Stockholm, 07/02/2025 - 11:21
Sverige vil ændre våbenlovgivning efter masseskyderi i Örebro
Adgangen til visse halvautomatiske våben som AR-15-rifler skal begrænses, mener politisk flertal i Sverige.
10080 Fredrik Sandberg /TT/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Sveriges regering og støttepartiet Sverigedemokraterna er blevet enige om at ændre landets våbenlovgivning efter masseskyderiet tirsdag i Örebro.
Det skriver justitsministeriet fredag i en pressemeddelelse.
Der er politisk flertal for at ændre loven, så adgangen til visse halvautomatiske våben begrænses.
Der nævnes som eksempel en AR-15, som er en halvautomatisk riffel.
Samtidig skal der gøres mere fra myndighedernes side for at indberette mennesker, der af sundhedsmæssige årsager ikke er egnet til at have skydevåben, står der i pressemeddelelsen.
Den politiske aftale kommer, efter at 11 mennesker døde i et skyderi på et uddannelsessted for voksne i byen Örebro, der ligger omkring 200 kilometer fra Stockholm.
Da politiet fandt gerningsmanden død på skolen, fandt man ved siden af ham tre geværer. Han havde våbentilladelse til dem.
Politiet har ikke uddybet, hvilken type geværer der blev fundet.
Svenskerne har i flere år debatteret våbenlovgivningen i landet. Tilbage i maj 2024 blev der efter en gennemgang af lovgivningen præsenteret en række anbefalinger, skriver TT.
I rapporten lød det blandt andet, at halvautomatiske militære våben - for eksempel en AR-15 - bør forbydes til civilt brug som jagt.
Det blev anbefalet, at forbuddet kom på plads hurtigst muligt, så man kunne begrænse udbredelsen af den form for våben i samfundet.
Der stod videre, at der var risiko for, at voldelige personer fik adgang til våbnene, som kan affyre mange skud på kort tid.
- Det kan ikke udelukkes, at voldelige personer misbruger muligheden for at opnå en jægereksamen for på lovlig vis nemt at kunne få adgang til halvautomatiske rifler, som nemt kan bruges med store magasiner, lød det.
/ritzau/