Jakarta, 10/06/2025 - 10:56
Indonesien vil stoppe minedrift ved dykkerparadis
Efter protester inddrager Indonesiens regering fire af fem tilladelser til minedrift ved øgruppen Raja Ampat.
Goh Chai Hin/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Efter protester fra både miljøaktivister og dykkere har Indonesiens regering besluttet at stoppe det meste af den minedrift, der foregår ved øgruppen Raja Ampat.
Stedet har en unik natur og betragtes som et af de bedste steder i verden at dykke.
Men udvinding af nikkel - der anvendes i blandt andet batterier til elbiler - forårsager stor forurening.
Aktivister fra Greenpeace og andre miljøorganisationer delte i sidste uge videoer, der viser ødelæggelse af naturen på tre af paradisøerne i det østlige Indonesien.
Det fik flere politikere og kendte personer til at opfordre regeringen til at stoppe minedriften.
Tirsdag siger en regeringstalsmand så, at præsident Prabowo Subianto "har besluttet, at regeringen vil trække licenser til minedrift tilbage for fire firmaer i Raja Ampat".
Landets energiminister, der også har ansvar for mineralressourcer, siger, at de fire virksomheder "har overtrådt" reglerne for området.
- Vi mener, at denne region skal beskyttes, siger ministeren, Bahlil Lahadalia.
Ifølge Greenpeace har udvindingen af nikkel på øerne Gag, Kawe og Manuran betydet, at over 500 hektar skov og anden vegetation er ødelagt.
Kun ét firma får lov at beholde sin licens og udvinde nikkel. Men det firma vil være under skrap kontrol, siger regeringstalsmanden.
Miljøorganisationerne betegner det som et skridt i den rigtige retning.
- Men vi skal også være sikre på, at beslutningen implementeres. Vi skal sikre os, at de stopper, siger Arie Rompas, kampagneleder i Greenpeace.
Indonesien har den største forekomst af nikkel i verden og er verdens største producent af dette metal.
/ritzau/AFP