København, 29/06/2025 - 17:10
Uheldige Søren Kragh Andersen triumferer i hæsblæsende DM
Søren Kragh Andersen rejste sig søndag efter en forfærdelig sæson og vandt DM i landevejscykling.
Af: /ritzau/
Efter en forfærdelig første halvdel af sæsonen fik Søren Kragh Andersen (Lidl-Trek) søndag gigantisk oprejsning på sin racercykel.
I et hæsblæsende og udmarvende DM i landevejscykling kørte den 30-årige fynbo først over stregen i Aalborg og vandt sit første danmarksmesterskab.
Indtil søndagens triumf havde Søren Kragh Andersens sæson været proppet med uheld. Et siddesår kostede ham forårsklassikerne, inden et brækket håndled sendte ham ud af Giro d'Italia efter bare fire etaper.
Tidligere i juni kørte han sig i form i Belgien Rundt, og søndag var han den stærkeste mand i et cykelløb, hvor kun de allerstørste stjerner blandede sig i kampen om medaljer.
Søren Kragh Andersens holdkammerat Mads Pedersen var den store favorit til løbet, men kom en smule på bagkant, da han havnede i en forfølgergruppe halvandet minut efter fronten.
Et arbejdsraseri af en anden verden sendte ham dog tilbage til fronten, hvor han holdt Casper Pedersen (Quick-Step) i skak på de sidste omgange, så Søren Kragh Andersen kunne køre solo mod sejren.
Og så sørgede den tidligere verdensmester for, at Lidl-Trek fik sig en forrygende dag i Aalborg, da han kørte over stregen som nummer to. Casper Pedersen måtte nøjes med tredjepladsen.
/ritzau/