Paris, 31/03/2025 - 13:01
Højrefløjsprofilen Le Pen er kendt skyldig i misbrug af EU-midler
Marine Le Pen får to års ubetinget fængsel og fem års forbud mod at indtage offentlige embeder, skriver AFP.
Alain Jocard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En domstol i Paris har mandag fundet den franske højrefløjsleder Marine Le Pen skyldig i misbrug af EU-midler.
Det skriver den franske avis Le Monde.
Samtidig har domstolen ifølge AFP forbudt hende i at indtage offentlige embeder i fem år med øjeblikkelig virkning.
Dermed knuses formentlig Le Pens ambitioner om at stille op til det franske præsidentvalg i 2027, som hun på forhånd har sagt vil blive hendes sidste forsøg.
Udover forbuddet er Le Pen blevet idømt to års ubetinget fængsel og yderligere to års betinget.
Marine Le Pen havde allerede forladt retssalen, da detaljerne straframmen blev læst op, skriver AFP.
Ud over Le Pen, der er leder af oppositionspartiet National Samling, er otte andre medlemmer af parlamentet ligeledes blevet dømt skyldige.
Le Pen har tidligere afvist anklagerne. Hun mener, at der med retssagen er tale om en heksejagt for at holde National Samling fra magten.
Højrefløjslederen har tre gange tidligere stillet op til præsidentvalget, dog uden at vinde, men ved det kommende valg har hun været spået bedre chancer end nogensinde.
Blandt andet fordi hendes parti blev det største i parlamentet efter valget i 2024.
Samtidig kan den siddende præsident, Emmanuel Macron, ikke stille op igen, og der er ikke en oplagt stærk kandidat fra den politiske midte til at stille op efter ham.
Le Pen og flere end 20 af hendes partifæller og -ansatte fra National Samling er anklaget for at misbruge EU-midler for over tre millioner euro - over 22 millioner kroner.
Pengene skal i strid med reglerne være blevet brugt uden for EU-regi på at betale partiansatte i Frankrig.
Foruden politikerne er 12 ansatte ligeledes blevet fundet skyldige i sagen, skriver den franske avis.
Den danske partileder Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti blev i 2021 dømt for misbrug af EU-midler, men blev senere frifundet, da sagen gik om.
Partiet har dog samlet betalt 2,5 millioner kroner tilbage til EU-systemet for uretmæssig brug af støttekroner
/ritzau/