Når en række unge mennesker tjekker ind på det luksuriøse "Paradise Hotel" i Mexico, handler det om at finde en partner, så man kan fortsætte i kampen om pengepræmien på 500.000 kroner.
Ud over spillet havde programmerne gennem mange år garanti for store dramaer, vilde fester og ikke mindst Rikke Gøransson som vært.
Fra hun var blot 20 år gammel, styrede hun showet de følgende 15 år, indtil Viaplay i 2022 foretog nogle drastiske ændringer.
- Jeg blev nærmest taget af, fordi de skulle til at lave en woke udgave. Det skulle jeg ikke være en del af, fortæller Rikke Gøransson i dag.
Realityprogrammet blev omdøbt fra "Paradise Hotel" til slet og ret "Paradise", som ifølge Viaplay skulle være mere tidssvarende.
De indførte kønsneutralitet, enkeltsenge og nye temauger, som skulle behandle emner og dilemmaer, der tydeligere afspejler nutiden, lød det.
Værterne blev i stedet Olivia Salo og Emil Olsen, og Rikke Gøransson tjekkede så at sige ud.
- Jeg vil ikke sige, at det var en fælles beslutning. Det var mere den ene part end den anden. Men nu er jeg ret glad for, at jeg ikke lavede det, siger den 39-årige vært i dag og fortsætter:
- Det havde også været lidt underligt, når det koncept, jeg havde været en del af i så mange år, lige pludselig forandrede sig så drastisk.
Der blev kun lavet to sæsoner af "Paradise", før Viaplay i 2023 selv mente, at de havde "dummet sig".
Det nye format levede ikke op til seernes forventninger, lød det.
For Rikke Gøransson betød det, at hun fik muligheden for at vende tilbage som vært.
- Det var jo overhovedet ikke meningen, at jeg skulle lave det igen. Jeg var færdig med det. Jeg tænkte, at jeg skulle lave alt muligt andet, fortæller Rikke Gøransson.
Sideløbende med værtsjobbet uddannede Rikke Gøransson sig til psykoterapeut. Men selv om hun i en periode ikke var vært på "Paradise Hotel", forblev hun på Viaplay. Her lavede hun dokumentarserien "Hvorfor skal Rikke være smuk?", som satte fokus på skønhedsidealer.
Hun vil gerne lave flere lignende dokumentariske programmer i fremtiden.
- Jeg skal forhåbentlig ikke kun lave "Paradise Hotel" i min karriere, siger Rikke Gøransson.
Lige nu er det dog netop i realityprogrammet i Mexico, at Rikke Gøransson lægger sit fokus.
Selv om den erfarne vært var tilbage igen fra sæson 19, holdt man i starten fast i nogle af de tiltag, der i højere grad skulle afspejle tiden. Som at man for eksempel fortsat kunne danne par med deltagere af samme køn.
- Det var svært for mig, lige da jeg kom tilbage, at der ikke skulle være fokus på køn, siger Rikke Gøransson om de første sæsoner tilbage i værtsrollen.
- Det er jo lige så meget også et datingshow, synes jeg. Det er jo spændingen mellem en dreng og en pige, og det er sådan, at hele matrixen er bygget op.
- Det var svært at tage noget, som var bygget til én ting, og prøve at omdanne det til noget andet. Det spænd gik ikke så godt, mener hun.
I sæson 21 fik man så de kønnede konkurrencer om Mr. og Miss Paradise tilbage, ligesom at deltagerne igen skulle danne par med en af modsatte køn.
Rikke Gøransson ser dog alligevel, at programmet har udviklet sig i takt med tiden og samfundets kultur.
- Jeg tror også, at programmet ligesom vores samfund har haft brug for at stramme op. At få tydeliggjort nogle grænser i vores adfærd, siger Rikke Gøransson og understreger:
- Jeg synes, at det er godt, at programmet gennemgik den udvikling, men jeg er bare glad for, at det ikke døde helt, siger Rikke Gøransson.
I dag lægger man også meget vægt på at fremlægge retningslinjer for deltagernes opførsel.
- Jeg tror slet ikke, at folk er klar over, hvor meget arbejde der bliver lagt i at passe på de her unge mennesker. Det vigtigste er, at de har det godt, siger Rikke Gøransson og uddyber:
- Det er jo ikke bare for at lave godt tv. Vi kan jo godt lide de mennesker, der er med.
- Generelt set opfører deltagerne sig meget pænere over for hinanden, end de gjorde, da jeg var vært i starten, fortæller hun.
Optagelserne af den 22. sæson har været helt anderledes end alle de andre, Rikke Gøransson har stået i spidsen for.
Hun har nemlig både sin lille datter, Rio, og sin forlovede, Bruno, med sig over Atlanten.
Den i dag 39-årige tv-vært ved endnu ikke, hvor længe hun vil blive ved med at lave programmet, som har været en del af hendes liv, siden hun selv var med som deltager i tredje sæson, som blev sendt i 2007.
- Jeg troede, at det var slut. Og nu er jeg på vej igen. Jeg har altid sagt: "Så længe det er sjovt at lave, og så længe folk vil have mig". Det er jo også det, det handler om, siger Rikke Gøransson.
/ritzau/