København, 09/06/2025 - 22:23
Anklager: Skuddræbt svensk rapper havde ingen kriminel tilknytning
C.Gambino blev ifølge anklager skuddræbt som led i konflikt, men var uden tilknytning til kriminel gruppering.
Af: /ritzau/
Den svenske rapper C.Gambino blev skuddræbt i juni 2024 som led i en konflikt mellem to kriminelle netværk i Biskopsgården i Göteborg.
Men der er intet i efterforskningen, som tyder på, at rapperen selv var en del af en kriminel gruppering.
Det fortæller anklager Shahrzad Rahimi mandag i Göteborgs tingsret.
Her begyndte retssagen om drabet på rapperen, der havde det borgerlige navn Karar Ramadan.
- Han var tidligere ustraffet, og det er vigtigt at fremhæve, siger anklageren ifølge Aftonbladet.
Anklageren fortæller videre, at rapperen ifølge familie og venner var en "rolig, omsorgsfuld og sjov" person.
Det var aldrig meningen, at Karar Ramadan, hvis karriere begyndte i 2019, skulle lave musik resten af livet.
- Han havde planer for et liv efter musikken, hvor han ikke ville være genkendelig, siger anklageren.
C.Gambino, der var kendt for at optræde maskeret, blev fundet såret i en parkeringskælder i Göteborg.
Han formåede selv at ringe til alarmcentralen og sagde blandt andet i opkaldet, at han ikke vidste, hvem gerningsmændene var.
En betjent har desuden forklaret, at Karar Ramadan var urolig og bevægede sig i parkeringskælderen, inden han senere døde på et hospital.
Fire unge mænd sidder på anklagebænken i sagen.
En 23-årig mand og en 20-årig mand er tiltalt for drabet på C.Gambino. En anden 20-årig mand er tiltalt for medvirken til mordet.
Han har ifølge anklageren hjulpet med planlægningen af drabet.
En 19-årig mand er anklaget for at have skaffet sig af med en flugtbil og sat ild til den efter drabet.
/ritzau/