Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/05/2025 - 08:00

Amin Jensen gør sine døtre stolte

Amin Jensens teenagepiger synes, det er "kikset", når han synger opera. Men det giver "streetcredit", at han lægger stemme til det uregerlige rumvæsen Stitch.

Nicolai Lorenzen/Ritzau Scanpix

Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus

Det kan være svært at imponere sine børn, især når de er i teenagealderen.

Det oplever Amin Jensen, der har to teenagedøtre på henholdsvis 15 og 16 år ud over sin voksne datter på 27 år.

Men den 55-årige entertainer har dog et trick i ærmet.

Det viser sig nemlig, at det stadig er ret sejt at være stemmen bag et hav af forskellige tegnefilmsfigurer.

- De synes alt, hvad jeg laver, er akavet, kikset og sindssygt pinligt - på nær tegnefilmene! Det synes de, er cool, lyder det fra Amin Jensen.

- Det giver lidt "streetcredit" henne i skolen at kunne sige: "Det er min far, der er Shrek, og det er min far, der har lagt stemme til Stitch". Derfor bliver jeg også ved med at lægge stemme til tegnefilm, så mine børn kan være stolte af én af de ting, jeg laver.

Amin Jensen spænder bredt inden for underholdningsbranchen. Han synger blandt andet opera og gør sig som komiker.

Han har også i mange år været genganger på DR, hvor han både har været vært på "Hit med sangen" og senest har medvirket i børneprogrammet "Motor Mille og børnebanden" på Ramasjang.

Og så har multientertaineren i over 30 år lagt dansk stemme til nogle af tidens største tegnefilmskarakterer, som blandt andet tæller Shrek og Obelix.

Netop nu kan man opleve ham som stemmen bag Stitch i den nyeste udgave af Disney-klassikeren "Lilo og Stitch", der i øjeblikket kan ses i biografer landet over.

Filmen er langt hen ad vejen en genindspilning af det oprindelige manuskript fra 2002, hvor Amin Jensen også var stemmen bag det uregerlige rumvæsen.

- Havde de sagt til mig dengang, at jeg ville lægge stemme til Stitch igen 25 år efter den første film, havde jeg grinet af dem.

Selv om Amin Jensen i mange år har haft en trofast følgesvend i Stitch, er det en helt anden karakter, der står hans hjerte nærmest.

- Jeg er nødt til at være ærlig og sige, at ja, Stitch er sød, men det er mere Shrek, jeg identificerer mig med. Han er meget mere menneskelig, lyder det fra Amin Jensen.

- Stitch er jo et barn, og han gør alle de ting, som børnene også gør forkert, hvor Shrek er mere voksen og laver alle de fejl, man laver som voksen.

Amin Jensen bruger dog tegnefilmene til at udleve sit eget indre legebarn.

- Da man var barn, fik man skældud, hvis man bøvsede for sjov. I dag får jeg penge for det. Jeg har fået penge for at stå og lege med bøvser, griner han.

Det gjorde han, da Stitch i filmen drikker væsken fra en lavalampe, hvorefter han ræber sig.

- Det tog ti minutter med lidt sodavand, og så kom den, fortæller Amin Jensen.

- Det er stadig sjovt at få lov til at lege barn. Men når det så er sagt, er det jo også en forretning. Så man kan ikke lege hele tiden.

Selv om entertaineren udlever dele af sig selv, når han arbejder, er der alligevel sider, som offentligheden ikke får at se.

- Jeg synes sagtens, at man kan fornemme, at det er mig, når jeg optræder, men jeg har alligevel en form for maske på, fortæller han.

- Sådan synes jeg også, at det skal være. Der skal være forskel på offentlige Amin og private Amin, siger han.

Den garvede entertainer synes også, at der i pressen ofte er for meget fokus på hans privatliv.

- Jeg har svaret på de private spørgsmål i mange år, så det er også svært pludselig at sige, at det gider jeg ikke mere. Men nogle gange tænker jeg da, om det virkelig er mere interessant end det arbejde, jeg laver.

Private Amin er forbeholdt venner, familien og døtrene, og forskellen på de to er, at der ikke er noget filter, når Amin Jensen befinder sig i private sammenhænge.

- Der er nok nogle, der vil sige, at der heller ikke er filter på, når jeg er på scenen. Men det fedeste ved at være sammen med mennesker, som man er tæt med, er, at man ikke altid skal tænke over, hvad man siger, lyder det fra Amin Jensen.

- Med familien må man gerne dumme sig, man må gerne sige dumme ting, og så er det alligevel okay. Så må man sige undskyld, men det er okay, siger han.

En pointe, som han også videregiver til publikum, når han som Stitch gentagne gange bliver mindet om af veninden Lilo, at Stitch ikke er slem - "han gør bare slemme ting".

Nu hvor "Lilo og Stitch" har fået premiere, har Amin Jensen endnu ikke noget nyt fastlagt på tegnefilmsfronten.

Entertaineren har dog altid gang i noget, og der er fortsat masser af ting som operakoncerter og private arrangementer i kalenderen.

- Det sjoveste er, hvis ugen eller måneden bringer lidt af det hele, og det gør den faktisk tit. Det er en velsignelse for mange at kende deres planer og dagligdag, men det er en forbandelse for mig, fortæller han.

- Jeg skal helst ikke helt vide, hvad der kommer til at ske. Så slår det nogle gnister i min hjerne, og det synes jeg, er sjovt, siger han og tilføjer:

- Jeg tror, at jeg har noget udiagnosticeret ADHD. Jeg keder mig hurtigt, hvis ikke der er en form for udvikling i det, jeg laver.

Og hvordan hænger det så sammen med at genoptage det samme tegnefilmsmanuskript efter 25 år?

- Det hænger så dejligt sammen, at jeg ikke kan huske ret meget af det. Så det er også nyt for mig, griner Amin Jensen.

/ritzau/

Washington D.C., 15/12/2025 - 22:21

Trump beskyldes for upassende opslag om dræbt filminstruktør

Aaron Schwartz/Reuters

Kongresmedlem kalder opslag fra USA's præsident om dræbte Rob Reiner for upassende og respektløst.

USA's præsident, Donald Trump, får kritik fra flere sider for et opslag på sociale medier om den afdøde filminstruktør Rob Reiner.

I opslaget kobler præsidenten dødsfaldet sammen med Reiners politiske holdninger. Det sker i en tilsyneladende ironisk tone.

På Truth Social skriver præsidenten, at Reiner og hans hustru døde "angiveligt på grund af den vrede, han skabte hos andre gennem den omfattende, ubøjelige og uhelbredelige lidelse, der er kendt som Trump-forstyrrelsessyndromet".

Reiner og hans 70-årige hustru, Michelle Singer Reiner, blev søndag fundet døde i deres hjem i Los Angeles.

Sønnen Nick Reiner er blevet sigtet for drab på sine forældre.

Amerikanske medier rapporterer, at Reiner-parret var blevet stukket ihjel.

To republikanske Trump-kritikere har på sociale medier kaldt præsidentens opslag for upassende.

- Uanset hvordan man har det med Rob Reiner, så er det en upassende og respektløs måde at omtale en mand, som netop er blevet brutalt myrdet, skriver kongresmedlemmet Thomas Massie fra Kentucky.

Marjorie Taylor Greene, der tidligere var Trump-støtte, men siden er endt i strid med præsidenten, stemmer i.

- Dette er en familietragedie. Det handler ikke om politik eller politiske fjender, skriver Greene, der sidder i Repræsentanternes Hus.

Trump skriver i opslaget blandt andet om Rob Reiner:

- Han var kendt for at have drevet folk til vanvid med sin voldsomme besættelse af præsident Donald J. Trump og med sin åbenlyse paranoia, som nåede nye højder, mens Trump-administrationen overgik alle mål og forventninger om storhed (...), skriver Trump.

- Må Rob og Michele hvile i fred!, afslutter den amerikanske præsident sit opslag.

På et kort pressemøde i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid forsvarer Donald Trump sit opslag om Rob Reiner.

En journalist spørger Trump, om han "står inden for det opslag", efter at flere republikanere har taget afstand til det.

- Jeg var overhovedet ikke fan af ham. Han var en sindsforvirret mand, når det gjaldt Trump, siger præsidenten.

Rob Reiner, der blev 78 år, er kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder".

Han har også optrådt foran kameraet i biroller i flere film og serier, blandt andet i serien "All in the family" og "New girl".

/ritzau/

Læs Mere >>

Washington D.C., 15/12/2025 - 21:21

Søn af afdød Hollywood-instruktør anholdt og sigtet for drab

Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Filminstruktør og skuespiller Rob Reiner og hans hustru, Michelle Singer Reiner, blev fundet døde søndag.

Nick Reiner, som er søn af den afdøde filminstruktør Rob Reiner, er anholdt og sigtet for drab.

Det oplyser en embedsmand ved politiet i Los Angeles mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den amerikanske filminstruktør Rob Reiner og hans 70-årige hustru, Michelle Singer Reiner, blev søndag fundet døde i deres hjem i den amerikanske storby Los Angeles.

Myndighederne efterforsker dødsfaldene som en drabssag.

78-årige Rob Reiner er kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder".

Han har også optrådt foran kameraet i biroller i flere film og serier - blandt andet i serien "All in the family" og "New girl".

Derudover har han produceret og skrevet manuskript til flere film.

Rob Reiner fik tre børn med Michelle Singer Reiner - herunder den nu anholdte Nick Reiner, der er den yngste af to sønner.

Nick og Rob Reiner har tidligere samarbejdet om en semibiografisk film fra 2016, som hed "Being Charlie", der blandt andet havde elementer fra deres relation og oplevelser, skriver AP.

I den forbindelse fortalte 32-årige Nick Reiner åbent om at have haft problemer med stofmisbrug og hjemløshed, allerede inden han var 18 år gammel.

På daværende tidspunkt havde han allerede været inde og ude af ni behandlingssteder - afbrudt af perioder som hjemløs og med tilbagefald.

Det fortalte Rob Reiner til AP i 2016, hvor han også uddybede, at han ikke havde håndteret det på den bedst mulige måde.

- Jeg lyttede til en masse folk, der havde et skrivebord og et eksamensbevis, sagde han dengang og tilføjede:

- Jeg tænkte ikke rigtig på mit barn, og hvad han havde brug for.

Samarbejdet mellem far og søn om filmen bragte dem tættere på hinanden og skabte en større forståelse for, hvad de hver især havde været igennem, lod Rob Reiner forstå.

Ifølge New York Times var Nick Reiners seneste offentlige optræden sammen med sin far i september.

Her blev instruktøren fotograferet med sin familie - inklusive Nick Reiner - på den røde løber ved filmpremieren for "Spinal Tap 2", som Rob Reiner har instrueret og skrevet.

Tidligere mandag eftermiddag lød det, at der var fastsat en kaution på fire millioner dollar - svarende til godt 25 millioner kroner. Mandag aften lyder det dog i en ny melding fra politiet i Los Angeles, at Reiner ikke kan blive løsladt mod kaution, skriver BBC.

Foruden Nick Reiner har Rob Reiner og Michelle Singer Reiner også børnene Jake og Romy.

Derudover er Rob Reiner far til Tracy, som han har fra sit første ægteskab. Det var med skuespilleren Penny Marshall.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 11:00

FAKTA: Overvej alternativer til deltid

* Måske er deltid ikke en mulighed på din arbejdsplads eller i forhold til din privatøkonomi. Der er dog stadig flere muligheder for at få følelsen af mere tid i hverdagen.

* Undersøg muligheden for hjemmearbejdsdage. Måske er det muligt at få nogle faste dage på hjemmekontoret. Dermed kan du spare transporttiden. 

* Undersøg muligheden for at forhandle dig til mere ferie. De kan eventuelt spredes ud som fridage hen over året. 

* For nogle er det en mulighed at lægge nogle arbejdstimer om aftenen for dermed at frigøre noget tid, mens børnene er vågne. Det kan dog også være et pres, at computeren skal klappes op igen efter putning af ungerne. 

Kilde: Lotte Bidstrup, som er selvstændig med firmaet Pengecoachen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 15/12/2025 - 11:00

FAKTA: Så mange er heltids- og deltidsansatte

* Der er flere mænd end kvinder, der har en fuldtidsansættelse. Omvendt er antallet af deltidsansatte højere blandt kvinder. 

* I 2024 lød antallet af fuldtidsansatte på 1.266.000 mænd og 880.000 kvinder.

* Antallet af deltidsansatte samme år var 261.000 mænd og 516.000 kvinder.

Kilde: Danmarks Statistik.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek