København, 10/09/2025 - 12:57
Novo-chef vil gennemføre massefyringer inden for nogle måneder
Novo Nordisk begynder nu processen med at udpege dem, der ikke skal være i selskabet fremover.
Af: /ritzau/
Processen med at skille sig af med 9000 ansatte i Novo Nordisk vil ikke blive trukket i langdrag.
Det slår administrerende direktør Mike Doustdar fast i en pressebriefing med danske journalister onsdag eftermiddag.
Her løfter han lidt af sløret for, hvornår og hvordan der vil blive sat navne på de mange afskedigelser.
- Ingen af os, heller ikke medarbejderne, ønsker, at det her skal tage for lang tid.
- Vi har i ledelsen et mål om, at det skal tage nogle måneder, men der er forskellige regler i forskellige lande, og derfor kan der være forskel på, hvor hurtigt processen kan gå fra land til land, siger Doustdar, der understreger, at Novo Nordisk vil agere "respektfuldt" og "værdigt".
Han forklarer også, at visse funktioner er forsøgt fredet i den store sparerunde.
- Vi har set på, hvilke afdelinger der har mest betydning for vores drift, og det gælder særligt de ansatte i vores fabrikker og vores ansatte inden for salg.
- Omvendt har vi i forbindelse med vores store vækst de seneste år ansat en del i stabs- og støttefunktioner, og dem kommer vi til at kigge nærmere på, siger han.
Han understreger, at det ikke er nogen rar proces at skulle igennem, og at han håber, at de ansatte forstår, hvorfor den er nødvendig.
- Jeg håber, at både dem, der forlader os, og dem, der bliver, forstår, at vi ikke gør det her, fordi vi kan lide forandring.
- Men vi tror helt ærligt, at selskabet bliver stærkere og får lettere ved at konkurrere fremover.
- Forhåbentlig betyder det, at de får lettere ved at acceptere det. Og mange af dem er velkomne hos os igen på et senere tidspunkt, siger han.
/ritzau/