Graz, 10/06/2025 - 12:22
Mindst ni er dræbt i skyderi på skole i Østrig
Østrigs indenrigsministerium bekræfter, at der er ni dødsofre efter skoleskyderi i Graz. Gerningsmand er død.
Erwin Scheriau/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ni personer er dræbt i et skyderi i byen Graz i Østrig tirsdag.
Det bekræfter det østrigske indenrigsministerium ifølge tv-stationen ÖRF.
Ifølge de foreløbige oplysninger har der været et masseskyderi på en skole i Graz.
Politiet oplyser ifølge ÖRF, at det er en elev fra skolen, der står bag skyderiet.
Ifølge en talsmand for politiet menes vedkommende at have taget sit eget liv efter angrebet.
Østrigsk politi går på nuværende tidspunkt ud fra, at der kun var én gerningsmand bag tirsdagens skoleskyderi. Det skriver politiet på det sociale medie X.
Flere elever og lærere er alvorligt såret, siger en polititalsmand til tv-stationen ÖRF.
I løbet af tirsdag formiddag steg dødstallet. Den første melding lød på fem dræbte, hvilket senere steg til - foreløbig - ni dødsofre.
Ved middagstid betegner politiets talsmand stadig situationen som "uoverskuelig" over for tv-stationen ÖRF.
Avisen Kronen Zeitung har talt med ægtefællen til en lærer, der forskansede sig i et klasseværelse med sine elever. Læreren hørte lyden af flere skud, har hun fortalt sin mand.
Politi og specialenheder er talstærkt til stede.
Omkring klokken 11.30 skriver politiet i en opdatering på X, at situationen nu er under kontrol.
- Der antages ikke at være nogen yderligere fare, meddeler politiet i Graz.
Politiindsatsen gik i gang omkring klokken 10, hvor der indløb meldinger om skyderi på skolen, skriver avisen.
I et opslag på X opfordrer politiet folk i området til at følge ordensmagtens anvisninger.
Politiet i Graz har ikke umiddelbart kommenteret sagen yderligere, skriver Reuters.
Tirsdag formiddag er elever og ansatte blevet evakueret fra skolen, mens politiet er i gang med at finkæmme stedet.
Berørte forældre opfordres til at møde op på et stadion i Graz for at få yderligere information og støtte. Der er indkaldt et kriseteam, skriver ÖRF.
/ritzau/