København, 27/05/2025 - 16:17
Færre toge mellem Malmø og København grundet sporarbejde
Øresundsbroen skal have skiftet skinner, hvilket begrænser togtrafikken mellem Malmø og København.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
På grund af sporarbejde på Øresundsbroen vil der køre færre toge på strækningen mellem Malmø og København i begge retninger fra 27. maj til 9. juni.
Det oplyser Skånetrafikken i en pressemeddelelse.
Togbusser bliver sat ind som erstatning i myldretiden for at aflaste togene, men rejsende skal forvente trængsel og længere rejsetider, skriver Skånetrafikken.
- Det er uheldigt, at dette arbejde skal udføres med kort varsel og over så lang tid. Og så meget tæt på det tidligere større arbejde, der blev udført på broen omkring påske, skriver Kevin Brandt Leander, forretningschef for Skånetrafikken, i pressemeddelelsen.
Sporarbejdet er særligt problematisk, da andre transportformer over sundet er begrænsede, skriver Kevin Brandt Leander.
- Vi ved, hvor vigtig togtrafikken over broen er for regionen, og strækningen over broen er særligt følsom, da andre transportformer kan være svære for vores rejsende at løse.
Helt konkret bliver 3,5 kilometer skinner udskiftet mellem 27. maj og 9. juni, skriver selskabet Øresundsbron i en pressemeddelelse mandag.
Der er tale om udskiftning af skinner på et af de to spor i Øresundstunnelen.
Der vil være sporarbejde om natten mellem 27. maj og 30. maj i Øresundstunnellen.
Her vil et spor være åbent for trafik, hvilket betyder reduceret kapacitet i togtrafikken om natten.
Fra 30. maj intensiveres arbejdstimerne på sporet. Her vil der være sporarbejde døgnet rundt frem til 9. juni.
Et spor vil være åbent for trafik, hvilket også betyder reduceret kapacitet i togtrafikken.
Vedligeholdelseschef for selskabet Øresundsbron Niclas Malmström påpeger, at der bliver foretaget inspektioner hvert år for at undersøge behovet for vedligehold.
- Vores seneste inspektion viser, at dele af skinnerne har nået deres tekniske levetid efter 25 års togtrafik, hvilket betyder, at vi fremrykker dette omfattende vedligeholdelsesarbejde, siger han i pressemeddelelsen.
Øresundsbroen strækker sig knap otte kilometer.
/ritzau/