler han som udgangspunkt, at man holder sig fra den. Men er den lave pris alligevel en kende for fristende, bør du som minimum aftale dine rettigheder som køber.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv