Ulla Terkelsen og hendes mand Guy havde pakket bilen med barn, bagage og au pair og var kørt fra hjemmet i London på ferie til Italien.
Det var efteråret 1969. De var fri af alle deadlines og tog turen i sløve etaper.
Familien fandt et sted for natten mellem den fransk-italienske grænse. Der var kun én anden på hotellet, en ældre engelsk dame, elegant med sjal om skuldrene. Hun plaprede løs, jovial og glad, inden hun slentrede småsnaldret ud i natten.
- Da jeg så hende, tænkte jeg: "Det er mig, når jeg bliver gammel - hun er fin! Hun ender godt", genfortæller Ulla Terkelsen.
Den aften fik den kendte korrespondent en premonition, som hun siger det efter mange år i udlandet - en forudanelse om, at det sydlandske ville egne sig godt til et ældre liv, hvor man arbejder mindre.
Og sådan er det blevet.
Ulla Terkelsen bor i Cannes. Der er palmer, varmt vand og ditto vejr, og markeder med flinke herrer, der er venlige, selv om man er gammel og dårligt gående.
Her excellerer de i at gøre det trivielle fortryllende. Her kan man være overfladisk for at gøre livet indholdsrigt.
Sjalet om skuldrene er skiftet ud med tørklæder om halsen, men ellers kaster Ulla Terkelsen kaster sig muntert over det meste, nøjagtig som den engelske kvinde for 55 år siden.
- Jeg synes, at det godt kan gå en på, med det der sker i verden. Og det er jo ikke meningen. Man skal tage det alvorligt. Men man skal ikke gå rundt og blive fortvivlet, siger Ulla Terkelsen og fortætter:
- Når man så bliver gammel, som jeg gør, og har beskæftiget sig med meget store problemer, har man også lov til at bare sidde og snakke, om man skal køre til Sanremo, eller om hvilken restaurant der er god.
- Jeg er meget glad for det liv, selv om det ikke er nær så flyvemaskinebåret, som da jeg var yngre. Det synes jeg godt, man kan tillade sig, når man bliver gammel. Det gode liv, la dolce vita.
Ulla Terkelsens la dolce vita begyndte for 80 år siden.
Hun kom til verden i Aarhus 15. maj 1944 med pigenavnet Staalby.
Terkelsen tog hun, da hun blev gift med den litteraturstuderende Svend Terkelsen, som hun mødte til en anti-atomvåben-demonstration, mens hun gik i 2.g. i 60'erne, ung og idealistisk, revolutionær og kommunist.
Det var gennem ham, at hun endte som journalist. Han skulle studere i Polen, og hun rejste med og fik job på den statslige polske radio, der havde en dansk afdeling.
Det unge pars ophold blev til en lille historie bag på den hedengangne avis Demokraten. Da interviewet var slut, spurgte journalisten, hvad Ulla Terkelsen skulle nu.
- Hvad med det her?, lød det, og Ulla Terkelsen blev elev på avisen.
Ægteskabet forliste, men efternavnet har hængt ved, og det samme har journalistikken.
- Det giver mig det, at jeg er tæt ved tiden, siger Ulla Terkelsen, som i anledning af sin fødselsdag udgiver erindringsbogen "I min tid" og skildres i TV 2-dokumentaren "80 år som Ulla Terkelsen".
- At leve tæt op ad tidens puls, og det, der sker, i den tid man er her, har været mit arbejde. Og jeg kunne ikke forestille mig et vigtigere.
Som ung blev hendes talent hædret med et legat fra Landbrugsrådet til en lovende journalistelev, og prisen var en billet til London, som blev hendes base de næste mange år.
På en tur til Wales mødte hun førnævnte Guy, der også var journalist. De blev gift og fik sønnen Nicholas.
Efter fire års ægteskab var forholdet forbi.
- Nyhedsstrømmen har været en fast linje i mit liv. Den har jeg været trofast over for. I forbindelse med mit liv, som har været at flytte meget omkring, har der været et element af troløshed. Det indrømmer jeg gerne, siger Ulla Terkelsen.
- Hvis jeg kan mærke, at noget ikke fungerer - ikke er til gensidig glæde - cutter jeg. Det kan virke meget brutalt. Men jeg synes også, det kan være korrumperende at holde et venskab eller kærlighedsforhold i gang, hvor der skal være en masse forstillelse. Så hellere lidt flyvemaskine ...
Inden Ulla Terkelsen var med til at starte TV 2 i 80'erne, arbejdede hun i en årrække for DR som korrespondent. Dengang var hun en af de eneste kvinder.
Det bemærkede seerne også.
Siden har hun fået opkaldt Café Ulla Terkelsen London i Aalborg efter sig, et teaterstykke og så er hun blevet parodieret.
- Det undrede mig ikke, især i gamle dage, hvor der kun var Danmarks Radio. Havde man været i fjernsynet én gang, vidste folk, hvem man var. De sad der og stirrede på den samme tv-avis aften efter aften efter pausefiskene.
- Men det er ikke noget, der har steget mig til hovedet eller givet mig storhedsvanvid, siger hun.
For hende er formidlingen af verdens vanvid det centrale.
- Jeg synes, det både er vigtigt, men det er også med til at holde mig i live oppe i hovedet, siger Ulla Terkelsen.
- Man bliver stimuleret, og så ligger der også i det, at nyhedsstrømmen er evig. Inden apokalypsen, inden verden går under, er den løbende. Måske også efter - hvad ved vi.
Ulla Terkelsen er pragmatiker. Men det giver stof til tanketanke at vide, at udtoningen er i gang, siger hun.
- Når man er 80, ved man godt, at man ikke har det længste af sit liv foran sig. Men sådan er det. Jeg er en tilfreds 80-årig. Jeg beklager mig ikke, siger Ulla Terkelsen og fortsætter:
- Selvmedlidenhed er en stor synd. Nogle ødelægger deres liv ved det. De fleste af de problemer, jeg måttet have haft, er nogle, jeg selv har forårsaget. Så skal jeg ikke have medlidenhed med mig selv bagefter.
- Der kan være nogle ting, hvor jeg synes, jeg måske skulle have været lidt flinkere - man skal jo ikke være kritisk journalist i forhold til sine medmennesker. Men man skal heller ikke være sødsuppeagtig.
Det gælder også over for hendes allernærmeste som sønnen Nicholas.
- Det er, som alle familieforhold, tit dramatisk - der er nogle spændinger - men for det meste venskabeligt. Vi er begge humorister. Det hjælper. På et eller andet tidspunkt gider vi ikke sådan at gå og råbe lidt af hinanden, siger Ulla Terkelsen.
Hun har allerede ordnet det praktiske, så han og børnebørnene ikke skal stå med det.
Hendes krop er testamenteret til lægevidenskaben. Der skal ikke være en gravsten eller et hvilested, hun vil pålægge andre at passe.
- Det er åbenbart sådan, at de i forskningen kan bruge tænder og hår og alt muligt. Så hvorfor dog ikke? De er velkommen til at gøre det med mig, siger Ulla Terkelsen - fuldstændig nøgternt.
- Amerikanerne siger "has passed away" - er gået bort. Det er, som om vi ikke tør at sige "dø". Det er jo det, det er.
Men da hun mistede sin storesøster for fire år siden, 80 år gammel, efterlod det Ulla Terkelsen i en form for chok. Ulla Terkelsen kom på hospitalet med et alt for højt blodtryk.
- Der følte jeg et stik i hjertet ... Jeg tænkte meget intenst på min søster. Hun er den, der har kendt mig længst. Hun har kunnet huske noget, jeg kom i tanke om. Morsomme slægtninge, juleaftenerne dengang, sommerhusferierne ... Alt det falder væk. Jeg blev mærkeligt lammet af det, siger Ulla Terkelsen.
Det var ikke en total lammelse. En midlertidig lammelse, beskriver hun det.
- Sorgen hopper op hen ad vejen. Dem, jeg kender, der er døde, har været jævnaldrende eller ældre. Så jeg har ikke oplevet noget forfærdeligt. Min kæreste døde 71 år gammel af kræft. Men han havde været syg i nogen tid. Så det var ikke et chok.
Ulla Terkelsen dannede i mange år par med journalisten Jørgen Grunnert, der tidligere havde været chefredaktør på Politiken.
Hun befandt sig i USA, da han gik bort - døde - og tog hjem med det samme.
I Jørgens ånd tog hun få dage efter begravelsen tilbage på arbejde.
- Der er ikke noget modsætningsforhold mellem at være journalist og at være det menneske, jeg er. Jeg tror, det er det, som gør, at jeg stadigvæk synes, at arbejdet er sjovt, siger Ulla Terkelsen.
- Jeg føler, at jeg stadigvæk lever med i det, der interesserer mig, som er verdens gang, og at jeg stadigvæk kan omsætte det i journalistik. Det betragter jeg som en meget stor gave.
Det kan godt være, Ulla Terkelsen har lidt småskavanker og måske skal have en ny hofte, men som titlen på hendes samtalebog med skuespilleren Ghita Nørby lyder: "Det eneste gyldige grund til ikke at møde er, at du er død".
- Jeg skal gøre nogle øvelser - dem glemmer jeg hele tiden. Men hvis det begynder at gøre rigtigt ondt, gør jeg lidt. Men jeg egner mig altså ikke til øvelser, indskyder hun.
For trods bøvl har Ulla Terkelsen stadig det ene ben foran det andet. Hun er på vej ud mod nye kapitler i verdenshistorien - valg til Europaparlamentet, valg i Polen og i flere tyske delstater.
- Jeg vil ikke være sådan en gammel moster, der duperer andre, siger hun.
- Jeg kunne godt gå på pension nu. Men foreløbig vil de gerne have, jeg bliver ved. Den dag, de siger: "Ved du hvad? ...", så vil jeg sige: "Ih, jeg glæder mig til at gå på pension!". Der er ikke nogen, der har sagt det endnu. Tværtimod.
Når hun ikke rejser rundt i verden, som hun har gjort i tre fjerdedele af sit liv, kommenterer hun den fra sin altan i Cannes - den sydeuropæiske perle, som egner sig til et ældre liv, hvor man arbejder mindre.
- Så længe jeg kan klare mig selv, vil jeg gerne bo dernede, siger Ulla Terkelsen.
- Jeg tror ikke, jeg ville på plejehjem i Frankrig. Jeg er sikker på, de er mindst lige så gode som i Danmark. Men jeg ville alligevel føle det mere trygt i Danmark. Jeg ved det ikke ... Jeg har altså ikke tænkt på det ... Det kan også være, jeg falder død om inden.
/ritzau/
