En opsigelse fra udlejer kan vende op og ned på tilværelsen. Men ligesom du har pligter, når du lejer en bolig, har du også rettigheder, som du bør kende.
For der er klare regler for, hvornår en udlejer kan opsige eller ophæve en lejeaftale. Sådan lyder det fra chefjurist i Lejernes Landsorganisation Anders Svendsen.
- Det har betydning, hvilken type bolig man lejer. Hvis du eksempelvis lejer et værelse i en bolig, hvor udlejeren også selv bor, er du ret dårligt beskyttet. Her kan udlejer frit opsige med én måneds varsel, siger han.
Men hvis du lejer en hel bolig, har du normalt betydeligt bedre rettigheder.
Så kan udlejer som udgangspunkt ikke opsige dig uden en god grund, forklarer Anders Svendsen:
- Det er ret begrænset, hvad der accepteres som en god grund. Udlejer kan normalt ikke opsige en lejer, blot fordi boligen eller ejendommen med boligen skal sælges.
Til gengæld står udlejeren noget stærkere, hvis vedkommende selv ønsker at flytte ind i boligen. Så kan udlejer nemlig opsige sin lejer med et års varsel.
Men der skal ofte foretages en rimelighedsvurdering af, om udlejers opsigelse er berettiget. Det fortæller chefkonsulent i EjendomDanmark Mogens Dürr.
- Det er også en forudsætning, at udlejer ejer ejendommen personligt og ikke gennem eksempelvis et selskab, siger han.
Der gælder dog en særlig regel, hvis udlejeren selv tidligere har boet i boligen.
Så har udlejeren nemlig fri adgang til at opsige en lejer, uden at der skal foretages en rimelighedsvurdering.
- Et eksempel kunne være, at et par er gået fra hinanden, ingen af dem har råd til eller ønsker at blive boende, og det ikke er det rette tidspunkt at sælge boligen. Det besluttes derfor, at boligen i første omgang skal lejes ud, siger Mogens Dürr.
- Hvis den ene af dem så senere selv ønsker at flytte ind i boligen igen, kan lejeren opsiges.
En opsigelse fra udlejeren skal altid sendes som et fysisk brev. Og er du som lejer uenig, skal du gøre skriftlig indsigelse, senest seks uger efter at du har modtaget opsigelsen.
Anders Svendsen anbefaler, at du får dokumentation på, at din indsigelse er sendt rettidigt med brevpost, så du senere kan dokumentere det, hvis det skulle blive nødvendigt.
- Hvis lejeren gør indsigelse, skal udlejeren inden for seks uger efter lejerens frist tage sagen i retten. Ellers bortfalder opsigelsen, siger han.
En udlejer kan også opsige en lejer, der har tilsidesat god skik og orden. Det kan være, hvis husordenen ikke bliver overholdt på grund af støjende adfærd, eller hvis lejer udviser truende adfærd eller begår hærværk.
- Her er det vigtigt at understrege, at formålet med opsigelsen vil være at tage hensyn til de andre beboere, siger Mogens Dürr.
Er der tale om grove overtrædelse af god skik og orden, kan udlejeren sommetider ophæve lejeaftalen.
- Det betyder, at lejer i princippet skal fraflytte omgående, mens en opsigelse typisk sker med et tre måneders varsel, siger han.
Men den mest almindelige årsag til ophævelse af en lejeaftale er manglende betaling af husleje.
Ifølge Mogens Dürr er der en række regler og frister, som en udlejer skal overholde, før en ophævelse på grund af betalingsmisligholdelse er gyldig:
- En udlejer skal indledningsvis sende et påkrav om den manglende lejebetaling med brevpost, og først efter yderligere 14 dage kan udlejer ophæve lejeaftalen, hvis der stadig ikke er betalt husleje.
Han tilføjer, at det i praksis er en ret tung proces for udlejeren at opsige eller ophæve en lejeaftale, selv om det umiddelbart lyder relativt simpelt.
/ritzau fokus/