August er traditionelt den måned, hvor flest danskere skifter job. De seneste år er over 90.000 personer startet i nyt job i august, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Et jobskift er ikke kun et karrierevalg. Det påvirker også din økonomi, så det er vigtigt at være opmærksom på flere praktiske forhold.
En af dem er den ferie, du allerede har optjent, fortæller Gitte Bak Bragenholt, som er faglig medarbejder i Den Offentlige Gruppe hos fagforbundet 3F:
- Når man skifter job, anbefaler vi, at man undersøger, hvor den hidtil optjente ferie er placeret, siger hun.
Samme opfordring kommer fra chefkonsulent i Ingeniørforeningen IDA Jacob Plenaa Thorngreen.
- Værdien af de optjente feriedage, som man ikke nåede at afholde hos sin tidligere arbejdsgiver, bliver overført til Feriekonto, så man kan bruge pengene til at holde ferie hos sin nye arbejdsgiver, indtil man optjener nye feriedage, siger han.
Det vil normalt fremgå af den sidste lønseddel, hvor mange dage det drejer sig om, tilføjer han.
Hvis du har feriepenge, der er blevet overført til Feriekonto, kan du se dem på hjemmesiden borger.dk/feriepenge ved at logge ind med MitID.
Hvis du får en bonus, bør du også være opmærksom på den.
- Man har ret til bonus i hele sin ansættelsesperiode. Nogle arbejdsgivere afregner med det samme, mens andre først udbetaler, når året er gjort op. Man bør tjekke, om beløbet ser fornuftigt ud, siger Jacob Plenaa Thorngreen.
Du kan eventuelt sammenligne din bonus med det, du har fået i tidligere år.
- Er man i tvivl om noget i forbindelse med bonus eller overførsel af ferie fra sin tidligere arbejdsgiver, kan man kontakte sin fagforening, siger han.
Gitte Bak Bragenholt anbefaler, at du altid tjekker dine lønsedler, da der kan forekomme fejl, selv om det sjældent sker med vilje, understreger hun.
Og det er særligt vigtigt at gennemgå den første lønseddel fra det nye job.
- Her kan man med fordel få hjælp af sin fagforening, hvis man er medlem. Medbring blot ansættelseskontrakt og lønsedlen, så kan fagforeningen vurdere, om alt ser korrekt ud, siger hun.
Hvis det nye arbejde har en anden løn, skal du huske at justere din forskudsopgørelse.
- Det er ens eget ansvar at opdatere den, så man betaler den korrekte skat i løbet af året og får udbetalt de penge, man har tjent, siger Gitte Bak Bragenholt.
Ud over skattemæssige forhold bør du også undersøge, hvilket pensionsselskab din nye arbejdsgiver benytter, da det kan være et andet end dit nuværende.
- Det er en god idé at informere det nye pensionsselskab, hvis du i forvejen har en pensionsopsparing, siger Gitte Bak Bragenholt og uddyber:
- Derudover er det vigtigt at kende vilkårene for begge ordninger, så du kan anmode om at bevare særlige fordele, hvis pensionerne skal lægges sammen.
Det samme gælder for eventuelle forsikringer, der er knyttet til en pensionsordning.
Ifølge Jacob Plenaa Thorngreen bør du interesse dig for, hvilke forsikringer du har gennem din pensionsordning, så du undgår at betale for forsikringer med samme dækning.
/ritzau fokus/