Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 22/08/2025 - 09:38

Rapper anholdt i Los Angeles kun iført undertøj og cowboystøvler

Lil Nas X blev kørt til hospitalet til behandling for en mulig overdosis efter anholdelse i amerikansk storby.

Danny Moloshok/Reuters

Af: /ritzau/

Den amerikanske rapper og verdensstjerne Lil Nas X blev torsdag anholdt, da han spankulerede rundt på Ventura Boulevard i Los Angeles - kun iført underbukser og hvide cowboystøvler.

Det skriver CNN og nyhedsbureauet AFP.

Rapperen, som i 2023 optrådte på Orange Scene på Roskilde Festival, henvendte sig inden anholdelsen til flere forbipasserende med beskeden: "Kom ikke for sent til festen".

Det er uklart, hvilken fest han henviste til.

Undervejs blev 26-årige Lil Nas X med det borgerlige navn Montero Lamar Hill også set med en orange trafikkegle på hovedet.

Optrinnet blev filmet, og en video er blevet offentliggjort af det amerikanske tabloidmedie TMZ. Personen, der optog videoen, blev undervejs bedt om at give sin telefon til Lil Nas X.

- Jeg smider den væk, så du aldrig ser den igen. Jeg kan ikke lide telefoner, kan man høre rapperen sige på videoen.

Da politiet ankom, forsøgte Lil Nas X - ifølge politiet - at angribe betjentene, som anholdt ham og senere kørte ham til et hospital til behandling for en mulig overdosis.

Rapperen blev efterfølgende placeret i et arresthus i Van Nuys-kvarteret i Los Angeles.

Ifølge AFP og CNN har Lil Nas X eller hans repræsentanter ikke kommenteret hændelsen eller anholdelsen.

Det er ikke første gang, at Lil Nas X's opførsel i det offentlige rum får politiet til at gribe ind.

I 2023 besøgte han Norge, hvor politiet måtte spærre en tunnel i Oslo, fordi Lil Nas X - i strid med trafikreglerne - havde taget en tur på løbehjul gennem den.

Tunnelen var forbeholdt biltrafik.

Rapperen hævdede i første omgang, at han var blevet anholdt, men det afviste norsk politi, som nøjedes med at tage en alvorssnak med verdensstjernen.

Lil Nas X's karriere tog fart i 2018, da han udgav hittet "Old Town Road". Hittet lå nummer et på den amerikanske Billboard-liste i 19 uger, hvilket er rekordlang tid.

Rekorden deler han med rapperen Shaboozey og hans hit "A Bar Song (Tipsy)".

/ritzau/

København, 22/08/2025 - 14:13

Sanne Salomonsen og D-A-D modtager hæderspriser

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/Arkivfoto/Ritzau Scanpix

D-A-D og Sanne Salomonsen hyldes til september af Det Danske Rockakademi for deres aftryk på dansk rock.

Sanger og sangskriver Sanne Salomonsen samt rockbandet D-A-D modtager Det Danske Rockakademis to hæderspriser til september.

Det oplyser Det Danske Rockakademi i en pressemeddelelse.

- Sanne Salomonsen har gennem årtier været en institution i dansk rock og dannet grobund for en generation af håbefulde sangere rundt om i landet, lyder begrundelsen.

Hos D-A-D lægger rockakademiet vægt på bandets store koncertpræstationer i hele verden.

- De udgav sidste år det anmelderroste 13. album, "Speed of Darkness", efter deres specialudstilling på Nationalmuseet, hvor blot en del af deres danmarkshistorie blev fortalt, fremgår det af pressemeddelelsen.

Hvert år uddeler Det Danske Rockakademi to hæderspriser til udøvende kunstnere, som har sat et uomgængeligt aftryk på den danske musikscene, som det lyder på akademiets hjemmeside.

69-årige Sanne Salomonsen fik sin musikalske debut som teenager, hvorefter hun har været en del af Sneakers og Anne Linnet Band.

Som solist står hun bag store danske hits som "Kærligheden kalder" fra 1989 og "Jeg i' live" fra 2000.

D-A-D blev dannet i København under navnet Disneyland After Dark. Et navn, de måtte droppe af hensyn til Walt Disney-koncernen.

De står bag numrene "It's After Dark" fra 1986 og "Sleeping My Day Away" fra 1889. I 2024 kunne bandet med Jesper Binzer i spidsen fejre 40-års jubilæum.

Prisuddelingen kommer til at foregå 28. september i Amager Bio i København ved en koncert, hvor solister som Mads Langer, Burhan G og Birthe Kjær vil gå på scenen.

Derudover vil prismodtagerne også selv optræde, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ud over at der skal overrækkes hæderspriser, bliver der også udråbt fem modtagere af Æresprisen: Lise Cabble, Birthe Kjær, Peter Ingemann, Flemming Rasmussen og Jørgen de Mylius.

Endeligt modtager C.V. Jørgensen Det Danske Rockakademis Specialpris.

Det Danske Rockakademi blev stiftet i 2003 af Peter Ingemann, Hans Otto Bisgaard, Peder Bundgaard, Leif Skov, Flemming Madsen, Torben Bille, Marie Frank, Jørgen Olsen og Anne Linnet for at sikre den rockmusikalske kulturarv.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/08/2025 - 13:01

Dansk kendispar jubler: Forældre for anden gang

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Der er familieforøgelse hjemme hos værten Line Kirsten Nikolajsen og skuespilleren Nicklas Søderberg Lundstrøm, der allerede har datteren Polly sammen.

Det danske kendispar Line Kirsten Nikolajsen og Nicklas Søderberg Lundstrøm har udvidet familien.

Den 33-årige vært og den 39-årige skuespiller er nemlig blevet forældre for anden gang.

Det skriver parret i et fælles opslag med billeder af den lille ny på det sociale medie Instagram.

- Hej Topper, skriver de i opslaget efterfulgt af et hvidt hjerte, inden teksten fortsætter:

- Den 20. august landede verdens sødeste lillebror endelig hos os, og vi har travlt med at være smaskforelskede i ham.

Line Kirsten Nikolajsen afslørede nyheden om familieforøgelsen i marts over for sine følgere på Instagram, da hun delte en video, hvor hun aede sin spirende babybule.

- Går og arbejder på et megaspændende projekt for tiden. Kan desværre ikke fortælle mere om det lige nu, men stay tuned for august, skrev hun i opslaget på det sociale medie.

Line Kirsten Nikolajsen og Nicklas Søderberg Lundstrøm blev i april 2022 forældre for første gang, da datteren Polly kom til verden.

De har dannet par siden 2018 og giftede sig sidste sommer.

I anledning af parrets treårsdag tilbage i 2021 sendte Line Kirsten Nikolajsen sin Nicklas en kærlighedserklæring på Instagram.

- I dag er tre år siden, at vi mødte hinanden til en fin fest, og han lokkede mig med på Andys med løftet om en efterfest, der viste sig ikke at være der. I stedet drak vi blå ugler og snavede til den lyse morgen. Han har hængt ved siden, skrev hun blandt andet i opslaget.

Line Kirsten Nikolajsen er kendt fra radioprogrammer som "Go' Morgen P3" og "Tværs" på DR, hvor hun sagde op fra i 2023 efter 7,5 år på public service-stationen.

I dag er Line Kirsten Nikolajsen blandt andet vært på scenekunstpodcasten "Den 4. væg" og TV 2-podcasten "Besat af Bachelorette".

Nicklas Søderberg Lundstrøm blev uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2014. Han har blandt andet medvirket i TV 2-julekalenderen "Kometernes jul" og i krigsdramaerne "Skyggen i mit øje" og "De forbandede år".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/08/2025 - 10:00

FAKTA: Hvad er Robinsonlisten

* Du kan undgå uopfordrede, nye adresserede salgsreklamer og telefonopkald fra sælgere, hvis du registrerer dig på Robinsonlisten.

* Robinsonlisten er et register, som virksomheder skal tjekke, før de udsender reklamer med navn og adresse eller ringer forbrugere op. 

* Hvis du allerede har givet dit samtykke til, at en virksomhed må kontakte dig, kan du ikke tilbagekalde det ved at blive registreret på Robinsonlisten. I stedet skal du kontakte virksomheden direkte og tilbagekalde dit samtykke.

* Du kan tilmelde dig Robinsonlisten via borger.dk. Det er gratis.

* Der kan gå op til tre måneder, før din registrering på Robinsonlisten træder i kraft.

Kilde: borger.dk.

/ritzau fokus/

 

 

Læs Mere >>

København, 22/08/2025 - 10:00

Drop de dårlige undskyldninger til telefonsælgere

Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Det kan være svært at komme af med en telefonsælger, der kontakter dig uanmeldt. Ekspert i retorik klæder dig på til at give en ordentlig afvisning.

Du kender det sikkert. Det brummer pludselig fra baglommen, og før du har nået at gøre dig de store overvejelser, bukker du under for nysgerrigheden og tager opkaldet fra det ukendte nummer.

Nu sidder du for enden af et salgspitch fra en ivrig telefonsælger. Du ved allerede, at du ikke er interesseret i at købe noget. Men du har svært ved at sige fra.

Pernille Østen, der er retorisk rådgiver hos rådgivningsvirksomheden Rhetor, hjælper dig med, hvordan du slipper ud af den akavede situation på en ordentlig måde, og hvad du absolut ikke må gøre.

- Mange af os er opdraget til at være høflige og imødekommende. Men når nogen træder ind i vores private sfære, både telefonisk og fysisk, og vi ikke er forberedte på det, står vi i et dilemma: Vi vil gerne sige nej, men vi vil også gerne være venlige.

Det er dette spændingsfelt, der gør situationen akavet, siger hun.

Først skal du beslutte et mål.

- Det handler grundlæggende om, hvad du ønsker at opnå. Vil du bare have fred hurtigt? Eller vil du også sikre, at samtalen efterlader jer begge med selvværdet intakt? Retorisk set er det to forskellige strategier, som heldigvis nemt kan forberedes, inden man står i situationen igen, siger hun.

Det handler om at kende dine retoriske muligheder, lyder det fra Pernille Østen.

- Hvis man gerne vil lukke samtalen hurtigt, er det helt legitimt. Det er en præmis, som sælgeren er indforstået med.

- Mit råd er at bruge faste vendinger, der bygger på dine værdier. Det kunne for eksempel være,"jeg takker aldrig ja til tilbud i telefonen", eller "jeg tager kun imod tilbud skriftligt". På den måde kan du gentage dit princip, hvis det bliver nødvendigt, siger hun.

Jo flere gange, man har formuleret et klart og gennemprøvet afslag, desto mere naturligt bliver det. Pernille Østen understreger, at det er afgørende at stå fast på sine principper.

Det vigtigste er, at man ikke kommer med dårlige undskyldninger til sælgeren.

- Mange siger for eksempel, at det er et dårligt tidspunkt at tale på, selv om de egentlig ikke er interesserede.

- Det signal åbner ofte for spørgsmål som "Hvornår kan jeg så ringe igen?" og bliver derfor mere en invitation til at fortsætte samtalen end en reel afslutning, siger hun.

Foregår salgssituationen i en fysisk butik eller på gaden, kan det være sværere, fordi vi spejler os i hinanden, forklarer hun.

- Vi aflæser kropssprog og mimik, og det gør det sværere at sige fra, fordi vi ikke blot vurderer argumentet, men også personen. Derfor opleves det som mere grænseoverskridende at sige nej i en fysisk salgssituation end i en digital, siger hun.

Pernille Østen plejer bare at smile, for man skal huske, at sælgeren er et rigtigt menneske, mener hun.

- Man kan godt være venlig og konsekvent samtidig, siger hun.

Hun påpeger, at det netop handler om at tage ejerskab over sin kommunikation og vise respekt uden at gå på kompromis med sin beslutning.

På den måde fastholder man sin integritet og undgår unødvendig konflikt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek