København, 27/05/2025 - 14:55
United-træner: Ingen Europa kan være en fordel
Det kan give Ruben Amorim gode muligheder for at opbygge holdet, at Manchester United ikke skal ud i Europa.
Martin Rickett/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det siges, at intet er så galt, at det ikke er godt for noget.
Det er ikke sikkert, at Manchester United-træner Ruben Amorim kender den talemåde, men logikken i den brugte han, da han tirsdag holdt pressemøde i Malaysia, hvor klubben lige nu er på charmeoffensiv.
Manchester United har i den nu afsluttede sæson præsteret så ringe, at klubben for første gang i mange år ikke skal spille europæisk fodbold på den anden side af sommerferien. Men det er slet ikke så dumt, mener portugiseren.
- Jeg må sige, at det kan være en fordel for os ikke at være i Champions League, fordi det giver os mulighed for at præstere bedre, forberede os bedre til kampene og opbygge den kerne, vi har brug for til fremtiden.
- Så jeg synes, det er en god ting for os at udnytte, at vi ikke har europæiske kampe, siger Ruben Amorim ifølge AFP.
Portugiseren, der overtog roret i Manchester United i november efter fyringen af Erik ten Hag, har ikke tænkt sig at presse sin trup med store målsætninger i den nye sæson.
- Målet for nu er at vinde den første kamp. Vi skal gøre meget i løbet af sommeren. Vi skal forberede holdet. Når man er i Manchester United, vil folk forvente, at vi er med i toppen. Men man skal forstå konteksten.
- Jeg vil ikke have, at holdet skal tænke på en stor målsætning. Kun en lille målsætning, som går på at vinde den første kamp - og derefter den anden kamp, siger Amorim.
Manchester United sluttede tre placeringer over nedrykningsstregen i Premier League og nåede Europa League-finalen, hvor det endte med nederlag til Tottenham. En finalesejr havde givet klubben en billet til Champions League.
Sidst, Manchester United havde en sæson uden europæisk deltagelse, var i 2014/15-sæsonen.
/ritzau/