København, 16/06/2023 - 11:48
Fængslet direktør kendt fra tv ventes at tilstå kæmpe bedrageri
Retten på Frederiksberg holder tirsdag et retsmøde, hvor Martin Storm Rasmussen ventes at erklære sig skyldig.
Af: /ritzau/
Efter et år bag tremmer er en varetægtsfængslet tidligere direktør tilsyneladende parat til erkende sig skyldig i en omfattende bedragerisag.
Retten på Frederiksberg har på tirsdag planlagt et retsmøde med den 43-årige Martin Storm Rasmussen.
Politiets sigtelse drejer sig om bedragerier for i alt 307 millioner kroner.
I offentligheden er den 43-årige mand blandt andet blevet kendt efter sin medvirken i DR-udsendelsen "Indefra" med Anders Agger om forholdene for de fængslede i Vestre Fængsel.
På tirsdag er det præcis et år siden, at betjente fra Københavns Politi tidligt om morgenen rykkede ud for at anholde den 43-årige og for at ransage på fem adresser.
Siden da har han været frihedsberøvet. Varetægtsfængslingen blev iværksat 21. juni.
Ifølge politiet skal han have overtalt en række bekendte og andre til at låne sig millioner af kroner, som skulle investeres i aktiver i konkursboer. Til gengæld blev de lovet høje afkast.
Men noget var helt galt, mente kuratorerne, der behandler Rasmussens konkurs. Der var ikke realitet i projekterne. Nye lån blev blot brugt til at betale afkast til de andre investorer, lød mistanken.
/ritzau/