Myrtle Beach, 11/05/2025 - 02:42
Olesen går pæn runde og rykker frem ved PGA-turnering i USA
Thorbjørn Olesen har efter tredje runde af Myrtle Beach Classic fem slag op til turneringens førsteplads.
Jonathan Bachman/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danske Thorbjørn Olesen er fortsat godt med i golfturneringen Myrtle Beach Classic.
Tre birdies og en enkelt bogey blev det til for danskeren, da tredje af PGA-turneringen blev afviklet lørdag.
Det sender ham op på en delt 13.-plads, inden søndagens afsluttende runde. Efter anden runde fredag, indplacerede danskeren sig på en delt 15. plads.
Danskerens samlede score er otte slag under par. Dermed har han fem slag op til amerikaneren Carson Young, der med en score på 13 slag under par indfinder sig på førstepladsen.
Danske Niklas Nørgaard klarer sig også udmærket i turneringen efter en runde med fire birdies og fire bogeys. Det giver ham en delt 24.-plads og en samlet score på seks slag under par.
Turneringen spilles færdig søndag. Den har en samlet præmiesum på 4 millioner dollar - knap 27 millioner kroner.
Danske Rasmus Højgaard deltager i en anden turnering, der finder sted sideløbende med Myrtle Beach Classic. Den hedder Truist Championship og finder sted i Pennsylvania.
Højgaard ligger på en delt 34.-plads efter tredje runde, der bød på fire birdies og fem bogeys. Hans samlede score er tre under par.
Irske Shane Lowry ligger på førstepladsen med en samlet score på 14 slag under par.
I Truist Championship lyder den samlede præmiesum på 20 millioner dollar - knap 133 millioner kroner.
/ritzau/