Beijing, 03/09/2025 - 10:38
Putin roser Nordkoreas hær i møde med Kim Jong-un
Rusland og Nordkorea fortsætter med at knytte tættere bånd. Denne gang mødes Putin og Kim i Beijing.
Kremlin.ru/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Den russiske præsident, Vladimir Putin, takker Nordkoreas leder, Kim Jong-un, for de nordkoreanske soldaters bidrag til "befrielsen" af den russiske Kursk-region.
Det gør han onsdag ved et møde i den kinesiske hovedstad, Beijing, i forbindelse med en stor militærparade.
Ved mødets begyndelse siger Putin, at relationen mellem Nordkorea og Rusland er venlig.
Han roser den nordkoreanske hær for at have hjulpet med at kæmpe mod Ukraine i den russiske region Kursk. Ukraine gik sidste år ind i regionen.
- Jeg vil gerne notere, at jeres soldater kæmpede modigt og heroisk, siger Putin ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass til Kim.
Den nordkoreanske leder siger ved hjælp af en oversætter til Putin, at relationerne mellem Nordkorea og Rusland udvikler sig på alle områder.
- Hvis der er noget, vi kan gøre for at hjælpe Rusland, så vil vi gøre det, og vi vil se det som vores broderlige pligt at gøre det. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Rusland, siger Kim Jong-un.
Mødet er efter to og en halv time slut, og Putin har undervejs inviteret Kim Jong-un til Rusland, fremgår det af en video offentliggjort af Kreml.
Den kinesiske militærparade markerer 80-året for afslutningen på Anden Verdenskrig.
Tidligere på dagen kunne man på billeder fra paraden se Putin, Kim og Kinas præsident, Xi Jinping, stå sammen og se de tusindvis af kinesiske soldater gå forbi dem. Det er første gang, at trioen er blevet set sammen i offentligheden.
På sit sociale medie, Truth Social, henvender USA's præsident, Donald Trump, sig onsdag direkte til Xi:
- Giv venligst mine varmeste hilsener til Vladimir Putin og Kim Jong-un, mens I konspirerer mod USA, skriver Trump.
Fra de russiske regeringskontorer i Kreml lyder det efterfølgende, at man håber, at Trump var ironisk.
Det var i sensommeren sidste år, at Ukraine begyndte en stor offensiv i Kursk-regionen i Rusland, som ligger på grænsen til Ukraine.
Angrebet i Kursk fra Ukraine udgjorde det største angreb på Rusland siden Anden Verdenskrig.
Men i løbet af foråret meldte Rusland på ny at have fuld kontrol over Kursk. Det skete blandt andet med hjælp fra nordkoreanske soldater.
Rusland og Nordkorea har i de seneste år knyttet tættere bånd og blandt andet underskrevet en fælles forsvarsaftale.
/ritzau/Reuters