São Paulo, 18/07/2025 - 04:36
Brasiliens præsident: Trumps told er uacceptabel afpresning
Varer fra Brasilien vil efter planen blive pålagt importtold på 50 procent i USA. Lula kalder det afpresning.
Af: /ritzau/
Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, vil ikke tage imod ordrer vedrørende told fra nogen udlænding.
Det siger han med henvisning til USA's præsident, Donald Trump, som har meddelt, at varer fra Brasilien fra 1. august vil blive pålagt en amerikansk importtold på 50 procent.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Lula kalder også den nye told fra USA for uacceptabel afpresning.
Ordene fra den brasilianske præsident kommer natten til fredag dansk tid, hvor han har holdt to taler.
Trump har blandt andet begrundet toldsatsen mod Brasilien med Brasiliens behandling af den tidligere præsident Jair Bolsonaro. Han mener, at retssagen mod Bolsonaro er en heksejagt.
Bolsonaro er anklaget for at have planlagt et kup for at forhindre den nuværende præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, i at tiltræde embedet i januar 2023.
Lula og hans kabinet har samtidig understreget Brasiliens suverænitet og opfordret til, at forhandlinger om en handelsaftale med USA finder sted.
- Ingen udlænding skal give ordrer til den her præsident, siger Lula i en tale.
Han tilføjer, at Brasilien ville fortsætte med regulering og beskatning af amerikanske tech-virksomheder.
Senere torsdag - i en anden tale - siger Lula, at Brasilien har forhandlet med USA om told og gentager, at landet i maj sendte et forslag til en aftale til USA.
- Vi forventede et svar, og det, vi fik, var uacceptabel afpresning i form af trusler mod brasilianske institutioner og falske oplysninger om handel mellem Brasilien og USA.
/ritzau/