Washington D.C., 18/06/2025 - 02:29
Trump vil udskyde frist for TikTok-salg med 90 dage
For tredje gang vil Donald Trump give ByteDance mere tid til at finde en køber til TikTok.
Dado Ruvic/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
USA's præsident, Donald Trump, vil i denne uge udskyde fristen for, hvornår ByteDance skal have fundet en køber til TikTok uden for Kina.
Det meddeler Det Hvide Hus.
ByteDance har for nuværende en frist, der udløber 19. juni. Men perioden vil blive forlænget med 90 dage, siger pressesekretæren i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt.
- Præsident Trump vil i denne uge underskrive endnu et dekret, der skal holde TikTok kørende, siger Leavitt.
Det vil være tredje gang, at Trump giver ByteDance mere tid til at finde en køber, der kan overtage den amerikanske del af platformen, hvor brugere kan dele korte videoer.
Oprindeligt var et forbud mod TikTok i USA planlagt til at træde i kraft i januar, hvis ikke kontrollen med den amerikanske del kom på andre hænder.
Men Trump besluttede, at ByteDance, der opererer fra Kina, skulle have mere tid.
Med en forlængelse på yderligere 90 dage vil selskabet have indtil midten af september.
- Præsident Trump vil ikke have TikTok til at gå i sort, siger Karoline Leavitt.
Hun tilføjer, at den amerikanske regering i løbet af de næste tre måneder vil sørge for, at et salg bliver gennemført, så amerikanere kan blive ved med at bruge TikTok og føle sig sikre på, at deres data er i trygge hænder.
Det er datasikkerhed, der ligger til grund for den lov, der forbyder TikTok.
I foråret så det ud til, at et salg snart ville blive gennemført. En gruppe amerikanske investorer stod klar, men aftalen blev sat på pause, efter at Kina indikerede, at landet ikke ville godkende den.
Det skete, kort tid efter at Trump havde præsenteret høje toldsatser på kinesiske varer.
Flere demokratiske senatorer har kritiseret Trumps ageren over for ByteDance. De mener ikke, at præsidenten har mandat til at udskyde fristen.
Ifølge TikTok har appen omkring 170 millioner brugere i USA, hvis befolkning tæller omtrent 340 millioner.
/ritzau/Reuters