Jerusalem, 27/05/2025 - 00:26
Omstridt organisation melder om uddeling af nødhjælp i Gaza
GHF melder, at den har påbegyndt uddeling af nødhjælp i Gaza. Det er ikke bekræftet af kilder i Gaza.
Amir Cohen/Reuters
Af: /ritzau/
Den private organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF), som har fået kritik fra flere organisationer, melder sent mandag aften, at den er begyndt at levere nødhjælp til Gaza.
GHF siger, at den er begyndt at levere lastbiler med mad til udvalgte udleveringssteder. Det er ikke bekræftet fra anden side.
Tidligere mandag lød det fra palæstinensisk side, at man ikke havde set tegn på nødhjælpsleverancer. Det er først sent mandag, at GHF melder om, at leveringerne er udført.
- Flere lastbiler med nødhjælp ankommer i morgen (tirsdag, red.), og strømmen af nødhjælp øges hver dag, lyder det i en udtalelse fra GHF.
Det oplyses ikke, hvor mange lastbiler med nødhjælp GHF angiveligt skal have sendt ind i Gaza, og om hjælpen er nået frem til de civile.
Inden krigen, som fulgte efter den militante bevægelse Hamas' angreb mod Israel 7. oktober 2023, var der dagligt omkring 500 lastbiler, som kom ind i Gaza.
Flere nødhjælpsorganisationer og FN har kritiseret oprettelsen af GHF og sagt, at den humanitære bistand bliver politiseret på grund af et tæt samarbejde med Israel.
Selv har GHF fastholdt, at Israel "ingen operationel kontrol" har over organisationens arbejde.
Natten til mandag meddelte direktøren i GHF, Jake Wood, at han fratrådte sit job med øjeblikkelig virkning.
Han har sagt, at han ikke mener, at GHF's plan for uddeling af nødhjælp kan udføres, hvis organisationen skal leve op til humanitære principper om neutralitet, upartiskhed og uafhængighed.
En kritisk mangel på fødevarer efter en knap tre måneder lang israelsk blokade i Gaza har affødt international kritik - også fra Israels vestlige allierede.
Israel intensiverede angrebene på enklaven den 17. maj, og alene mandag døde 45 mennesker i israelske angreb i Gaza, meldte lokale sundhedsmyndigheder. Der er meldinger om dræbte hver eneste dag.
Gaza er allerede i vid udstrækning ødelagt af israelske bombardementer, hvor de to millioner indbyggere er i fare for at blive ramt af hungersnød.
Israels regering har sagt, at den har intensiveret offensiven i Gaza, fordi den vil udslette Hamas.
/ritzau/Reuters