Istanbul, 30/06/2025 - 23:09
Tyrkiet beordrer fire journalister anholdt efter muhammedtegning
Et populært satirisk magasin i Tyrkiet har udgivet en tegning af profeten Muhammed og Moses, der giver hånd.
Af: /ritzau/AFP
Fire ansatte på et af Tyrkiets førende satiriske magasiner skal anholdes for at have udgivet en karikaturtegning af profeten Muhammed.
Det har chefanklageren i den tyrkiske storby Istanbul udstedt en ordre om, skriver flere tyrkiske medier.
Det drejer sig om magasinet Leman.
- Chefanklagerens kontor har indledt en undersøgelse af udgivelsen af en tegning i Leman-magasinet fra 26. juni 2025, der åbenlyst nedgør religiøse værdier, og der er udstedt arrestordrer på de involverede, lyder det i en udtalelse.
Ifølge de tyrkiske medier har chefanklageren også beordret anholdelserne af Lemans redaktionschef og to chefredaktører.
En kopi af det sort-hvide billede er lagt ud på sociale medier. Billedet viser profeten Muhammed og Moses, der befinder sig i himlen over en by under angreb. De to giver hinanden hånden.
Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlika, oplyser, at politiet har anholdt tegneren bag billedet. På det sociale medie X har han lagt en video op, hvor tegneren anholdes i en trappeopgang.
- Personen ved navn D.P., som lavede denne modbydelige tegning, er blevet pågrebet og er i vores varetægt.
- Disse skamløse individer vil blive stillet til ansvar for loven, skriver Ali Yerlika.
/ritzau/AFP