Herning, 23/05/2025 - 10:08
Både arbejdsmænd og VM-stjerner fascinerer landsholdskæmpe
Både de mest strålende profiler og fjerdekæden imponerer den tidligere landsholdsstjerne Kim Staal.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere landsholdskæmpe Kim Staal måtte fredag morgen som noget af det første tjekke resultatet fra VM-kvartfinalen mellem Danmark og Canada.
Og det selv om han havde set kampen.
- Det er fuldstændigt vanvittigt. Jeg vågnede i morges og skulle lige ind og tjekke, at det ikke var noget, jeg havde drømt, siger Staal.
Han påpeger, at den danske sejr ikke kom mod hvem som helst. Ofte melder de største stjerner fra de store nationer fra til VM.
Men Canada kom med superstjernen Sidney Crosby kombineret med en lang række andre NHL-profiler.
- Det var et enormt stærkt canadisk mandskab. Der er OL næste år, og de havde stort set dem med, som de ønskede, plus flere meget, meget store talenter. Det var en vanvittig sejr.
Staal, der som aktiv scorede hele 20 VM-mål, i sin 19 år lange landsholdskarriere, er svært imponeret af profiler som Oscar Mølgaard og Nikolaj Ehlers. Men også arbejdsmændene på det danske hold imponerer ham.
- Jeg er selvfølgelig fascineret af de allerbedste. At Mølgaard og Ehlers efter så kort tid sammen kan finde momenter af ypperste verdensklasse. Jeg vidste jo godt, at Mølgaard var god, men at han kan spille så godt mod de allerbedste, det er specielt.
- Fjerdekæden fascinerer mig også. (Mathias, red.) Bau og (Morten Poulsen, red.) "Polle" spiller i Herning og er fantastiske ishockeyspillere, men at de kom ind og matchede Canada og svingede momenter over til vores fordel, når vi ellers var ved at være lidt spillet over ende, det er fantastisk og fascinerende, siger Kim Staal.
De danske VM-spillere nævner selv sammenholdet på landsholdet som en styrke, og det stråler ud af holdet, at det betyder noget at spille i rødt og hvidt, fornemmer Staal.
- Det er noget virkelig særligt. Det er som at spille på et klubhold. De samme spillere går igen og igen fra juniortiden. Der er ikke samme udskiftning som i andre lande.
- Jeg har lige været til en samling for tidligere spillere, og der var virkelig mange, der havde spillet 150 landskampe eller flere. Der er bare en familiær ånd. Man spiller med sine kammerater, og stoltheden over at spille for Danmark går i arv.
Ehlers og kompagni har allerede skrevet historie med det bedste resultat nogensinde i dansk ishockey, men det behøver ikke slutte her.
Staal giver i hvert fald eventyret "rigtig gode chancer" for at kulminere med en VM-finale.
- Schweiz er en meget stor ishockeynation og har nogle af verdens bedste spillere. De er ikke som Canada, men de har et supergodt hold, og de har mange, der spiller kontinuerligt for landsholdet. Det betyder meget for schweizerne at være med.
- Schweiz er favorit, men drengene skal bare gå ud og tage det som en oplevelse og spille fuldstændig frit. Mon ikke Schweiz tænker, at det ikke vil være særligt fedt at ryge ud til Danmark og misse finalen?
Semifinalen mellem Danmark og Schweiz spilles lørdag fra 18.20 i Stockholm.
/ritzau/