London, 24/07/2025 - 03:26
Voksmuseum hædrer Taylor Swifts rekordturné med 13 nye voksfigurer
Madame Tussauds kalder 13 nye voksfigurer af Taylor Swift for museets mest ambitiøse projekt til dato.
Natacha Pisarenko/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
13 nye voksfigurer af den succesrige amerikanske sanger Taylor Swift vil i den kommende tid blive udstillet på et udvalg af Madame Tussauds 22 museer.
Det oplyste voksmuseet i en pressemeddelelse onsdag.
Lanceringen af figurerne er - ifølge Madame Tussauds - museets største og mest ambitiøse projekt nogensinde.
Voksfigurerne er alle inspireret af Swifts kostumer under Eras Tour, der er blevet vurderet til den mest indbringende turné til dato.
Turnéen strakte sig over mere end halvandet år og blev afrundet i december 2024. Den indbragte et godt stykke over to milliarder dollar.
- Madame Tussauds markerer denne arv ved at forevige ikoniske øjeblikke fra den historiske turné for fans over hele verden, skriver voksmuseet i pressemeddelelsen.
I mere end et år har 40 af museets kunstnere arbejdet på figurerne af popdronningen.
- Dette her er det mest ambitiøse projekt i Madame Tussauds 250 år lange historie, og det føles helt rigtigt at fremhæve Taylor Swifts stjernestatus, siger Danielle Cullen, der er museets ledende figurstylist, til AFP.
To af de nye voksfigurer vil blive udstillet i Storbritannien - en på museet i London og en på museet i Blackpool.
Yderligere ti af figurerne vil permanent blive udstillet på Madame Tussauds museer i Amsterdam, Berlin, Budapest, Hongkong, Las Vegas, Los Angeles, Nashville, New York, Orlando og Sydney.
Den sidste af figurerne vil ikke få en permanent placering, men vil i stedet løbende få en ny lokation. I første omgang udstilles den på museet i Shanghai.
Den første af figurerne udstilles på museet i London. Her kan swifties, som Taylor Swifts fans kaldes, og øvrige museumsgæster fra og med fredag få figuren at se.
/ritzau/