Istanbul, 21/07/2025 - 00:40
Iran skal mødes med europæiske lande i Tyrkiet
Frankrig, Storbritannien og Tyskland skal mødes med Iran i Istanbul efter trusler om sanktioner mod Iran.
Tatyana Makeyeva/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Repræsentanter for Iran og tre europæiske lande skal mødes i Istanbul i Tyrkiet fredag og tale om Irans atomprogram.
Det siger en talsperson for Irans udenrigsministerium ved navn Esmaeil Baghaei ifølge statslige iranske medier.
Det sker, efter at Frankrig, Storbritannien, Tyskland og EU torsdag advarede Iran om sanktioner, hvis der ikke skete fremskridt mod en aftale om landets atomprogram.
Mødet vil finde sted mellem de tre lande - kendt som E3 - og Iran på viceministerniveau, lyder det.
Det er første gang, at der afholdes et sådant møde om Irans atomprogram, siden en våbenhvile blev indledt efter en kort krig med Israel i juni. Før krigen deltog Iran i flere runder samtaler med USA om atomprogrammet.
De tre europæiske lande er sammen med Kina og Rusland de resterende parter i en atomaftale fra 2015, som USA trak sig ud af i 2018. Denne ophævede sanktionerne mod det mellemøstlige land i bytte for begrænsninger i dets atomprogram.
E3 har sagt, at de vil tage en særlig mekanisme kendt som "snapback" i brug fra den nuværende atomaftale, hvis forhandlingerne mellem Iran og USA ikke enten genoptages eller ikke fører til konkrete resultater.
Klausulen fastslår, at underskriverne har ret til på egen hånd at udløse en genindførelse af sanktioner, såfremt Iran har brudt aftalen på afgørende vis.
Det kommenterede Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, på tidligere på ugen.
- Hvis EU og E3 vil spille en rolle, burde de handle mere ansvarligt og tilsidesætte de forældede politikker med trusler og pres, herunder "snapback", som de absolut mangler moralsk og juridisk grundlag for at benytte, sagde han.
Før krigen med Israel afholdt Iran og USA fem runder atomforhandlinger med Oman som mægler. Fremskridtene var dog begrænsede.
Vesten ønsker at nedbringe Irans uranberigelse til nul for at minimere risikoen for, at landet udvikler atomvåben.
Iran fastholder, at dets atomprogram udelukkende er beregnet til civile formål.
/ritzau/Reuters