Boca Chica, 28/05/2025 - 03:13
SpaceX mister kontrol over megaraket under opsendelse
SpaceX har for niende gang testet Starship-raketsystemet. Rumfartsselskabet har mistet kontakten til fartøjet.
Joe Skipper/Reuters
Af: /ritzau/
Rumfartsselskabet SpaceX har natten til onsdag opsendt megaraketten Starship.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Klokken 01.36 dansk tid lettede raketsystemet fra affyringsrampen i Boca Chica, der ligger i den amerikanske delstat Texas.
Raketsystemet består af to dele - et ubemandet rumskib øverst, der ligesom hele systemet hedder Starship, og en løfteraket, som er lavet til at kunne lande igen og blive genbrugt.
Omkring en halv time efter affyringen, som er den niende test af raketsystemet, mistede rumfartsselskabet kontrollen med rumskibet, der begyndte at rotere om sig selv i rummet.
Under en transmission af opsendelsen fra SpaceX, lød det desuden, at rumskibet lækkede brændstof.
Fartøjet er herefter vendt tilbage til Jordens atmosfære, men SpaceX har ikke længere kontakt til det.
- Bare for at bekræfte, vi har officielt mistet kontakten til fartøjet for et par minutter siden. Det betyder, at den niende testflyvning hermed er afsluttet, siger Dan Huot, der er kommunikationschef i SpaceX, ifølge AFP.
Han vurderer, at fartøjet formentligt vil gå op i flammer, før det vil falde ned i Det Indiske Ocean.
SpaceX havde foretaget flere forbedringer på raketten, efter den under to tidligere testopsendelser i år eksploderede og gik i stykker.
Denne gang lykkedes det fartøjet at nå længere ud i rummet end under de to seneste forsøg.
Det er ambitionen, at Starship på et tidspunkt skal blive fuldt genanvendelig. Den 123 meter høje raket skal kunne bruges til at opsende satellitter.
Planen er også, at Starship-systemet skal kunne bruges af den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, til at bringe astronauter til Månen for første gang siden 1972. Det sker som led i Artemis III-missionen.
Raketten spiller desuden en vigtig rolle i SpaceX-stifter Elon Musks ambitioner om at kolonisere Mars.
/ritzau/