Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/05/2025 - 08:00

Nygift dansk hitmager: Jeg finder ikke nogen bedre

Sangeren Victor Gaardboe er blevet gift med sin eneste ene. Han synger om kærligheden og drømmene på sit femte album, der er dedikeret til hustruen.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus

- Hvis det er sådan her kærlighed føles, så vil jeg ikke have noget med det at gøre, siger Victor Gaardboe.

Den 26-årige hitmager, der kendes bedre under navnet Gobs, var tæt på at give op på drømmen om den eneste ene.

Det var lige indtil, han mødte den dengang 21-årige Josephine-Emilia Nielsen tilbage i sommeren 2021.

Det skulle hurtigt vise sig, at der var tale om kærlighed ved første blik.

- I dag er det den 17. juli, klokken er 22.41, og for første gang føler jeg, at jeg potentielt har mødt hende, jeg gerne vil dele resten af mit liv med.

- Jeg har kendt hende i fire timer nu. Jeg kan bare mærke det, føler jeg, siger en forelsket Gobs i en privat optagelse.

Lydoptagelsen er begyndelsen på sangerens nyeste album, "I dag, i morgen, 4 evigt", der er dedikeret til hans nyslåede hustru.

- Jeg tog bare en chance. Nu satte jeg mig ned og lavede den her memo for at manifestere det for en gangs skyld.

- Jeg tror, at man møder nogle mennesker i sit liv, hvor man kan mærke, at man selv bliver et bedre menneske. Jeg har ikke mødt mange af de mennesker, men hun er et af dem, siger han.

Parret har nu været sammen i fire år, og de har siden den 12. april, hvor de blev gift på Sølyst i Klampenborg, kunnet kalde sig mand og kone.

Nye titler, som har været hemmelige for offentligheden indtil for nylig, hvor Gobs også annoncerede udgivelsesdatoen for sit album.

Og selv om albummet er en kærlighedserklæring til det nyeste medlem af Gaardboe-familien, Josephine-Emilia Gaardboe, så er der også andre tanker bag albummet, der er Gobs' mest personlige og poppede til dato.

- Jeg har lavet musik i mange år, og det er gået rigtig godt, men på et tidspunkt når man også til et punkt, hvor man gerne vil lave noget, der rører folk på en anden måde, end når de er ude at feste.

- Det er en kæmpe kærlighedserklæring, men for mig er det også mere end det. Det er et album, som alle mine lyttere forhåbentlig kommer til at kunne bruge i deres liv, og jeg håber, at det bliver et album, som man kan lytte til sammen med den, man elsker, siger han og tilføjer:

- Og så håber jeg, at dem som forelsker sig i det, virkelig kommer til at forelske sig i det, og at det bliver et album, som kan leve i dem i resten af deres liv.

De 16 sange, der er på albummet, tager udgangspunkt i parrets kærlighed til hinanden, og som lytter får man en bid af deres kærlighedshistorie.

Man bliver blandt andet taget tilbage til deres første møde på nummeret "Sommeren 21".

- Det var første gang, jeg var mig selv, og første gang jeg følte, at jeg var den bedste version, som jeg kunne være.

- Alle de ting, der skete den sommer, føltes som om, at mit liv startede rigtigt.

Men de to turtelduer har også en historie, der går forud for det fysiske første møde, som offentligheden ikke har haft kendskab til før.

- Vi har to historier for, hvordan vi mødte hinanden. Vi har den, som vi har fortalt et par gange offentligt: At vi mødte hinanden til en fest. Men nu er vi blevet gift og sådan. Uheldigvis er der tale om "Gen Z love". Jeg har det ikke godt med det, griner Victor Gaardboe og fortæller videre:

- Forestil dig, at der ligger en dreng på Bornholm, og han kan ikke sove. Han har lige lavet et album, og nu ligger han og scroller. Så ser han pludselig den her meget smukke pige, og så prøver han at "like", og så ser han lige, hvad der sker. Det var sådan vi mødte hinanden. Vi mødte hinanden på internettet.

- Derefter skriver vi sammen og taler rigtig meget i telefon i en periode, og så aftaler vi, at Josephine skal komme hjem til mig. Og så tog hun ikke rigtig hjem bagefter.

Derfra bevægede tingene sig hurtigt fremad. Et par måneder senere flyttede de sammen i Victor Gaardboes lejlighed i København, og i december samme år valgte de at købe en hund sammen.

- Vi fik meget skudt i skoene dengang, at vi var for hurtige, men det har jeg en meget klar holdning til. Hvis man føler, at noget er rigtigt, så skal man ikke vente bare for at vente.

- Jeg ved, at jeg ikke finder nogen, der er bedre end Josephine alligevel, så jeg kan slet ikke se idéen med, at vi skulle vente. Det er ikke kun med at gifte sig eller flytte sammen, det er med alt. Det går op for mig lige nu, at jeg er meget utålmodig, siger hitmageren.

Den næste milepæl venter da også lige rundt om hjørnet.

I slutningen af marts meldte flere medier, at parrets lejlighed på Islands Brygge i København var sat til salg.

Nu lyder det fra den danske stjerne, at lejligheden er solgt for 10,5 millioner, og at der er skrevet under på købsaftalen af en lidt større lejlighed i samme område, der dog ligger i første række ud til den københavnske kanal.

- Vi bor på ottende sal, og nu skal vi flytte ned på første, så det er nemt, når man skal ud med "ungerne", siger Victor Gaardboe med reference til hundene Prada og Loui.

Og parret har da også fortsat masser af mål og drømme for fremtiden, lyder det.

- Når musik en eller anden dag bare er et minde, så vil jeg gerne have en kæmpe landejendom med en lang allé op til en indkørsel med en statue i midten, og så bare have heste, hunde og plads. Langt væk fra København, siger Gaardboe.

Ud over, at det skal være langt fra hovedstaden, så ved Victor Gaardboe dog ikke, hvor huskøbet i fremtiden skal falde.

Både han og Josephine-Emilia Gaardboe vil gerne prøve noget andet end Roskilde og Horsens, hvor de hver især er vokset op.

Og så må det desuden heller ikke ligge for langt fra Victor Gaardboes forældre, der også bor på Islands Brygge.

- Jeg vil gerne være far. Det er nok den største drøm, jeg har. Den har jeg ikke altid haft, men det har jeg nu, fordi jeg har fundet hende, som jeg er sikker på bliver verdens bedste mor.

- Så jeg vil gerne være tæt på dem. De bliver også ældre, og hvis man på et tidspunkt får et barn, og det sker inden for ikke den allernærmeste, men den nærmeste fremtid, så tror jeg, at det ville være svært at sige: "Nu flytter vi til fucking Jylland", siger han og tilføjer:

- Også fordi, at jeg altid har følt, at den største gave, du kan give dine forældre, det er at gøre dem til bedsteforældre.

I den kommende tid venter endnu en drøm, når de nygifte tager hul på deres bryllupsrejse i september.

Planen var egentlig, at de skulle være taget afsted umiddelbart efter brylluppet, men på grund af sommerens festivaler og koncerter har de valgt at udskyde.

- Vi skal ned gennem Europa. Vi var meget på bilferie, da jeg var lille, og det har jeg ikke været siden, så det var min helt store drøm at tage en bil og køre ned gennem Europa og bare være til stede, fortæller Victor Gaardboe.

- Det gør også, at vi forlænger perioden som nygifte lidt.

Og begyndelsen på den periode har været over al forventning samtidig med, at der ikke er meget, der er forandret.

- Vi har mærket hinanden på en anden måde end før, fordi nu ved man, at slutmålet er, når vi dør engang. Der skal vi helst blive begravet ved siden af hinanden, ellers er der gået noget galt.

- Så i virkeligheden er tingene meget det samme, men med de udsigter, og at det er det, vi jagter resten af livet, lyder det.

"I dag, i morgen, 4 evigt" kan høres på alle musiktjenester fra 30. maj.

/ritzau/

København, 02/11/2025 - 12:52

Tusindvis af tilskuere flokkes til hesteløb i Dyrehaven

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

I år overværer prinsesse Benedikte jagten, når ryttere kæmper om at komme først i den såkaldte Hubertusjagt.

Hvert år tiltrækker det traditionsrige hesteløb Hubertusjagten tusindvis af gæster til Dyrehaven nord for København.

Ved søndagens jagt deltager dronning Margrethes søster, prinsesse Benedikte.

Repræsentanter for kongehuset er normalt til stede for at overvære den cirka 11 kilometer lange jagt, der altid finder sted første søndag i november.

Sidste år var dronning Mary og prinsesse Josephine blandt tilskuerne.

Hubertusjagtens første etape blev skudt i gang klokken 10 ved Peter Lieps Hus.

Jagten fører rytterne i røde jakker gennem flere etaper og i alt 32 forhindringer, der blandt andet inkluderer et spring i Magasindammen - en sø øst for Eremitageslottet.

Slottet har gennem årene været centrum for kongelige jagter.

Og herfra skal prinsesse Benedikte også overrække dronning Marys ærespræmie til vinderen af hesteløbet.

Blandt de cirka 80 ryttere udråbes der en vinder for heste og en for ponyer.

Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de historiske parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt blev anlagt til.

Her lod man en flok hunde jagte en ræv, og feltet af heste og ryttere skulle således følge efter.

I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af erfarne ryttere, der rider forrest med rævehaler på jakkerne.

Jagten er arrangeret af Sportsrideklubben og er blevet afholdt siden 1905 med få undtagelser under Anden Verdenskrig og coronapandemien.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/11/2025 - 08:00

FAKTA: Neel Rønholt

* Neel Rønholt er født i 1984 og uddannet fra Statens Teaterskole.

* Hun debuterede som 16-årig i "Anja & Viktor" og medvirkede efterfølgende i film som "Min søsters børn", "Råzone" og "Dig og mig".

* Mange vil kende hende fra tv-serier som "Badehotellet", "Mercur", "Sygeplejeskolen", "Orkestret" og Tinka-julekalenderne.

* Er tilhænger af nye udfordringer og sagde derfor ja til hovedrollen som Sandy i musicalen "Grease" uden erfaring som sanger og har også deltaget i "Vild med dans".

* Bor i Humlebæk sammen med ægtemanden Jens Sætter-Lassen og parrets to døtre.

* Parret blev gift i 2023 og mødte hinanden som elever på Statens Teaterskole i 2011.

Kilde: Ritzau og Se og Hør.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 02/11/2025 - 10:00

FAKTA: Bilens sikkerhedsudstyr

* Det er ikke et lovkrav i Danmark at have sikkerhedsudstyr med i bilen. I udlandet kan der dog gælde andre regler, og det er derfor godt at tjekke op på, hvis du skal på kør selv-ferie.

* I Danmark er det dog lovpligtigt at sætte en advarselstrekant op, hvis din bil er involveret i et færdselsuheld. FDM anbefaler derfor, at du altid har en advarselstrekant med i bilen.

* FDM's råd er også at have en førstehjælpskasse, en sikkerhedsvest, en nødhammer med seleskærer og et ekstra sæt lygtepærer liggende i bilen.

Kilde: bilejernes interesseorganisation FDM.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/11/2025 - 10:00

Prep din bil så du er beredt på en krisesituation

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Med et lille nødlager i bilen undgår du alt for mange frustrationer, hvis du strander flere timer i din bil, fortæller friluftsvejleder og forfatter.

En kø, der ikke rokker sig ud af flækken, eller et strømsvigt, der lammer trafikken. Det er ikke utænkeligt at havne i en situation, hvor du bliver fanget i din bil i timevis.

Derfor kan det være ganske fornuftigt altid at have et lille nødlager i bagagerummet. Det mener Mette Mortensen, der er friluftsvejleder og forfatter til bogen "Prepperens håndbog", hvor hun guider læseren til at opbygge et hjemmeberedskab.

- Det er smart at have en lille taske eller kasse i bilen, som ikke står i vejen, og som man ikke skal flytte rundt på, og som indeholder nogle af de ting, der er gode at have i sådan en situation, siger Mette Mortensen.

Øverst på hendes pakkeliste står den klassiske førstehjælpskasse.

- Jeg har været rundt og spørge bilister, og mange har faktisk ikke noget så basalt som en førstehjælpskasse liggende i bilen, siger hun.

Dernæst råder hun til at bruge tre grundlæggende elementer som rettesnor.

- Helt basalt handler det om at kunne holde sig mæt, varm og tør, understreger Mette Mortensen, der anbefaler, at du forestiller dig, at du skal kunne klare dig i 24 timer i bilen.

Du behøver dog ikke at proppe dytten med læssevis af langtidsholdbar mad. Et par pakker myslibarer og en dunk med vand er et fint minimum.

Med hensyn til at holde varmen råder Mette Mortensen dig til altid at have et tæppe liggende i bilen.

- Tæppet er rart at have, uanset om det er sommer eller vinter. Det bliver jo koldt om natten, og det er dejligt at kunne tage noget over sig, når man skal hvile sig lidt, siger hun.

Er du strandet i timevis, kan du heller ikke undgå, at du må ud af bilen og træde af på naturens vegne, og derfor anbefaler Mette Mortensen, at du har en rulle toiletpapir som en del af det lille nødlager.

- Du kan sagtens tørre dig med en græstot, men det er rigtig rart lige at have noget toiletpapir at tørre sin lille mås med, siger hun.

Ønsker du at sammensætte et nødlager, der går lidt ud over de helt basale ting, nævner Mette Mortensen en lommelygte, en nødradio og en eller flere opladte powerbanks.

Et godt gammeldags kort kan også være smart at have liggende i handskerummet.

- Det er en god idé at have et kort ved hånden, fordi du kan befinde dig i en situation, hvor du ikke kan bruge elektroniske hjælpemidler, og hvor du skal være i stand til at finde ud af, hvor du er, og hvordan du kommer til den nærmeste by for eksempel, siger Mette Mortensen.

Hun tilføjer, at kortet faktisk er smart at bruge, selv om elektronikken virker. Det kan nemlig være en måde at spare på den dyrebare strøm.

En del af det at preppe handler ifølge Mette Mortensen ikke kun om overlevelse, men også om at have det rart, mens undtagelsestilstanden står på.

- Pak et spil kort, en bog eller noget andet tidsfordriv, der ikke kræver strøm. Det kan blive nogle lange timer, hvis man skal sidde et døgn i sin bil og kigge ud ad vinduet, siger hun og fortsætter:

- Så det er ikke dumt at have noget underholdning med. Det kan også være noget, der kan bruges til at aktivere børnene, hvis de er med.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek