Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/06/2025 - 07:55

Robbie Williams' besøg fra danske Aqua får lunken modtagelse

Anmeldere er splittede over Robbie Williams-koncert i Parken. Han får både to, tre og fire stjerner.

Torben Christensen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den britiske popsanger Robbie Williams brugte ikke kun mikrofonen til at synge, da han torsdag aften optrådte i Parken. Den 51-årige hitmager havde også en del at fortælle publikum.

Ifølge anmeldere talte han "utroligt meget mellem numrene", mens der også var meget "sniksnak".

- Til at starte med var monologerne sjove. Til sidst var de pinlige. Spil og syng nu bare, for pokker, skriver Berlingskes anmelder.

Ekstra Bladet, der kalder Williams for et "charmerende kaosmenneske", savnede, at briten sang mere til koncerten - det, som publikum var kommet for.

Berlingske og Ekstra Bladet kvitterer med to ud af seks stjerner, mens Politikens anmelder er en anelse mere positiv og giver tre ud af seks hjerter.

- Der var noget forpustet over koncerten, der aldrig fandt fodfæste, men buldrede rundt som en gammel partybus, skriver Politikens anmelder.

Som en overraskelse hev Williams det danske band Aqua på scenen til at synge verdenshittet "Barbie Girl".

Det var ikke just en succes ifølge anmeldere hos Ekstra Bladet, Berlingske og Politiken. Sidstnævnte noterer blot, at "det lød forfærdeligt", mens Ekstra Bladet skriver, at der var manglende interesse fra publikum, og at indslaget faldt til jorden.

- Det var simpelthen noget værre rod, især for det kunne have været så meget bedre, skriver Berlingske.

Det var dog ikke opfattelsen hos anmelderen ved B.T., der skriver, at der "var gåsehud og kæben i gulvet for alle pengene".

B.T. giver koncerten fire ud af seks stjerner og beskriver Williams som værende tilbage i topform.

Williams startede koncerten ud med sangene "Rocket" og "Let Me Entertain You".

Efter det indledte den britiske sanger en blanding af blandt andet sangene "Seven Nation Army" og "Livin' on a Prayer", som han ikke selv står bag.

Ekstra Bladet noterer, at det fik det næsten udsolgte Parken til at synge med.

- Billigt kopitrick, men det virkede.

Herfra lyder det, at det gik ned ad bakke.

- Siden er superstjernen endt med at ævlebævle som en sær blanding mellem en slags langtrukken publikumsopvarmer og halvdårlig standupkomiker. Det var nærmest skizofrent at høre på, skriver mediets anmelder.

B.T. mente derimod, at Williams virkede mere i balance og "fuld af overskud".

- Han talte meget, men aldrig for meget. Han var selvironisk uden at blive for ironisk, skriver anmelderen.

/ritzau/

Aarhus, 22/08/2025 - 09:54

Stjålet kunstværk af Michael Kvium er fundet

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

En borger indleverede efter en efterlysning fra politiet et Michael Kvium-maleri torsdag eftermiddag.

Maleriet "Blind and painting" af kunstneren Michael Kvium er på vej hjem til sin rette ejer, efter at det i juli blev stjålet fra en privat bolig.

Torsdag formiddag valgte Østjyllands Politi at bede offentligheden om hjælp i jagten på maleriet, og allerede nogle timer senere henvendte en borger sig for at indlevere maleriet.

Værdien af maleriet er ikke oplyst. Men i 2012 blev 17 malerier af Michael Kvium solgt til priser på mere end 100.000 kroner per styk ved en auktion hos auktionshuset Christie's i Amsterdam.

Det enorme maleri "Double Pain", som ifølge oplysningerne fra auktionshuset måler 159,5 centimeter i højden og 4 meter i bredden gik for et hammerslag på 57.400 euro, hvilket svarer til 430.000 kroner.

Maleriet fra den aktuelle sag er ikke helt så stort. Dimensionerne svarer i højde og bredde til et voksent menneske.

Ligesom værdien er det heller ikke oplyst nærmere, hvor og hvordan maleriet blev stjålet, eller om der i forbindelse med tyveriet blev taget andet.

De nærmere omstændigheder i forbindelse med indleveringen og oplysninger om, hvordan den pågældende borger er kommet i besiddelse af det stjålne kunstværk, ønsker Østjyllands Politi heller ikke at oplyse.

Kommunikationsrådgiver hos politiet Anne Tiedemann oplyser imidlertid, at politiet på baggrund har fået en række nye efterforskningsmuligheder, som man nu vil tage fat på.

Hun ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvilke efterforskningsmuligheder der er tale om.

Den 69-årige danske kunstner Michael Kvium har udstillet på en række danske museer, ligesom man også har kunnet opleve hans værker i Hamburg, Bruxelles, Oslo, Beijing, Amsterdam og New York.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 22/08/2025 - 09:38

Rapper anholdt i Los Angeles kun iført undertøj og cowboystøvler

Danny Moloshok/Reuters

Lil Nas X blev kørt til hospitalet til behandling for en mulig overdosis efter anholdelse i amerikansk storby.

Den amerikanske rapper og verdensstjerne Lil Nas X blev torsdag anholdt, da han spankulerede rundt på Ventura Boulevard i Los Angeles - kun iført underbukser og hvide cowboystøvler.

Det skriver CNN og nyhedsbureauet AFP.

Rapperen, som i 2023 optrådte på Orange Scene på Roskilde Festival, henvendte sig inden anholdelsen til flere forbipasserende med beskeden: "Kom ikke for sent til festen".

Det er uklart, hvilken fest han henviste til.

Undervejs blev 26-årige Lil Nas X med det borgerlige navn Montero Lamar Hill også set med en orange trafikkegle på hovedet.

Optrinnet blev filmet, og en video er blevet offentliggjort af det amerikanske tabloidmedie TMZ. Personen, der optog videoen, blev undervejs bedt om at give sin telefon til Lil Nas X.

- Jeg smider den væk, så du aldrig ser den igen. Jeg kan ikke lide telefoner, kan man høre rapperen sige på videoen.

Da politiet ankom, forsøgte Lil Nas X - ifølge politiet - at angribe betjentene, som anholdt ham og senere kørte ham til et hospital til behandling for en mulig overdosis.

Rapperen blev efterfølgende placeret i et arresthus i Van Nuys-kvarteret i Los Angeles.

Ifølge AFP og CNN har Lil Nas X eller hans repræsentanter ikke kommenteret hændelsen eller anholdelsen.

Det er ikke første gang, at Lil Nas X's opførsel i det offentlige rum får politiet til at gribe ind.

I 2023 besøgte han Norge, hvor politiet måtte spærre en tunnel i Oslo, fordi Lil Nas X - i strid med trafikreglerne - havde taget en tur på løbehjul gennem den.

Tunnelen var forbeholdt biltrafik.

Rapperen hævdede i første omgang, at han var blevet anholdt, men det afviste norsk politi, som nøjedes med at tage en alvorssnak med verdensstjernen.

Lil Nas X's karriere tog fart i 2018, da han udgav hittet "Old Town Road". Hittet lå nummer et på den amerikanske Billboard-liste i 19 uger, hvilket er rekordlang tid.

Rekorden deler han med rapperen Shaboozey og hans hit "A Bar Song (Tipsy)".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 21/08/2025 - 10:00

FAKTA: Hvad er en svamp?

* Svampe er hverken planter eller dyr, men tilhører deres helt egen gruppe af organismer: svamperiget.

* Sammenligner man svampen med et æbletræ, svarer træets stamme, grene og blade til svampens underjordiske del - svampens mycelium - mens æblerne svarer til svampens frugtlegemer - paddehattene.

* Svamp i hjemmet er kendt som en skadevolder, men i naturen har svampe overvejende uundværlige funktioner. De hjælper med at nedbryde alt det døde materiale, så kredsløbet i naturen kan fortsætte.

* Svampe bruges også til livsvigtig medicin som antibiotika og kolesterolsænkende lægemidler.

* De anvendes desuden i fødevareindustrien blandt andet som gær til brød samt til øl- og vinfremstilling.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 21/08/2025 - 10:00

Kantarel eller katastrofe: Kend forskel før svampejagten går ind

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

For mange er svampejagt både sjovt og spændende, men det er en farlig leg, hvis man ikke ved, hvad man laver.

Efterår er lig med svampe, og Danmark har masser af gode, spiselige af slagsen.

Særligt omkring august og september kan en tur i skoven med lidt held ende med en god svampetoast eller en portion pasta med kantareller.

Men du skal kende dine svampe, før du putter dem i munden, siger Thomas Neumann, der er naturvejleder ved Danmarks Naturfredningsforening.

- Den overskyggende regel er: Lad være med at spise noget, hvis du er i tvivl, siger han.

Der findes svampe i den danske natur, som man kan dø af. Men det betyder ikke, at man skal lade sig skræmme fra vid og sans, mener naturvejlederen.

- Jeg plejer at sige, at en svampetur starter i Brugsen. Altså at man går ned og køber nogle svampe, og så kan man gå ud og finde nogle tilsvarende i skoven, som man er helt sikker på, hvad er, siger Thomas Neumann.

Det kunne for eksempel være kantareller eller Karl Johan, uddyber han.

Selv om man finder svampe, man kender, bør reglen være, at de skal tilberedes. Og spis for en sikkerheds skyld kun en lille smule til at starte med, siger Thomas Neumann.

Der findes omkring 4000 svampe i Danmark, vi kan se med det blotte øje, forklarer naturvejlederen. Langt størstedelen er ikke spiselige.

Du kan altså også tage på svampetur, hvor du ikke jagter mad, men bruger det som eksperiment til at undersøge, hvad der findes i den danske natur.

- Det kan også tage noget af frygten for svampene, at man lærer dem at kende, siger Thomas Neumann.

Og du skal ikke være bange for at røre ved en giftig svamp. Den skal være indtaget, for at man kan blive forgiftet.

Når det går galt med svampe, handler det ofte om, at folk forveksler spiselige svampe med giftige typer, der ligner, fortæller Anja Huusom, der er ledende overlæge ved Giftlinjen på Bispebjerg Hospital.

Svampeindtag ses ofte blandt børn, som af nysgerrighed putter svampe i munden. Det fører dog meget sjældent til forgiftninger.

- Men hvert år hører vi om mistænkte forgiftninger af større grupper. Det kan eksempelvis være en hel familie eller en højskole, der har været i god tro og tænkt, at de havde styr på det.

- Det er heldigvis sjældent, at det fører til leverskader, så nogen dør af det, siger Anja Huusom.

På Giftlinjens hjemmeside findes der et overblik over de fem giftigste svampe i Danmark, man skal passe på, som blandt andet tæller grøn og hvid fluesvamp.

- Dermed ikke sagt, at der ikke er andre giftige end dem, men det er de alvorligste, siger overlægen.

Til at artsbestemme svampene kan du bruge en svampebog eller svampe-app, der ofte bruger kunstig intelligens (AI).

Men her skal man være varsom, mener Anja Huusom:

- Flere af dem er gode. Problemet opstår, hvis ens kritiske sans forsvinder, og man stoler blindt på AI. Så du skal vide, hvad du laver, og kende de alvorlige forvekslingsmuligheder, siger hun.

Hvis man vil på svampejagt, kan det være en god idé at tage på et kursus med en svampeekspert, der har helt styr på arterne.

Hos Giftlinjen anbefaler man at tage billeder af svampe, man har plukket, inden man spiser dem.

Er uheldet ude, er billeddokumentationen vigtig for den rette behandling, forklarer overlægen på Bispebjerg.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv