Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

23/11/2024 - 10:00

Forsker beder om hjælp til at finde spor fra Danmarks sødeste syvsover

Ved at tage detektivkasketten på næste gang du går en tur i skoven, kan du hjælpe biologer med at blive klogere på den sjældne og truede hasselmus.

Erik Thomsen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Små bidemærker i en nød eller en klat uglegylp under et træ kan afsløre, om der bor en hasselmus i din lokale skov.

Og det er vigtig viden for forskere, som derfor nu opfordrer danskerne til at gå på udkig efter spor fra den lille nuttede gnaver.

- Lige nu ved vi ikke så meget om hasselmusenes udbredelse herhjemme, og hvor den præcist bor, fortæller biolog Zenia Henriksdottir Hansen fra Syddansk Universitet, der står i spidsen for projektet.

En kortlægning af hasselmusen vil hjælpe hende og hendes kolleger med at få et overblik over, hvordan den truede art har det herhjemme. Samtidig kan den give en indikator på tilstanden af landets skove.

- Vi kan bruge hasselmus som et barometer for skovens sundhed. De er meget specifikke med, hvad de spiser, og hvad de bygger reder af, siger Zenia Henriksdottir Hansen.

Hun forklarer, at hasselmusen er afhængig af en høj diversitet i buske og træer, da den ikke samler forråd, men spiser maden på stedet.

- Sådan noget som en brombærbusk er vigtig for hasselmusen, fordi busken både har knopper, blomster, umodne bær og modne bær, som den kan spise over sæsonen. Og jo større diversitet, en skov kan rumme, desto bedre må vi antage, at tilstanden af skoven er, understreger biologen.

Går du på udkig efter hasselmusen, skal du ikke regne med at få den at se. Den lille gnaver, der tilhører arten syvsover, er nemlig meget sky og mest aktiv om natten. Derfor handler det om at lede efter spor fra dens færden, fortæller Zenia Henriksdottir Hansen.

- Det, vi er mest interesserede i, er faktisk nødder. Går du ud i skoven og finder et egetræ eller en hasselbusk og roder lidt i skovbunden dér, så kan du være heldig at finde nødder, der er gnavet i, siger hun.

Hasselmusen gnaver typisk et lille hul i siden af nødden på cirka en centimeter i diameter.

- Når vi kigger på tandmærkerne, så kan vi se, om det er en rødmus eller en hasselmus, der er tale om. Derfor ser vi gerne, at folk samler de her nødder ind, når de finder dem på skovturen, lyder det fra Zenia Henriksdottir Hansen.

Nødderne putter du i en pose med en seddel på, som fortæller, hvor du har fundet dem. Derefter indleverer du posen hos en af de nøddestationer, som forskerne har fået sat op rundt omkring i landet. Du kan finde en oversigt over hvor på Syddansk Universitets hjemmeside.

Ud over nødder modtager forskerne også gerne poser med uglegylp, som de kan kigge igennem for at se, om uglen har spist hasselmus.

Gylpen er ikke altid nem at finde, men er oplagt at lede efter, hvis du har en ugle i haven eller kender til et træ i skoven, hvor en ugle holder til.

Det sidste, forskerne bliver glade for at modtage meldinger om, er reder, siger Zenia Henriksdottir Hansen.

- Hasselmus laver sådan nogle kuglerunde reder af græs og blade, og de laver dem tit i et krat eller i en brombærbusk lidt hævet over jorden, fortæller hun.

Finder du en rede, er det dog vigtigt, at du ikke rører ved den, da den stadig kan være i brug.

- Men man kan tage nogle billeder af den fra forskellige vinkler og sende dem til os sammen med koordinaterne.

/ritzau fokus/

Washington D.C., 30/06/2025 - 18:27

USA annullerer punkduos visa efter antiisraelske råb på Glastonbury

Yui Mok/Ritzau Scanpix

Punkgruppen Bob Vylan skulle på tour i USA i efteråret, men er ikke velkommen efter optræden på festival.

USA's udenrigsministerium har annulleret den britiske punkgruppe Bob Vylans amerikanske visa, efter at duoen råbte antiisraelske slagord fra scenen på den britiske festival Glastonbury i weekenden.

Det skriver den amerikanske viceudenrigsminister, Christopher Landau, på det sociale medie X.

- Udenrigsministeriet har trukket de amerikanske visa til medlemmerne af bandet Bob Vylan tilbage som følge af deres hadefulde tirade på Glastonbury.

- Udlændinge, som hylder vold og had, er ikke velkomne i vores land, skriver Christopher Landau.

Bob Vylan havde planlagt en koncertturné i USA i oktober og november.

Bobby Vylan, der er det ene af Bob Vylans to medlemmer, fik publikum til at råbe med, da han fra scenen på Glastonbury lørdag råbte "befri, befri Palæstina" og "død, død over IDF" med henvisning til Israels militær.

Også den irske rapgruppe Kneecap udnyttede sin optræden på Glastonbury til at udtrykke sin modstand mod Israel. Et af gruppens medlemmer, Mo Chara, proklamerede under koncerten, at "Israel er krigsforbrydere".

Herefter råbte han "befri, befri Palæstina".

Britisk politi oplyser mandag ifølge nyhedsbureauet AFP, at det har åbnet en egentlig efterforskning af de to episoder.

Det sker, efter at politiet har gennemset videomateriale og lydoptagelser fra koncerterne, lyder det i en udtalelse.

Britiske politikere og ledende figurer i musikindustrien havde inden Glastonbury opfordret festivalens arrangører til at droppe Kneecaps optræden, fordi Mo Chara i maj blev tiltalt for terrorisme.

Ifølge anklagerne har han under en koncert medbragt et flag, der repræsenterer den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah.

Storbritannien anser Hizbollah for at være en terrororganisation.

Mo Chara, der har det borgerlige navn Liam O'Hanna, nægter sig skyldig.

Mange af de 30.000 gæster, der overværede Kneecaps optræden på Glastonbury, havde medbragt palæstinensiske flag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efter Kneecaps og Bob Vylans koncerter skrev den israelske ambassade i Storbritannien i en udtalelse, at den var "dybt foruroliget over den provokerende og hadefulde retorik, der blev udtrykt på scenen på Glastonbury Festival".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 15:37

Dansk tv-vært sygemeldt efter kraniebrud

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Søndag fortalte den rutinerede tv-vært Karen-Helene Hjorth, at hun havde været ude for en cykelulykke. Nu melder hun ud om sin tilstand.

En cykeltur blev skæbnesvanger for den 48-årige tv-vært Karen-Helene Hjorth.

Søndag opslog nyhedsværten et billede på sin instagramprofil, hvor hun ligger i en hospitalsseng med, hvad der ligner et sæbeøje.

Nu fortæller hun til Ekstra Bladet, at hun i forbindelse med cykelulykken har pådraget sig et lille kraniebrud. Derudover har hun fået en hjernerystelse og er forslået over det meste af kroppen.

- Det skete på cykel i for høj fart. Både jeg og min medpassager blev slynget af cyklen, så det er lidt et mirakel, at der ikke er gået mere galt, for ingen af os havde hjelm på. Det har vi fra nu af, skriver hun i en besked til Ekstra Bladet mandag.

Grunden til, at hun havde en passager med, er, at ulykken skete på en ladcykel. Han pådrog sig en brækket arm og var mere bekymret for tv-værten.

Hun er i skrivende stund indlagt, men håber på at blive udskrevet senere mandag.

Indtil videre er Karen-Helene Hjorth sygemeldt fra TV 2 til midten af august.

Journalisten har været tv-vært siden 2003 og en fast del af værtsgruppen på TV 2 News siden 2009.

Sammen med sin eksmand har hun en 12-årig datter, Anna-Klara.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 11:00

FAKTA: Sorgen er mangefacetteret

* Du kan have haft otte katte, hvor du ikke oplevede stor sorg, da de døde. Men så rammer sorgen pludselig ved kat nummer ni, fordi du af en eller anden grund var tættere knyttet til den.

* Nogle gange rammer sorgen over et kæledyr hårdt, fordi den repræsenterer et andet tab. Det kan være, det var din mand, der købte hunden, og siden er han gået bort.

* Sorg over kæledyr rammer bredt. Hos Center for Menneske-dyr-psykologi melder man om henvendelser fra alle aldersgrupper og køn. På hjemmesiden sorgoverdyr.aau.dk kan du finde hjælp.

Kilde: Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 11:00

Håndter sorgen over tabet af et kæledyr

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Katten eller hunden er en del af familien, og derfor er det ganske normalt at sørge over dem, når de går bort, siger lektor i psykologi.

Det stikker i hjertet, når lyden af klikkende hundepoter forstummer, eller kattens sagte spinden fra lænestolen nu kun findes i din hukommelse.

Sorg over kæledyr er ganske normalt og temmelig udbredt. Alligevel er det noget, som vi tilsyneladende har svært ved at forholde os til. Det fortæller lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

- Mange af dem, der ringer til os, spørger, om det virkelig er normalt. De er overraskede over, at de føler sorgen så stærkt, fortæller hun og henviser til Aalborg Universitets hotline "Sorg over Dyr"-linjen, hvor man kan ringe ind og tale om sit tab.

Men du har intet at være flov over, hvis tristheden hænger ved, efter at du har sagt farvel til din højtelskede hund, kat eller undulat, understreger Tia Hansen.

- Sorg er helt basalt det, der sker, når du har knyttet et følelsesmæssigt bånd til nogen, og den nogen forsvinder - så bliver du ked af det, siger hun.

Derfor råder hun dig til at give dig selv lov til at sørge og til at tale om, hvordan du har det. I den forbindelse er det vigtigt ikke at forvente, at sorgen skal følge et bestemt forløb, eller at den rammer på samme måde hos andre, som den gør hos dig.

- Sorgen har to spor. Det følelsesmæssige spor, hvor man er ked af det, man har mistet. Så er der handlingssporet, som handler om at genoprette en hverdag, hvor man skal gøre nogle ting på nye måder. Her skal du give dig selv lov til at svinge frem og tilbage mellem de to spor, lyder det fra Tia Hansen, der understreger, at det også er vigtigt, at sorgen ikke kommer til at fylde det hele.

Måske har du et bestemt sted, du går hen for at mindes dyret, du har mistet. Og måske kan du på et tidspunkt begynde at betragte din sorg som noget smukt. Sådan lyder det fra Lise Lotte Christensen, som er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub.

- Man skal huske på, at sorgen er en spejling af den glæde og den kærlighed, man har følt til et andet væsen. Der kan man være megastolt over, at man har haft succes med at forme så tæt en relation med en anden art, siger hun.

For Lise Lotte Christensen virker det altid godt at dele anekdoter om den afdøde kat eller hund med andre, der også kendte den.

- Jeg husker de gode stunder og får familien til at dele sjove historier, fortæller hun og tilføjer, at det også kan være en fin måde at mindes på at få printet og indrammet nogle fotos af dyret.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek