Det hænder, at en ellers indbydende ret ender med at smage fladt - ikke fordi den er lavet forkert, men fordi den mangler salt.
At salte maden tilstrækkeligt er ikke bare et spørgsmål om smag. Det er nøglen til, at din ret lykkes, fortæller kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen Thomas Rønsch Toftdahl, der giver et par råd til, hvordan du kan ramme den rette mængde salt hver gang.
- Salt er et mineral, der både giver og forstærker smag, siger han.
Hvis du ofte synes, at maden mangler en smule salt ved servering, kan det ifølge Toftdahl skyldes, at et vigtigt trin er blevet sprunget over i madlavningen.
- Den nok nemmeste måde at lykkes med sin saltning er at tilsætte en smule salt under tilberedningen og derefter tilsmage retten, når den er færdig, siger han.
- Det er helt afgørende at huske tilsmagningen inden servering. For det er her, man som kok vurderer, om smagene sidder, som de skal - og justerer, hvis ikke det er tilfældet.
Ud over at give smag bruges salt som konserveringsmiddel, da det trækker vand ud af ingredienserne gennem en proces kaldet osmose. Det reducerer vandindholdet og hæmmer væksten af bakterier.
- Salt kan også forbedre teksturen i eksempelvis frikadeller ved at binde ingredienserne sammen. Når saltet tilsættes frikadellefarsen, opløses proteinerne i kødet, og det hjælper med at holde farsen sammen, siger han.
Det er sværere at justere salt i frikadeller, når de først er tilberedt. For at sikre den rette saltmængde bør du derfor smage på farsen, inden du begynder at stege, eller stege en lille prøvefrikadelle og smage den, før du fortsætter.
- Mange ingredienser, såsom kødkraft, tomatpuré og soja, indeholder en del salt. Hvis du bruger dem i en ret, bør du være ekstra varsom med salt og stadig tilsmage til sidst, siger han.
Selv om salt er vigtigt for smagen, anbefaler myndighederne at være opmærksom på sit saltforbrug, da for meget salt kan være medvirkende årsag til helbredsproblemer, såsom forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og mavekræft.
Ifølge Fødevarestyrelsen spiser ni ud af ti danskere mere salt end de officielle anbefalinger, som lyder på maksimum fem-seks gram salt dagligt.
Især mænd har et højt saltindtag og spiser i gennemsnit mere salt end kvinder.
- Ved at salte lidt mindre under tilberedningen og tilsmage til sidst, vil det typisk også være nemmere at ramme den rette saltbalance, der hverken er for meget eller for lidt, siger Thomas Rønsch Toftdahl.
Salt findes i mange forskellige varianter, men ifølge Thomas Rønsch Toftdahl kan du faktisk nøjes med at have to typer salt i hjemmet:
- De er det klassiske fine husholdningssalt og havsalt i flager, hvis man vil have lidt mere tekstur.
Thomas Rønsch Toftdahl anbefaler, at man vælger et salt, der udvindes fra naturen. Det kan være salt fra havvand eller underjordiske kilder.
Han kalder salt for et af de vigtigste redskaber i køkkenet. Og tilsmagning er altså en af de mere enkle veje til at ramme den rette saltbalance hver gang.
/ritzau fokus/