Teheran, 13/06/2025 - 11:20
Medier: Mossad opererede dybt inde i Iran før israelsk angreb
Op til nattens angreb placerede Mossad præcisionsvåben tæt på iranske militærbaser, siger sikkerhedskilde.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den israelske efterretningstjeneste Mossad gennemførte operationer langt inde på iransk territorium i tiden op til Israels angreb på Iran.
Det oplyser en anonym sikkerhedskilde til Reuters.
Mossad placerede blandt andet præcisionsvåben tæt på baser, hvor der findes iranske luft-til-jordmissiler.
Derudover medbragte Mossad avanceret teknologi til brug mod Irans luftforsvarssystemer og mod en angrebsdronebase tæt på Irans hovedstad, Teheran, oplyser kilden.
En sikkerhedskilde oplyser til det israelske medie Times of Israel, at Israel har brugt flere år på at forberede operationen.
Times of Israel skriver, at Mossad-agenter angiveligt etablerede en dronebase inde i landet tæt på Teheran. Herfra blev droner aktiveret natten til fredag.
Køretøjer fragtede våbensystemer ind i Iran. Systemerne blev brugt til at sætte Irans luftforsvar ud af drift og sikrede, at Israel frit kunne flyve ind over Iran natten til fredag.
Times of Israel skriver også om placeringen af præcisionsvåben tæt på iranske militærbaser.
Israel har ikke bekræftet oplysningerne. Det er usandsynligt, at officielle kilder kommer til at udtale sig om Mossads eventuelle arbejde i Iran.
Mossad er én af tre store efterretningstjenester i Israel. Den opererer primært uden for Israels grænser.
Målet for Israels angreb på Iran natten til fredag var ifølge premierminister Benjamin Netanyahu Irans atomprogram og militære mål.
Efter angrebet sendte Iran omkring 100 droner af sted mod Israel. De er fredag formiddag blevet skudt ned af Israels militær uden for Israels grænser, oplyser militæret.
/ritzau/