København, 03/06/2025 - 19:51
Matilde Kimer får Publicistprisen for dækning af Rusland og Ukraine
Matilde Kimer formår at formidle fortællinger, man både forstår og mærker, lyder det i forbindelse med pris.
Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Journalist Matilde Kimer har tirsdag aften modtaget Publicistprisen 2025 ved den årlige publicistfest i København.
Det oplyser Den Danske Publicistklub i en pressemeddelelse.
Den årlige pris uddeles til personer, der har ydet en markant indsats i den danske medieverden.
Kimer modtager Publicistprisen for sit "mangeårige og vedholdende arbejde som formidler af Ruslands og Ukraines indre liv - og deres betydning for Europa og Danmark", skriver den Danske Publicistklub.
- Matilde har absolut journalistisk gehør. En evne til at høre sandheden, før den er sagt, siger formanden for den danske Publicistklub, Jesper Jürgensen, i sin tale til Matilde Kimer tirsdag aften.
Jesper Jürgensen mener, at Matilde Kimer "har en fornemmelse for, hvornår historien vibrerer, og hvornår den blot er støj".
- Og så formår hun at omsætte den - med kirurgisk sproglig præcision - til fortællinger, vi ikke bare forstår, men mærker, lyder det fra formanden.
Den 44-årige Matilde Kimer har været tilknyttet DR siden 2005 og har siden 2014 arbejdet som korrespondent med fokus på Rusland og Ukraine.
Foruden Kimer var sognepræst og publicist Sørine Gotfredsen samt journalist og medstifter af mediet Zetland Lea Korsgaard nomineret til årets pris.
Ud over Publicistprisen blev Dokumentarprisen uddelt. Den gik i år til journalisterne Jens Beck Nielsen og Christian Birk fra Berlingske for deres artikelserie "Kriminelle Klaner", som undersøgte kriminelle familier i Danmark.
I år blev der yderligere uddelt en særlig ærespris til Hans Engell, politisk kommentator og tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, for sit mangeårige publicistiske virke i den danske mediebranche.
Den Danske Publicistklub er Danmarks ældste presseforening, og den blev oprettet tilbage i 1880 som "Journalistforeningen i Kjøbenhavn".
Den Danske Publicistklub uddeler hvert år publicistiske priser og afholder debatmøder og andre arrangementer for pressefolk.
Juryen til dette års prisuddeling bestod af Tom Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Berlingske, Sandy French, nyhedsdirektør i DR, Martin Krasnik, ansvarshavende chefredaktør på Weekendavisen, Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Knud Brix, ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet, Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør hos Jyllands-Posten, Tor Arnbjørn, næstformand i Den Danske Publicistklub, samt Jesper Jürgensen, formand for Den Danske Publicistklub.
Publicistprisen er blevet uddelt årligt siden 1979.
/ritzau/